Jobbet "Chef for Drift og Vedligeholdelse" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Chef for Drift og Vedligeholdelse - FMI's Kapacitetsansvarlig Koncern IT  

Brænder du for sikker drift og er du klar til at være chef for en af de vigtigste og mest komplekse driftsopgaver i staten? Forsvaret søger en stærk leder til den driftsafdeling, der driver vores mest centrale it-løsning DeMars. Vil du være med til at fastholde og videreføre et af de mest succesfulde og største SAP systemer i Danmark? Har du et stærkt fokus på drift, leverandørstyring og kunder og kan du lede 4 sektionschefer og i alt omkring 40 medarbejdere - så er dette måske jobbet for dig.

Om os 
Afdelingen for Drift og Vedligeholdelse er en del af Forsvarsministeriets Koncern-IT, der hører hjemme som en Kapacitet i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelsens (FMI). Kapacitetsansvarlig Koncern IT (KAKI), som vi hedder, har pt. til huse i Hvidovre. De primære opgaver i afdelingen består af styring af driftsleverandører, gennemførelse af DeMars (SAP) vedligeholdelsesopgaver i samarbejde med forretningen og leverandører samt idriftsættelse af projekter og vedligeholdelsescykler.

Vi befinder os midt i en markant IT-mæssig modernisering, som skal understøtte Forsvarets og Koncernens internationale engagement i verdens brændpunkter, og samtidig bidrage til en større omlægning og modernisering. Dette stiller blandt andet krav til et ERP-system af meget høj klasse, der både er brugervenligt, sikkert, effektivt og som tilbyder fremtidssikrede og mere effektive IT-services til Forsvarets og Koncernens ansatte.

Du vil som udgangspunkt arbejde i Hvidovre, men på sigt bliver det faste holdepunkt sandsynligvis i Ballerup, da der i øjeblikket arbejdes på at samle hele organisationen i Ballerup.

Om stillingen
Som chef for Drift og Vedligeholdelse kommer du til at referere til direktøren for KAKI og stå i spidsen for omkring 40 engagerede medarbejdere, hvoraf de 17 er militære. Vi leverer ERP-ydelser til mere end 14.000 brugere nationalt som internationalt.

Du bliver ansvarlig for en afdeling, hvor faglighed, innovation og relationer understøtter sikker og stabil drift for Forsvarets Koncernfælles ERP system. Driften og vedligeholdelsen varetages i samarbejde med ekstern leverandør, ligesom der er et væsentligt element af interaktion med forsvarets styrelser.

Desuden får du det overordnede ansvar for blandt andet:

  • Afdelingens budget b. la. i forbindelse med DeMars, herunder vedligeholdelse og drift 
  • Sikring af et stabilt DeMars-produktionsmiljø og relevant opgradering
  • Idriftsættelse af projekter og vedligeholdelsescykler
  • Risiko-vurdering

Som chef for afdelingen for Drift og Vedligeholdelse bliver du en del af KAKI's ledelse og vil indgå i en række af ledelses- og koordinationsfora.

Om dig
Du har en relevant akademisk uddannelse på kandidatniveau og betydelig ledelseserfaring inden for IT-området og gerne fra en offentlig myndighed eller større virksomhed, hvor du har skabt gode resultater. Du har indgående kendskab til SAP drift eller drift af tilsvarende store løsninger i en outsourcet leverancemodel. Det er desuden en fordel, men ikke et krav, hvis du har et indgående kendskab til Forsvarsministeriets organisation og opgaver og forsvarets opgaveløsning.

Har du en militær uddannelse, vil en baggrund som officer med gennemført Videreuddannelsestrin II for militære ledere være et krav. 

Du skal i det daglige virke have fokus på de forretningsmæssige behov for IT-understøttelse med SAP, og på at der til enhver tid er et stabilt produktionsmiljø. Derfor er det vigtigt, at du har solid erfaring med drift og vedligeholdelse af et ERP-system samtidigt med, at du har fokus på videreudvikling og optimering af de understøttende processer i afdelingen.

Dertil kommer, at du:

  • har god viden om Release og Change Management.
  • har erfaring fra udvikling og implementering af SAP projekter.
  • skal kunne medvirke i styregrupper vedrørende IT-projekter under anvendelse af PRINCE2.
  • har erfaring med porteføljestyring.
  • har kendskab til udliciteret drift og vedligeholdelse, herunder udbudsforretning.

Idet driften og vedligeholdelsen af systemerne varetages i samarbejde med eksterne leverandører og der er et væsentligt samarbejde med KAKIs kunder i Forsvaret og Koncernen, er det vigtigt, at du formår at skabe gode relationer gennem kommunikation, netværkspleje og faglig professionalisme. Da vi i KAKI arbejder ud fra deviserne at åbenhed, ærlighed og loyalitet er kodeordene for et godt samarbejde, vil et tilsvarende krav om blik for god kommunikation og synlighed ledelse indadtil være vigtige parametre i dit daglige virke som chef. Der vil tillige blive lagt vægt på din evne til at træffe nødvendige og effektive beslutninger samt sætte retning og koordinere indsatsen, så resultater nås til planlagte deadline.

En af dine vigtigste kvalifikationer er desuden dit helhedssyn, hvor du formår at tænke koncernens udvikling og drift ind i virket for dit ansvarsområde i overensstemmelse med Forsvarsministeriets mission og vision. Du er en vigtig medspiller i udvikling og implementering af Forsvarets og koncernens strategier, som du gennem din organisation formår at omsætte i samarbejdet med dine kolleger og medarbejdere. Der vil desuden blive lagt vægt på, at du vurderes bredt anvendelig til andre chefstillinger inden for Forsvarsministeriets myndighedsområde.

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår forhandles efter rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten, og der er mulighed for, at ansættelsen kan være på åremål. 

Den endelige lønpakke vil afhænge af din baggrund og dine kvalifikationer, men stillingen er indplaceret i løngruppe 1. Derudover er der mulighed for at forhandle tillæg efter kvalifikationer.

Hvis du i forvejen er tjenestemand, er der mulighed for, at ansættelsen kan ske som tjenestemand i lønramme 37 efter en konkret vurdering. Ansøgningen skal stiles til Dronningen, medmindre du allerede er indplaceret i lønramme 37.

Ansættelsesområdet er Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder og institutioner.

Som ansat under Forsvarsministeriet er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og kunne opretholde denne i hele din ansættelsesperiode. Du er forpligtet til at deltage i fredsskabende og fredsbevarende operationer mv. 

Kontakt og ansøgning
Du er meget velkommen til at høre mere om stillingen hos direktør Kristian Vengsgaard på telefon 5077 7124. Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Camilla Sandbjerg Hansen på telefon 3266 5581 eller fps-ba-bs103@mil.dk.

Ansøgningsfristen er den 28. juli 2016.

Vi forventer at holde samtale i uge 33.

Forsvaret er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk oprindelse til at søge stillingen.

Læs mere om Forsvaret som arbejdsplads på www.Forsvaret.dk

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder