Jobbet "Praktikanter til Sundhedsstyrelsen" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Har du lyst til at se, hvordan Sundhedsstyrelsen arbejder indefra, og er du klar til at bruge fem måneder på at omsætte din viden fra studiet og få praktisk erfaring?

Lige nu tilbyder Sundhedsstyrelsen seks spændende praktikforløb til kandidatstuderende på en relevant videregående uddannelse til besættelse – ét i Evidensbaseret medicin, ét i Strålebeskyttelse, ét i Uddannelse, ét i Primære sundhedsvæsen, ét i Sygehusplanlægning, og ét i Sekretariatet.  

Om os
Sundhedsstyrelsen er den øverste sundhedsfaglige myndighed i Danmark. Sundhedsstyrelsens opgave er at fremme folkesundheden og at sætte rammer og retning for sundhedsvæsenet. Sundhedsstyrelsen varetager en række opgaver inden for evidens, strålebeskyttelse, uddannelse, sundhedsplanlægning, forebyggelse, ældreområdet, sundhedsberedskab, smitsomme sygdomme med videre. 

Din hverdag hos os
Hos os får du en unik mulighed for at komme helt tæt på arbejdet i landets øverste sundhedsfaglige myndighed. Som praktikant vil du blive tilknyttet et eller flere områder, hvor du arbejder tæt sammen med kollegaer med blandt andet sundheds- eller samfundsvidenskabelig baggrund.

Du vil indgå i forskellige typer af opgaver som for eksempel at:

  • deltage i større udviklingsprojekter og relevante faglige projekter
  • deltage i relevante møder internt i huset og eksternt, herunder forberedelse af og opfølgning på møderne
  • rådgive departementet i Indenrigs- og Sundhedsministeriet, herunder besvarelse af folketingsspørgsmål eller bidrage til faglige notater med videre.

Vi er en velfungerende arbejdsplads og vores arbejdsklima er energisk, positivt, anerkendende, uformelt og præget af stort fagligt engagement og gensidig respekt.

Vi garanterer, at du får rig mulighed for at udvikle dig og lære nyt, og som praktikant i Sundhedsstyrelsen kan du forvente at blive udfordret, få ansvar og prøve dig selv af med forskellige typer af arbejdsopgaver.

Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer
Du er kandidatstuderende på en relevant sundheds-, naturfaglig- eller samfundsvidenskabelig uddannelse (fx folkesundhedsvidenskab, statskundskab, sociologi, antropologi eller lignende).

Vi forventer derudover, at du:

  • er interesseret i sundhedsområdet og har et højt fagligt niveau
  • er en stærk kommunikator både på skrift og i tale
  • har lyst til at indgå i et tværfagligt miljø med flere forskellige faggrupper
  • tager selvstændigt ansvar, er initiativrig og har lyst til at lære.

Praktiske oplysninger
Praktikperioden løber fra 1. september 2024 til 31. januar 2025.

Det er afgørende, at du kan få merit og optjene ECTS-point under praktikperioden. Vi er fleksible i forhold til at opfylde kravene i din studieordning. 

Arbejdstiden er 30-37 timer pr. uge, men vi er fleksible i forhold til eventuel undervisning, eksamensperioder eller studiejob. Angiv gerne i din ansøgning, hvor mange ECTS-point du optjener samt hvor mange timer om ugen, som du ønsker og har mulighed for at være i praktik i. 

Praktikken er ulønnet.

Du vil blive tilknyttet én af Sundhedsstyrelsens enheder. Hvis du har særlig interesse for én eller flere enheder, kan du angive dette i din ansøgning.

Enheder

Evidensbaseret Medicin
Vil du være med til at sikre, at de bedste resultater fra forskningsverdenen bliver omsat til kliniske anbefalinger til gavn for brugere af sundhedsvæsnet? Så er et praktikophold i Enhed for Evidensbaseret Medicin måske lige noget for dig!

I Enhed for Evidensbaseret Medicin udarbejder vi nationale kliniske anbefalinger efter anerkendte internationale standarder (GRADE-metoden). I enheden har vi også ansvar for anbefalinger for rationel brug af lægemidler, de nationale screeningsprogrammer og organdonationsområdet.

Anbefalingerne skal understøtte et evidensbaseret sundhedsvæsen og være med til at sikre sundhedsfaglige indsatser af ensartet høj kvalitet på tværs af landet.

Du vil blive tilknyttet vores metodeteam, der er ansvarlig for den metodemæssige kvalitet ved udarbejdelse af kliniske anbefalinger og evidensprodukter. Dine primære arbejdsopgaver vil være metodearbejde i forbindelse med udarbejdelse af nationale kliniske anbefalinger. Det kan fx være systematisk litteraturgennemgang, kritisk vurdering af sundhedsfaglig evidens og udarbejdelse af systematiske oversigter og metaanalyser. Du vil også kunne få opgaver inden for projektledelse, formidling og kommunikation og hjælpe med evidensvurdering inden for andre af enhedens områder fx screening og rationel brug af lægemidler

Vi er cirka 20 medarbejdere i enheden og løser opgaver på tværs af enheden, ligesom vi bistår andre enheder i Sundhedsstyrelsen med sparring til evidensbaseret opgaveløsning.

Strålebeskyttelse
Hver dag arbejder mange mennesker i Danmark med stråling. I sundhedsvæsenet bruger man ioniserende stråling fra f.eks. røntgenapparater, scannere, strålekanoner og radioaktive lægemidler, og også i en række andre sektorer bruges ioniserende stråling til at løse opgaver. Med fremkomsten af trådløs teknologi er der også i disse år en stigning i forekomsten af ikke-ioniserende stråling, f.eks. fra mobiltelefoner og trådløse netværk. Alle borgere i Danmark kan derfor komme i kontakt med stråling af den ene eller anden slags.

I Strålebeskyttelse arbejder vi for at sikre, at arbejdstagere, patienter og befolkningen som helhed samt dyr og miljø beskyttes mod skader fra ioniserende stråling. Vi fører tilsyn ved fx hospitaler og andre virksomheder, der bruger strålekilder, med henblik på at kontrollere, at strålebeskyttelseslovgivningen overholdes. Vi leverer også løsninger til dosisovervågning af stråleudsatte arbejdstagere og tilbyder forskellige former for måling af radioaktivitet, og vi kontroller instrumenter, der bruges til at detektere stråling i industrien og i sygehusvæsnet.

Vil du være med til at udbrede viden og rådgive om ioniserende stråling i dagligdagen, herunder også stråling fra radon og kosmisk stråling? Så er et praktikophold i Strålebeskyttelse helt sikkert noget for dig!

Vi er cirka 40 medarbejdere i Strålebeskyttelse, primært med naturvidenskabelig baggrund, som arbejder i og på tværs af tre sektioner og i samarbejde med Sundhedsstyrelsens andre enheder samt med andre myndigheder, f.eks. Styrelsen for Patientsikkerhed, Trafikstyrelsen og Arbejdstilsynet. Strålebeskyttelse | Fagperson | Sundhedsstyrelsen

Uddannelse
Enhed for Uddannelse arbejder med kvalitet og udvikling på uddannelsesområdet i tæt dialog med områdets parter. Det omfatter dimensionering af uddannelse af speciallæger og specialtandlæger, inspektorordningen, specialuddannelsers indhold og rammer samt meget andet. Vi varetager også enkeltsagsbehandling vedrørende højt specialiseret behandling i udlandet og datamonitorerings- og analyseopgaver fx opgaver i forbindelse med nationale massevaccinationsprogrammer.

Du bliver en del af en enhed på 20 medarbejdere med forskellige uddannelsesbaggrunde, blandt andre sygeplejersker, jurister, læger, sekretærer, dataspecialister og samfundsfaglige. Vi løser opgaverne på tværs af enheden og i samarbejde med Sundhedsstyrelsens andre enheder.

Som praktikant hos os vil du arbejde med en bred vifte af enhedens arbejdsområder. Der vil være en god blanding af opgaver inden for projektarbejde, drift, formidling og databearbejdning. Opgaverne kan være alt fra deltagelse i forskellige udvalg/råd, udarbejdelse af dagsordener og referater til udarbejdelse af statistiske opgørelser og notater. Et konkret eksempel, og som bliver et af dine ansvarsområder, er de halvårlige opgørelser af uddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen, som offentliggøres og præsenteres i Sundhedsstyrelsens faglige udvalg. Vi tilpasser opgaverne efter din faglige profil og interesseområder.

Primære sundhedsvæsen
I denne enhed har vi nu to væsentlige opgaver, der har stor faglig og politisk opmærksomhed: Kræftplan 5 og opgaver relateret til Sundhedsstrukturkommissionen. Med et praktikophold i enheden vil du kunne forvente at prøve kræfter med opgaver relateret til disse to områder.

Enhed for Primære sundhedsvæsen har overordnet fokus på sundhedstilbud, der varetages af kommuner og praksissektor, samt på kroniske sygdomme, kræft- og hjerteområdet. Vi skal sætte retning for sammenhæng og kvalitet i det samlede sundhedstilbud, ikke kun i kommuner og praksissektor, men i det samlede forløb. Derfor har vi et stort fokus på et styrket tværsektorielt samarbejde gennem fx tværsektorielle anbefalinger og sundhedsaftaler.

