Om Nationalt Center for Etik

I Nationalt Center for Etik har vi til opgave at sætte fokus på og værne om de etiske principper og værdier, som vores samfund er rundet af. Det gør vi blandt andet ved at rådgive myndigheder, når der skal udarbejdes nye lovforslag. Vi skaber debat og bidrager til folkeoplysning om etiske og videnskabsetiske problemstillinger inden for centerets ansvarsområde. Vi bidrager til at sikre forsøgspersoners rettigheder og videnskabelig redelighed. Vi er på forkant og tager stilling til morgendagens etiske dilemmaer, vi afgiver anbefalinger til fremme af væsentlige etiske værdier og principper, og vi udarbejder rapporter, redegørelser og artikler, der skal være med til at sikre, at de demokratisk vedtagne beslutninger er funderet på relevante etiske standarder og overvejelser.