The job Nyuddannet IT-udvikler til Robot Proces Automatisering has expired.
View company profile on Jobfinder
Go to company profile
View related jobs in this category
Show me related jobs
Get the newest jobs in your mailbox
Create job agent now

Nyuddannet IT-udvikler til Robot Proces Automatisering (RPA) i Regional IT i Region Syddanmark

Ønsker du at arbejde med at udvikle avancerede software-robotter til automatisering af administrative processer på sundhedsområdet og herigennem løbende udfordre og udvikle dig som RPA-udvikler? Vi har software, implementeringsstøtte og forretningen klar, men vi mangler dig!

Du vil få en spændende og udfordrende stilling, hvor du er med til at opbygge RPA-området, der er et nyt forretningsområde hos os. Du bliver en del af et team, som har ansvar for vedligehold af og udvikling på regionens integrationsplatform og du vil i jobbet få en bred kontaktflade, ikke mindst med de kolleger, som også dedikeres til RPA. Du vil desuden have tæt kontakt med de fagpersoner, som ejer de processer, du automatiserer. I første omgang kommer du til at arbejde med de administrative processer inden for løn- og økonomiområdet.  

Om jobbet
Din primære rolle bliver at sætte automatiseringsprocesser op i vores RPA-værktøj, UiPath, og du skal sikre den stabile driftsafvikling fra vores RPA-driftsmiljø. Herudover bliver det din rolle at samarbejde med andre RPA-udviklere om den optimale driftsafvikling, vedligehold og overvågning.  

Vi forventer endvidere, at du i et vist omfang deltager i afdækningen af processer ude hos vores forretningsenheder, som primært er regionens sygehuse. Du får naturligvis en grundig oplæring, hvor du lærer vores systemer at kende og du får desuden lejlighed til at deltage i relevante netværk for udviklere.  

Konkret er der tale om lettere scripting, og er du erfaren i makroprogrammering med eksempelvis VBA, er du godt på vej. Erfaring med RPA-værktøjer og .NET er et plus. Nøglekompetencen er dog i denne sammenhæng din nysgerrighed og villighed til at være med til at starte et nyt forretningsområde med fokus på at skabe værdi for vores forretningsenheder.  

Arbejdet med RPA vil være det primære. Alt efter din aktuelle opgavemængde vil du også få opgaver med scripting i andre sammenhænge såsom til ServiceNow, XForms eller SurveyXact. Vi forventer dog ikke, at du kender disse systemer på forhånd.  

Om dig  
Du er måske nyuddannet datamatiker eller lignende. Du er hurtig til at lære nyt og trives med at sætte dig ind i nye værktøjer, og du har lysten til at arbejde med procesautomatisering.

Du kan også have en baggrund som systemadministrator, hvor du har fået erfaring med at sætte dig ind i brugernes behov på baggrund af dialog og forretningsforståelse. Du har ikke nødvendigvis en decideret IT-teknisk uddannelse, men du har arbejdet med IT på eksempelvis superbruger- eller systemadministratorniveau. Erfaring med procesoptimering vil være et plus, men ikke en forudsætning. Du skal desuden tale og skrive dansk.  

Er Region Syddanmark en arbejdsplads for dig?  
Region Syddanmark er med sine mere end 26.000 ansatte en af Danmarks største arbejdspladser. Forretningsområderne dækker sundhed, psykiatri- og socialområdet samt regional udvikling.  

Regional IT er den centrale organisation i Region Syddanmark, og vi tæller i alt ca. 200 medarbejdere. Dertil kommer yderligere ca. 300 IT-medarbejdere på sygehusene. Din daglige gang får du i Regionshuset i Vejle.  

I Regional IT vil vi gerne have, at du bliver endnu dygtigere – hurtigt. Derfor arbejder vi hårdt for, at du hele tiden har de bedste rammer for at udvikle dig. For os er det vigtigt, at du tager et selvstændigt ansvar for de services, du håndterer. Vi tror nemlig på, at ansvar udvikler og vi kan se, at med ansvar, vokser vores medarbejdere med opgaven og udvikler sig både personligt og fagligt. Hos os er det medarbejderne, der udgør det største aktiv, og derfor prioriterer vi fleksibilitet i forhold til familieliv og arbejdstider.

Synes du ovenstående lyder attraktivt, og kunne du tænke dig at gøre en forskel for sundhedsvæsnet, så skynd dig at sende en ansøgning.  

Din ansøgning  
Ansøgningsfrist er den 6. februar 2018. 1. samtale afholdes 9. februar 2018 om formiddagen og 2. samtale afholdes den 20. februar 2018. Vi vil evt. anvende tests som en del af rekrutteringsforløbet.  

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte funktionschef Jonas Granlie på telefon 2920 1043.  

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder