Stadieplanlæggere til jernbaneprojekter
Vil du være med til at lægge skinnerne til en mere bæredygtig fremtid?
Vil du være med til at lægge skinnerne til en mere bæredygtig fremtid? Som en del af en mere grøn og bæredygtig agenda skal der gennemføres flere større og mindre jernbaneprojekter. Vi søger derfor dygtige medarbejdere med stort overblik - også gerne nyuddannede til at planlægge udførelsen af de mange vigtige projekter ude på banen
Stadieplanen udgør en central del af udførelsesplanen for et jernbaneprojekt. Vi søger en stadieplanlægger, som kan varetage denne planlægning, og som har lysten til at udvikle vores udførelsesplaner i takt med, at vi får nye erfaringer.
Du kommer til at planlægge udførelse og deltage i koordineringen af jernbaneprojekter på tværs af Banedanmarks store portefølje, der er vedtaget med regeringens Infrastrukturplan 2035.
Ansvaret som stadieplanlægger
Som stadieplanlægger varetager du sammen med byggeledelsen en nøglefunktion i forhold til at sikre, at vores projekter er mulige at realisere, og at de er koordinerede.
Stadieplanen, med tilhørende grafisk præsentation og stadieplansbeskrivelser, udgør omdrejningspunktet for koordinering af udførelsen i såvel projekterings- som udførelsesfasen. Du er med fra starten af et projekt, gennem hele planlægnings- og forberedelsesforløbet, og du er omdrejningspunktet for den løbende koordinering i udførelsesfasen.
Dit ansvar består i:
- Afklaring af logistiske og trafikale forhold som forudsætning for etablering af stadieplan
- Afklaringer vedrørende grænseflader internt i projektet, eksternt i forhold til naboprojekter, samt behov for arbejdspladser
- Fastlæggelse af behovet for sporspærringer baseret på viden om udførelse og produktionsrater, herunder bidrage til identifikation af optimeringsmuligheder og ressourcekonflikter
- Afholdelse og ledelse af stadieplansmøder og workshops samt udarbejdelse af referater
- Udarbejdelse og opdatering af stadieplaner med grafisk præsentation og stadieplansbeskrivelser samt vurdering af projektrisici.
Profil og kompetencer
Da du skal arbejde med planlægning og koordinering fra projekter, får du brug for dit overblik og struktur for at se sammenhænge på tværs og handle derpå ved behov. Du skal have mod på og lyst til at påtage dig et stort ansvar allerede fra start. Det er vigtigt, at du evner at kommunikere med alle typer mennesker, da du får en bred samarbejdsflade og kan formidle faglig kompleksitet på en let tilgængelig måde. Det gælder både mundtligt og skriftligt.
Hvis du har erfaring med planlægning af anlægsarbejder eller indsigt i trafikal planlægning og driftsafvikling af togtrafikken, er det en fordel, men bestemt ikke et krav. Vi ansætter også nyuddannede, der ikke har erfaring. Det essentielle er din motivation, drive og flair for planlægning og koordinering af projekter og lyst til at lære nye måder at arbejde på.
Uanset om du har erfaring med ovenstående eller ej, tilpasser vi dit introforløb, så du får de rigtige redskaber og kompetencer til at løse opgaven som stadieplanlægger.
Vi forestiller os, at du har en planlægningsmæssig eller teknisk uddannelsesbaggrund, for eksempel ingeniør eller bygningskonstruktør, men det kan også være, at du har opnået de rette kvalifikationer gennem din erfaring eller anden uddannelse.
Som udadvendt person med energi og godt humør, har du nemt ved at etablere samarbejdsrelationer idet jobbet udføres i tæt samarbejde med byggeledelsen og indebærer et bredt samarbejde med rådgivere, entreprenører og trafikale interessenter. Det er derfor vigtigt at du er god til at formidle såvel mundtligt og skriftligt – både via ord, planer og illustrationer.
Du har blik for, hvad der er vigtigt at få med i planen, du er god til at samle op.
Løn og ansættelsesforhold
Du får arbejdsplads på vores hovedkontor centralt i København tæt på offentlig transport ved Dybbølsbro station.
Som akademiker ansættes du efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og AC.
For HK er ansættelsen omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det statslige område og Organisationsaftalen mellem Finansministeriet og HK/STAT, Danmark samt protokollat for kontorfunktionærer ansat ved Banedanmark. Som udgangspunkt er stillingen placeret i løngruppe 3, sats 3, Hovedstad.
For både AC og HK gælder det, at den endelige løn fastsættes på baggrund af dine erfaringer og kvalifikationer samt at der tilkommer pension i henhold til overenskomsten.
Ansøgning og kontakt
Vil du vide mere om stillingen, så kontakt sektionschef Anne Marie Egesby. Send din ansøgning og CV hurtigst muligt, da vi indkalder til samtaler løbende.
For at søge stillingen klikker du på linket ”Ansøg” og følger instruktionerne.
Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder