About HOFOR

Vores forsyninger
HOFOR står for både vandforsyningen og for at lede spilde- og regnvand væk i otte kommuner: Albertslund, Brøndby, Dragør, Herlev, Hvidovre, København, Rødovre og Vallensbæk. Udover vand forsyner vi København med fjernvarme, bygas og fjernkøling – og er i gang med flere vindmølleprojekter både i og uden for København. Vi ejer også Amagerværket, som producerer el og fjernvarme.På engelsk anvendes navnet Greater Copenhagen Utility.

Vi vil skabe bæredygtige byer
I HOFOR deler vi en fælles vision – vi vil skabe bæredygtige byer baseret på klima- og miljørigtige forsyningsløsninger. Alt det, vores virksomhed gør hver dag – ud i det alleryderste led – handler om at skabe bæredygtige byer. Samarbejde er en af grundstenene i HOFOR. Det gælder både samarbejde på tværs af kommuner, med branchen og vores kunder. Samarbejde er især vigtigt på vand- og spildevandsområdet, fordi vandets veje ikke respekterer kommunegrænser, og fordi kredsløbene i hovedstadsområdet hænger sammen. Derfor er HOFORs vand- og spildevandsselskaber resultatet af en fusion af vand- og spildevandsselskaberne i Albertslund, Brøndby, Dragør, Herlev, Hvidovre, København, Rødovre og Vallensbæk.

HOFORs historie
Historien om HOFOR trækker rødder tilbage til 1857, da København etablerer det første gasværk, Vestre Gasværk. Gennem tiden har vi leveret både gas, vand, varme og el til borgerne. Vores forsyningsvirksomhed er vokset løbende via forskellige fusioner. Senest fusionerede Københavns Energi (det tidligere Københavns Belysningsvæsen) med Københavns Vand i 2001, i 2005 overgik al el-aktivitet til DONG Energy, og i 2013 opstår HOFOR via en fusion mellem Københavns Energi og vandselskaberne i de otte ejerkommuner. HOFOR er en forsyningssikker virksomhed, som arbejder for:

  • Høj forsyningssikkerhed og kvalitet
  • Bedre beskyttelse af grundvandet
  • Fælles vandindvinding og produktion
  • Vandsalg og backupaftaler
  • Rimelige priser
  • Koordineret spildevandshåndtering
  • Bedre klimasikring
  • CO2-neutral hovedstad i 2025
  • Nye forsyningsløsninger
  • Effektiv planlægning og drift samt udnyttelse af stordriftsfordele