Jobbet "IT-generalist til rollen som systemejer/application manager til udbytteområdet" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Vi har brug for en dedikeret systemejer, som skal medvirke ved support og vedligehold af to af Skatteforvaltningens IT-systemer, nemlig 3S og DURO.

Fremtiden er digital
I Udviklings- og Forenklingsstyrelsen under Skatteministeriet arbejder vi for at etablere fremtidens digitale Skatteforvaltning. I tæt samarbejde med de øvrige styrelser udvikler og forenkler vi de IT-løsninger og forretningsprocesser, der understøtter Skatteforvaltningen og skaber fundamentet for finansieringen af den offentlige sektor – til gavn for hele samfundet. Kontoret for selskabssystemer, hvor vi nu vil byde en ny kollega velkommen, arbejder særligt med drift, vedligehold og videreudvikling af to IT-systemer til behandling af udbytteskat. På trods af travlhed og deadlines vægter vi en god og uhøjtidelig atmosfære højt, og vi er glade for både vores indbyrdes holdånd og det brede, stærke samarbejde, vi har med andre kontorer, styrelser og eksterne interessenter.

Systemejer til udbytteområdet
Vi søger en dygtig kollega til det engagerede hold af systemejere, der forvalter IT-systemerne 3S og DURO på udbytteområdet. 3S Udbytteskat varetager administration af selskabers angivelse af udloddet udbytte samt indberetning af modtagere af udloddet udbytte for unoterede selskaber. DURO (Digital Udbytte Refusion Overgangsløsning) håndterer krav om refusion af udbytteskat fra danske såvel som udenlandske aktionærer.

I rollen som systemejer har du fokus på et godt og meget tæt samarbejde med vores procesejere i det systemrelaterede forretningsområde i Skattestyrelsen. Da vores IT-systemer er outsourcede ifm. drift og vedligehold, vil du også få et tæt samarbejde med de eksterne leverandører og fungere som bindeled mellem procesejere og leverandører. Du arbejder derfor på at opnå et fortsat godt leverandørsamarbejde. Derudover medvirker du til at sikre kontraktoverholdelsen fra start til slut, ligesom du sikrer, at leverandørerne implementerer de forretningsmæssige behov korrekt i systemerne med omtanke for funktionalitet, teknik og økonomi. Du bidrager endvidere til Udviklings- og Forenklingsstyrelsens vurdering og estimering af fremtidig IT-understøttelse af ny lovgivning.

Du vil komme til at arbejde med mange opgaver, som f.eks.:

  • Du er med til at koordinere og implementere lovbestemte udvikling og ændringer rettidigt, så systemerne hele tiden understøtter gældende lovgivning
  • Du er med til at sikre høj tilgængelighed af systemerne, mens du samtidig overvåger, at systemet driftes teknisk optimalt og effektivt, og at vedligehold sker med størst mulig økonomisk effektivitet
  • Du medvirker ved driften af systemerne ved håndtering af incidents
  • Du er med til at sikre, at IT-leverandørerne overholder kontrakterne og implementerer de forretningsmæssige behov korrekt – herunder medvirker du ved kvalitetssikring og vurdering af leverandørernes estimater og tilbud
  • Du bidrager til løbende at forbedre eksisterende digitale løsninger og nedbringe teknisk gæld
  • Du medvirker ved tilpasningen af kravspecificeringer til leverandørerne ud fra forretningsmæssige behov
  • Herudover deltager du i arbejdet med økonomi, lovhøringer, revisioner og revisionsopfølgning og andre ad hoc-opgaver

Du kommer til at arbejde tæt sammen de øvrige systemejere for 3S og DURO samt andre kontorer i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen.

Hvem er du?
Du er IT-generalist med flair for forretningsbehov. Du kan f.eks. have en uddannelsesmæssig baggrund som cand.it., cand.merc.it. eller datanom, eller du kan være generalist med erfaring fra IT-branchen eller fra stillinger som systemejer eller IT-/forretningskonsulent. Du vil indgå i et grundigt introduktions- og oplæringsforløb for hurtigt at kunne arbejde selvstændigt med opgaverne.

Derudover lægges der vægt på, at:

  • Du tager ansvar for dine opgaver, så du sikrer, at deadlines bliver overholdt. Vi arbejder af og til med korte deadlines, og det skræmmer dig ikke.
  • Du er god til at håndtere mange opgaver samtidigt og arbejder målrettet og struktureret samtidig med, at du kan bevare overblikket i pressede situationer
  • Du trives med at samarbejde i et bredt fagligt miljø med både forretningseksperter, IT-kolleger og leverandører.
  • Du bliver motiveret af at tilegne dig ny viden og sætte dig ind i nye faglige problemstillinger.

Som person er du servicemindet, initiativrig og kommunikerende.  Det ligger dig naturligt at være opsøgende, og du har gode kommunikations- og samarbejdsevner. Du kan begå dig sammen med kolleger med forskellige opgaver og baggrunde og fungerer godt i situationer, hvor opgaver løses i fællesskab.

…Og hvad kan vi tilbyde dig?
Du får 21 dedikerede kolleger i kontoret – en kontorchef, en souschef, 12 systemejere, seks projektmedarbejdere og en service level manager. Sidstnævnte, Katalin Alexa Király Broholm, som blev ansat i 2021, fortæller: ”Det har været en god oplevelse at starte op i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen. Her er en god og venlig atmosfære, spændende og udfordrende opgaver – og en stor fleksibilitet ift. mine ønsker og behov for også at få arbejds- og privatlivet til at harmonere.” Vi vægter balancen mellem arbejds- og privatliv højt og har stor fokus på medarbejdernes trivsel. Vi arbejder i dag meget fleksibelt uden faste pladser men i en teamstruktur. Tonen er generelt uformel og humørfyldt.

Fagligt vil du komme ind i en organisation, hvor der arbejdes med store og komplekse systemer, som ikke alene skal fungere, men som også skal udvikles, imens de kører. Det kræver en høj grad af faglighed og dedikation! Vi bestræber os til gengæld på at give plads til mennesker, der forstår opgaven, og som vil være med til at tage det næste store skridt i offentlig teknologiudvikling: Her er plads til ambitioner og karriereudvikling. Hvis du har lyst til at arbejde med komplekse problemstillinger og har den faglighed, opgaven kræver, kan dette være lige den rigtige stilling for dig!

Kontakt og ansættelsesvilkår
Send din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle udtalelser via linket ”Ansøg” senest den 20. februar 2023.

Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte kontorchef Anders Wolff på tlf. 72 38 99 73.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten, overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet. Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest.

Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet vil være Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg, tæt på Flintholm Station. 

Der kan indgå en logisk analyse og en personanalyse i ansættelsesforløbet.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder.