Gå til hovedindhold

Kan du få data frem til rette sted på rette tid
... så kan du også være med til at redde liv og beskytte demokratiet sammen nogle af landets bedste dataanalytikere.

Forsvarets Efterretningstjeneste søger en datamagiker, der hurtigt kan få kritisk data fra FE’s indhentende enheder frem til analytikerne, så de kan identificere og advare om trusler mod Danmark i ind- og udland.  Kan du omsætte komplekse data til brugbare informationer, udvikle ideer og gennemarbejde løsninger? Har du flair for datamodellering og tænder på at udvikle datadrevne løsninger? Så hører vi gerne fra dig.

Du får udfordringer og plads til at udvikle dig
Du og dit team skal sikre, at FE’s analytikere har hurtig adgang til den data og information de skal bruge fra de indhentende enheder i en form, der understøtter opgaveløsningen. Du skal derfor både forstå og arbejde med FE’s tekniske indhentning og formå at omsætte de indhentede data til gavn for de analytiske enheder. Arbejdet består konkret i løbende at forstå nye datakilder og udvikle mulighederne for fremstilling og visualiseringer af disse til analysen. Pt. bruger vi bl.a. Angular2+, Typescript, Spring Boot, Java, Git, Jenkins, Artifactory, HTML5, CSS, Swagger og GraphQL, men findes der en bedre løsning i morgen, bruger vi den.

Den teknologiske udvikling generelt og efterretningsarbejdet i særlig grad kræver en person, der mestrer foranderlighed og nye udfordringer. Vi har store forventninger til din faglighed, men sørger for at give dig de uddannelser og den kompetenceudvikling, du har brug for, for at lykkes i stillingen og i din fremtidige karriere.

Arbejdet er i høj grad tværgående i hele organisationen, og du vil komme i berøring med alle dele af FE.

Vi tilbyder en arbejdsplads som ingen anden. Du bliver en del af et lille team, som skal arbejde tæt sammen med FEs CNO kapacitet, samt Indhentningen og Analysen generelt. Arbejdet foregår i en uformel, men fokuseret atmosfære, og du kommer til at arbejde sammen med mange forskellige fagligheder. Der er stor åbenhed for at diskutere løsninger, og mulighed for at sætte aftryk på resultaterne, hvis du har de gode ideer.

Vi tror på sammenhængen mellem den gode arbejdsplads og kvaliteten af vores opgaveløsning. Derfor er der både ordentlige forhold og god plads til at balance familielivet overfor arbejdet. Der er også mulighed for at bruge en kreativ dag om ugen på at udforske nye muligheder og løsninger i FE- og samfundsgavnlige projekter sammen med dine kolleger.

Du og din baggrund er vigtig
Du har flere års erfaring med at løse komplekse tekniske opgaver. Vi forestiller os, at du besidder en eller flere af nedenstående kompetencer eller tilsvarende:

  • +3 års erfaring fra it-konsulentverden, hvor du har løst kundeopgaver med et stærkt fokus på effektive løsninger i Java/C#/C++ eller anden OOPL.
  • Erfaring fra Start up-miljøet, hvor du har skullet finde og udvikle løsninger med begrænsede ressourcer. Du er vant til ikke blot best-practise, men next-practise løsninger.
  • Stor erfaring i at arbejde med big messy data i en bred vifte af databaseformater, herunder distribuerede databaser som Spark og/eller Hadoop-økosystemet.
  • Du er hjemme i et LINUX-miljø og ikke bange for PYTHON, R og/eller SCALA, og holder dig orienteret om de nyeste tech trends, som understøtter de løsninger, du skal levere til FE’s analyserende enheder.
  • Minimum en bacheloruddannelse inden for it- og softwareudvikling.

Har du erfaring med dataforædling - at transmogryffe - og med at udnytte og udvikle strukturerede såvel som ustrukturerede data og omsætte dem til operative informationer, er det en fordel. Har du ydermere flair for udvikling af brugergrænseflader, visualisering af komplekse data og/eller analysedesign, vil vi også gerne høre om det.

Som person er du:

  • Nysgerrig, idérig og innovativ og har flair for at finde nye muligheder i en konstant foranderlig verden.
  • Villig til at investere dig selv og din tid i både kolleger og arbejde.
  • I stand til at arbejde selvstændigt i et team. Du tager ejerskab for dit teams fælles opgaver og trives med tværfagligt arbejde og ditto succes.
  • Opsøgende og rækker ud til dine kolleger, når du løber ind i udfordringer, fremfor at insistere på at løse alting selv.
  • Bredt interesseret i verden og holder dig opdateret på alt fra universitetsradioen til tech-talks på TED.

Din nye arbejdsplads
FE arbejder for at beskytte Danmark og det danske demokrati. Vi opnår vores viden gennem målrettet efterretningsarbejde, og bruger den til at vurdere, bekæmpe og rådgive om aktuelle og fremtidige trusler. Det gør vi ved at indhente og analysere oplysninger om forhold i udlandet, som har betydning for Danmark og danske interesser.

FE er både Danmarks udenrigs- og militære efterretningstjeneste, Danmarks militære sikkerhedstjeneste og den nationale it-sikkerhedsmyndighed, der sikrer et stærkt cyberforsvar.

Vi stræber efter at omsætte vores viden til effekt. Vores målsætning er at være en af de mest dynamiske og operativt fokuserede vestlige tjenester af sin art. Vores viden gør og skal gøre en forskel for Danmark og danske interesser.

Din lønpakke afhænger af dine kvalifikationer
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante faglige organisation, afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund. Derudover har du mulighed for at forhandle løntillæg efter kvalifikationer. Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen inklusiv betalt frokostpause. Til stillingen hører en pensionsordning, som FE betaler.

Som ansat i FE er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse. Som i resten af forsvaret har du pligt til evt. kortvarig udsendelse til udlandet.

Sådan søger du stillingen
Du skal sende din ansøgning og CV via stillingsopslaget, senest torsdag den 19. september 2019.

Vi forventer, at de indledende ansættelsessamtaler vil finde sted i uge 39 og stiler mod en ansættelse fra 1. december 2019. Vi opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Du er velkommen til at kontakte den lokale HR-partner på 3332 5566, lokal 2226, hvis du har spørgsmål til stillingen eller ønsker flere oplysninger.

Du kan også læse mere på www.fe-ddis.dk, hvor du blandt andet finder vores ”Beretning” og kan få et mere detaljeret indblik i FE´s opgaver, FE som arbejdsplads og yderligere information om ansættelsesmæssige spørgsmål.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder