Løsningsarkitekt inden for data og analyse
Har du lyst til at arbejde med IT på en spændende og dynamisk arbejdsplads, hvor du kan realisere din lyst til at gøre en forskel for vores samfund? Vil du udvikle din faglighed i et stærkt fællesskab af passionerede og kvalitetsbevidste kollegaer? Så er det dig, vi står og mangler som vores nye kollega i Center for Strategisk Arkitektur.
Bliv en del af teamet
I Skatteforvaltningen er data det vigtigste aktiv, som anvendes til at levere en god service til skatteyderne, udføre kontroller, inddrive restancer samt drive og styre vores processer. Ved hjælp af en veletableret dataplatform on-premises og en nyetableret i cloud sikrer vi, at Skatteforvaltningen kan få overblik, analysere og udnytte data til ny viden samt optimere processer.
Du vil blive kollega med 10 løsningsarkitekter inden for data og analyse, samt 40 andre arkitekter og specialister i Center for Strategisk Arkitektur. Vi arbejder agilt i SAFe, og du kommer til at indgå som løsningsarkitekt i et team, der fx kan have fokus på udvikling af Business Intelligence rapporter, Data Warehouse, Machine Learning modeller, Procesautomatisering eller tilsvarende inden for analytics-området.
Foruden at bidrage til udvikling af konkrete løsninger, kan du også se frem til at designe løsningsarkitektur i form af målbilleder, guidelines og principper, dykke ned i fysisk og logisk arkitektur omkring data og tekniske løsninger og deltage i udviklingen af fremtidens analytics-platform i cloud. Hos os er rollen som løsningsarkitekt bred og kan dække over cloud-arkitekt, teknologi-arkitekt, sikkerheds-arkitekt og til dels applikations-arkitekt. Hvilket fokus du kommer til at have, vil afhænge af dine ønsker og evner.
Om dig
Vi forventer ikke, at du er ekspert i analytics. For os er det vigtigste, at du er i stand til at tilegne dig ny viden løbende og har lyst til at gøre en positiv forskel ifm. udviklingen af fremtidens analytics-løsninger i Skatteforvaltningen. Konkret forestiller vi os, at du har erfaring med en af vores kerneydelser, fx som data engineer eller data scientist, og nu ønsker at arbejde mere med løsningsdesign end selve udviklingsopgaven for derigennem at bygge oven på din eksisterende erfaring. Du kan også være nyuddannet med en relevant IT faglig uddannelse, fx cand.it, datalogi eller en anden kandidatuddannelse inden for IT.
Vi lægger vægt på, at du har en god forståelse for kompleks it-arkitektur, at du er god til at kommunikere og er i stand til at sætte dig ind i komplekse problemstillinger. Vi kigger efter en idealist, der er opsøgende, vedholdende og god til samarbejde.
Det er en fordel, hvis du har erfaring med nogle af de teknologier, der anvendes inden for analytics-domænet, som fx ETL-, BI-, pipeline- og integrationsværktøjer ol. eller erfaring med IT-arkitektur.
Vi forventer, at du kan forstå og formulere dig på dansk – både skriftligt og mundtligt.
Hvad kan vi tilbyde dig?
Du kan se frem til at arbejde i et dynamisk kontor og i et team, hvor du har mulighed for at præge dine opgaver og vores processer. Vi har et godt sammenhold med plads til humor og en uformel omgangstone, samtidig med at vi tager ansvar og har ambitioner om hele tiden at forbedre os. Du vil indgå i et grundigt introduktions- og oplæringsforløb, hvor du vil få tildelt både en faglig og en praktisk makker, som vil hjælpe dig med hurtigt at kunne arbejde selvstændigt med opgaverne. Desuden tilbyder vi:
- Fleksibelt skema. Vi prioriterer balance i livet, og du kan i høj grad selv planlægge din arbejdsdag
- Individuelle udviklingsplaner. Vi går op i din udvikling og tilbyder selvvalgte kurser
- Mulighed for 5 faglige fordybelsesdage
- Mulighed for at påvirke egen rolle og karrierevej, da du får adgang til resten af Udviklings- og Forenklingsstyrelsens rollekatalog
- Mobil, pc og betalt hjemmeopkobling samt mulighed for hjemmearbejde
- God pensionsordning og personalerådgivning 24/7
- Gratis parkeringskælder på lokation, som også ligger i gåafstand fra Flintholm Station
- God kantineordning, der serverer både morgenmad, frokost og snacks
- Gratis fitnesscenter og badefaciliteter på lokation
- Sociale aktiviteter en gang om måneden
Kontakt og ansættelsesvilkår
Motiveret CV og eksamensbevis bedes sendt via linket ”Søg stillingen” senest den 5. juni 2023.
Du kan få yderligere oplysninger om stillingen ved henvendelse til kontorchef Mads N. Thrane på telefon 72 37 62 06.
Der kan indgå en logisk test og en personanalyse i ansættelsesforløbet.
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet.
Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest og referencer.
Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Dit arbejdssted vil være Udviklings- og Forenklingsstyrelsen på Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg.
Tiltrædelse er den 15. august 2023 eller efter aftale.
Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder.