Jobbet "Vejdirektoratet søger en afdelingsleder til Trafikledelsesafdelingen i København" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Trives du med at lede fagligt specialiserede medarbejdere? Motiveres du af at levere en sikker drift, samtidig med at du også tænker i nye innovative løsninger, så trafikanter og gods kommer nemt og sikkert frem? 

Din opgaveportefølje vil bestå af større udviklings-, anlægs- og driftsopgaver, der kræver vedholdende opmærksomhed, samt projekter og sager, der kræver et godt overblik.

Som leder af Trafikledelsesafdelingen får du det overordnede ansvar for Vejdirektoratets trafikledelsessystemer og trafiksignalanlæg. Det er en spændende stilling, hvor du kan være med til at gøre en forskel for de mange trafikanter, der hver dag kører på statens veje,” fortæller områdechef Charlotte Vithen.  

Velkommen til Trafikledelsesafdelingen 
Trafikledelsesafdelingen består af 24 fagligt dygtige og engagerede medarbejdere, som du bliver leder for. De fleste medarbejdere arbejder i Trafiktårnet i København, hvor du også får base. Der er også enkelte medarbejdere i Middelfart, Næstved og Fløng, og du skal derfor være indstillet på distanceledelse og nogen rejseaktivitet. Afdelingen er organiseret i tre teams: Trafiksignaler, Trafikledelse og Entreprise. 

Du kommer til at arbejde i en dynamisk og fagligt stærk organisation. Du vil som afdelingsleder referere til områdechefen, og du vil indgå i ledergruppen i Trafikledelses- og trafikdataområdet i Trafik- og plandivisionen, hvor du særligt kommer til at arbejde sammen med Trafikcenteret, som også er en afdeling i området.

Som udløber af aftalen om infrastrukturplan 2035 skal Vejdirektoratet i de kommende år gennemføre et historisk stort antal planlægnings- og anlægsprojekter. Afdelingen bidrager både til analyse- og planlægningsfasen, sikrer en god trafikafvikling under og efter anlægsperioden ved hjælp af nye trafikledelsessystemer, samt ombygger og anlægger nye trafiksignalanlæg. Dette sker i tæt samarbejde med vores anlægs- og driftsdivision.  

Afdelingen har det daglige ansvar for at drifte en lang række tekniske systemer ude på vejene, herunder større og mindre trafikledelsesanlæg og ca. 320 trafiksignalanlæg fordelt over hele landet. Hertil hører en større driftsbevilling, som kræver løbende opmærksomhed. 

Der sker i disse år en stor teknologisk udvikling indenfor digitalisering af trafikken herunder udviklingen i forhold til automatiserede og forbundne biler. Der er især fokus på deling af trafik- og trafikantrettede data. 

Du får sammen med dine medarbejdere ansvaret for at følge den teknologiske udvikling gennem deltagelse i EU-komité arbejde og internationalt arbejde, tænke i nye innovative løsninger og bidrage til udviklingen af den tekniske infrastruktur på statsvejnettet,” fortæller områdechef Charlotte Vithen.

Teknisk velfunderet leder med relevant erfaring
Der kan være flere indgange til jobbet. Men det forventes, at du har en relevant teknisk og akademisk baggrund (f.eks. som ingeniør). Vi ser gerne, at du som leder af Trafikledelsesafdelingen:

  • er en dygtig og erfaren personaleleder, som mestrer kompetenceudvikling og medarbejdermotivering
  • har erfaring med opgaver, der løses i samarbejde med mange parter og derfor kan skabe gode samarbejdsrelationer og lande balancerede løsninger
  • kan skabe gode rammevilkår for dine medarbejdere ved at indgå i tæt dialog om opgaveløsningen, samtidig med, at du vedholdendt og tålmodigt sikrer resultater
  • arbejder systematisk og målrettet i din daglige ledelse og kan bevare overblikket i pressede situationer
  • er god til at kommunikere i både skrift og tale

Det vil ligeledes være en fordel, hvis du har erfaring fra trafik- og teknikområdet.

Hvad tilbyder vi dig?
Vi tilbyder:

  • en spændende og udfordrende stilling i en udviklingsorienteret organisation
  • et trygt og samtidig udfordrende arbejdsmiljø, som er præget af dialog med gode kollegaer og engagerede, fagligt dygtige og specialiserede medarbejdere
  • en position, hvor du i høj grad har mulighed for at sætte dit aftryk på afviklingen af trafikken på det overordnede vejnet

Dine løn- og ansættelsesvilkår
Du ansættes med titel som afdelingsleder og lønindplaceres som ”chefkonsulent med personaleansvar”. Ansættelse sker på overenskomstvilkår med mulighed for forhandling af tillæg alt efter kvalifikationer. 

Du vil være omfattet af cheftidsaftalen samt præstationsløn. Dette betyder også, at du modtager 9 ekstra cheffridage årligt, og at arbejdstiden gennemsnitlig er sat til 38,5 time ugentlig.

Dit ansættelsesområde vil være Transportministeriet med de til enhver tid tilhørende institutioner. Du ansættes med tjenestested på adressen Trafiktårnet, Carsten Niebuhrs Gade 49, 1577 København V.

Hvis du vil vide mere om stillingen,…
…er du velkommen til at kontakte områdechef for Trafikledelse og trafikdata Charlotte Vithen på tlf. 2216 7072 eller mail: cv@vd.dk.

Vil du vide mere om Vejdirektoratet kan du læse mere om vores opgaver og medarbejdere på: www.vejdirektoratet.dk.

Er du interesseret?
Send din ansøgning senest d. 4. juni 2023. Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler d. 8. og 9. juni i København.

Der vil medvirke et stillingsudvalg af både ledelses- og medarbejderrepræsentanter til samtalen, og der vil indgå test i rekrutteringsprocessen.

Søg stillingen ved at trykke på linket ”Ansøg” eller via vores hjemmeside www.vejdirektoratet.dk. Vedhæft ansøgning, cv, eksamenspapirer og andre relevante dokumenter.

Vejdirektoratet ønsker at afspejle det omgivende samfund i medarbejdersammensætningen og opfordrer derfor alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder