Jeg, Kaspar (stifter af Excelerate),  har altid været en tech-fyr. Helt tilbage i 2006, da jeg startede som flash-udvikler, var jeg helt opslugt af teknologi. Det ændrede sig i 2017, da jeg begyndte at arbejde for et digitalt bureau i London, der fokuserede på neurovidenskab og kombinationen af det menneskelige og det digitale. Jeg indså, at teknologien bare var forandringsagenten, og at det var faktisk mennesker – rigtige mennesker – det hele handler om. I 2019 havde jeg en samtale med en gammel ven Jonas. Jonas var uddannet for fire år siden på Københavns Universitet, med en kandidatgrad i statskundskab. Desværre fik han som mange andre studerende ikke et job lige efter uddannelse. Hans drøm var at arbejde i et ministerium – han ville gøre en forskel og ændre verden.

Han fortalte, at tre måneder efter han var færdig, var han stadig i relativt højt humør. De tre måneder blev til et år… Han måtte se den hårde virkelighed i øjnene. Han måtte sætte sin drømmekarriere på pause og blev nødsaget til, at søge et job uden for sit felt. Nu har Jonas arbejdet i marketingafdelingen i et digitalt bureau i nogen tid. Han tjener penge, og kan lide sit job. Men han er ikke begejstret. Han mangler passionen hvilket gør, at han kun kører på 70%.

Jonas’ historie ramte virkelig noget i mig. At se nogen bruge fem år på deres uddannelse, klare sig godt på universitetet og så ikke være i stand til at opfylde deres ambitioner og være fuldt på 100%. At se talent gå til spilde – det gør ondt. Jeg indså, at det var det! Det var mit ’Why’. Jeg kan ikke holde ud at se talent gå til spilde. Tænk hvis flere studerende ramte rigtigt første gang – og landet det gode arbejdet, som man er passioneret omkring i første hug, eller om ikke andet komme tættere på og blive mere afklaret omkring hvad man vil? Det er det specialesamarbejdet kan.