Studentermedhjælper til balancering af elsystemet
Har du mod på at kickstarte din karriere, samtidig med at du bidrager til udviklingen af et 100% grønt energisystem?
Har du mod på at kickstarte din karriere, samtidig med at du bidrager til udviklingen af et 100% grønt energisystem? Så har du nu muligheden for at blive studentermedhjælper i afdelingen Systemydelser, hvor vi arbejder med at fremtidssikre balancering af elsystemet: En vigtig og meningsfuld samfundsopgave.
Vær med til at sikre velfungerende tekniske krav og markeder for systemydelser
Energinet designer og indkøber systemydelser, der bidrager til, at elforbrug og -produktion holdes i balance for at sikre en stabil drift af elsystemet og en høj forsyningssikkerhed. Vi søger en studentermedhjælper med opstart senest 1. april 2024, som vil bidrage bredt til opgaver relateret til afdelingen Systemydelsers aktiviteter og mål om at sikre velfungerende tekniske krav og markeder for systemydelser.
I jobbet som studentermedhjælper bliver det din opgave at:
- Kontrollere og afstemme aktørers aktivitet på de forskellige systemydelsesmarkeder
- Lave analyser af store mængder data
- Skabe nye løsninger i samarbejde med kolleger
- Ad hoc-opgaver, f.eks. planlægge arrangementer for eksterne, opdatere faktuelle dokumenter eller være med til at lave forskellige udregninger vedr. systemydelser m.m.
Da det er et foranderligt markedssetup, vi arbejder i, skal man forvente, at der laves justeringer undervejs. Det kan være alt fra nye fremgangsmåder, beregningsformer eller automatiseringsløsninger, som du kan være med til at sætte dit præg på.
Bliv en del af en højt specialiseret afdeling med et godt socialt sammenhold
I Systemydelser er vi 13 kolleger, som er specialiserede og fagligt dygtige, har en høj grad af nysgerrighed og innovation samt samarbejdsvillighed og et godt socialt sammenhold.
Vi tilbyder dig:
- Stort ansvar fra dag ét
- Udvist en høj grad af tillid
- Mulighed for at lære nyt og udvikle dig hver eneste dag
I Energinet har vi indført den fleksible arbejdsplads, som selvfølgelig også gælder studentermedhjælpere. Det betyder at du – afhængig af opgaverne og samarbejde – selv kan være medbestemmende ift. hvor og hvornår du arbejder. Det forventes, at du arbejder ca. 15 timer om ugen i gennemsnit, samt møder fysisk på vores kontor i Fredericia en gang ugentligt. I travle perioder på studiet er mindre helt okay, og omvendt.
Du er nysgerrig, engageret og relationsskabende
Ideelt har du kendskab til elsystemet og elmarkedet, med ca. 2 år tilbage af din uddannelse, og er f.eks. i gang med din bacheloruddannelse og skal begynde på en kandidatuddannelse efterfølgende. Vi er åbne over for alle uddannelsesbaggrunde, da vi ved, at mangfoldighed og forskellige perspektiver bidrager til en værdiskabende arbejdsplads.
Vi lægger stor vægt på dine personlige kompetencer og forventer, at du er engageret, nysgerrig og reflekterende omkring din omverden og din egen udvikling.
Jobbet indebærer en stor del databehandling til tider, også med store mængder data, hvorfor vi forventer et øvet niveau i Excel. Dertil vil kompetencer inden for Python/R/MATLAB også være et plus, men ikke et krav.
Ansøgning og kontakt
Send din ansøgning og CV med karakterudskrift via linket ”søg stillingen” senest 1. marts 2024. Vi forventer at holde samtaler løbende, så få sendt din ansøgning af sted hurtigst muligt.
Har du spørgsmål til jobbet, er du meget velkommen til at kontakte afdelingsleder Thomas Dalgas Fechtenburg på telefon 23 46 04 22.
Læs mere om afdelingen og om systemydelser generelt på disse links: Oversigt over systemydelser og Introduktionsmateriale.
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle kvalificerede, uanset baggrund, til at søge jobbet. Vi arbejder aktivt og målrettet med mangfoldighed i Energinet og opfordrer dig derfor til at udelade billede, oplysninger om alder, civilstand og lignende, for at minimere ubevidste biases i processen. Du kan læse mere om vores mangfoldighedspolitik her.
En fleksibel arbejdsplads - med en stærk vision
Du bliver en del af Energinet Systemansvar, hvis kerneopgaver er at indpasse vedvarende energi, sikre lige adgang til nettene, udvikle markedsdesign, overvåge og balancere transmissionsnettet og at varetage forsyningssikkerheden i Danmark.
Glæd dig til at blive en del af en organisation med et meningsfuldt formål. Med visionen ”Grøn energi for en bedre verden” arbejder vi hver dag for, at vi når i mål med den grønne omstilling af energisystemet. Med værdierne mod og tillid som fundament stræber vi konstant efter at udvikle både vores organisation og de enkeltpersoner, der udgør den. Vi er nysgerrige, åbne og vægter samarbejde og inddragelse højt, samtidig med at vi har stort fokus på løbende udvikling og læring. I tråd med vores værdier er Energinet en fleksibel arbejdsplads ud over det sædvanlige. Hos os får du stor indflydelse på, hvor og hvornår du løser dine arbejdsopgaver i en god balance mellem egne ønsker og værdiskabelsen for Energinet. Læs mere om vores medarbejderfordele HER, der også inkluderer en aktiv personaleforening, en attraktiv forældrepakke, hjemmearbejdsplads og udstyr seniorordning mv.