Efter en årrække med stærkt fokus på at løfte kvaliteten i sygehusene skal vi medvirke til at øge Sundhedsstyrelsens fokus på sundhedstilbud i kommunerne og i praksissektoren. Vi forventer i den kommende tid at få mange nye opgaver, der relaterer sig til en generel omstilling af sundhedsvæsenet til det primære sundhedsvæsen. Vi forventer i den sammenhæng at skulle understøtte et arbejde med Sundhedsstrukturkommissionens kommende forslag til nye modeller for den fremtidige organisering af sundhedsvæsenet samt udarbejdelse af kvalitetsstandarder for sundhedstilbud i det primære sundhedsvæsen, der kan understøtte at flere opgaver i fremtiden kan varetages uden for sygehusene.

Vi er cirka 20 medarbejdere i enheden med både sundhedsfaglige og samfundsvidenskabelige baggrunde.

Sygehusplanlægning
Vil du være med til at sætte rammer og retning for sygehusvæsenet? Enhed for Sygehusplanlægning varetager en række opgaver i forhold til den nationale sygehusplanlægning, og enheden står som afsender på en række skælsættende opgaver over de seneste år, eksempelvis det faglige oplæg til en 10-års plan for psykiatrien, anbefalinger til den fremtidige organisering af fødeområdet, anbefalinger til organisering af den akutte indsats de næste 10 år, initiativer under LGBT+ handlingsplanen og håndtering af sygehuskapacitet under coronaepidemien.

Vi søger praktikanter, som har lyst til særligt at arbejde med to af enhedens områder. Det ene område er indsatsen til mennesker med psykiske lidelser. Det andet område er specialeplanlægning, hvor Sundhedsstyrelsen i henhold til sundhedsloven har til opgave at fastsætte specialfunktioner og deres placeringer på sygehuse for at sikre høj faglig kvalitet i behandlingen og helhed i patientforløbene under hensyn til en effektiv ressourceudnyttelse. Aktuelt er vi i gang med store udviklingsprojekter inden for begge områder, hvor vi bl.a. inden for psykiatri udarbejder forløbsbeskrivelser til specifikke målgrupper, mens vi inden for specialeplanlægning er ved at se på, hvordan Sundhedsstyrelsen fremtidigt kan understøtte høj faglig kvalitet ift. specialfunktioner på sygehusene.

Dine arbejdsopgaver kan for eksempel være mindre analyser og dataopgaver, notater til Folketinget eller bistand på større projekter. Vi prioriterer din udvikling, og at du får indsigt i, hvordan staten arbejder gennem møder og varierende opgaver. Der kan også være mulighed for opgaver inden for enhedens øvrige områder, som for eksempel sjældne sygdomme, fødeområdet, funktionelle lidelser med videre.

Vi er cirka 25 medarbejdere i enheden, som løser opgaver på tværs af hele enheden.

Sekretariat
Sekretariatet er centralt placeret i Sundhedsstyrelsen. Vi arbejder tæt sammen med styrelsens direktion og understøtter resten af styrelsen med administrative opgaver, herunder ledelsesbetjening og tværgående udviklingsprojekter. Vi har ansvar for koordination af internationale opgaver, datasikkerhed og HR og lægger den overordnede juridiske ramme for Sundhedsstyrelsen. Vi løser ofte vores opgaver i tæt samarbejde med styrelsens direktion, vores faglige enheder, Indenrigs- og Sundhedsministeriets departement og eksterne samarbejdspartnere.

Som praktikant vil du indgå dels i det internationale team og dels i teamet for direktionsbetjening.

Det internationale team beskæftiger sig med internationalt samarbejde og at varetage danske sundhedsfaglige interesser, herunder udbrede dansk ekspertise på sundhedsområdet og indhente relevante erfaringer fra udlandet. Som praktikant vil du indgå i koordineringen af styrelsens internationale opgaver og bistå i at forberede og eventuelt deltage i internationale møder f.eks. i WHO og EU samt indgå i og udvikle bilaterale samarbejder og projekter med andre lande.

I teamet for direktionsbetjening vil du arbejde i tæt kontakt med direktionen og ledelsen i styrelsen. Teamet har bl.a. det overordnede ansvar for sekretariatsbetjening af direktion, chef- og ledelsesgruppe og den overordnede projektstyring på en række tværgående projekter. Som praktikant i teamet kan du fx tage del i styrelsens strategiudvikling i tæt samspil med direktionen samt bidrage til sagshåndtering og mødeplanlægning.

Kontakt os gerne 
Hvis du har spørgsmål til stillingerne er du velkommen til at kontakte:

  • specialkonsulent Anja Ussing på tlf. nr. 23355371, Evidensbaseret medicin
  • specialkonsulent Annette Holm Fik på tlf. 44543499, Strålebeskyttelse
  • specialkonsulent Alma Jensen på tlf. nr. 93590211, Uddannelse
  • chefkonsulent Morten Bundgaard på tlf. nr. 93518489, Primære sundhedsvæsen
  • fuldmægtig Emilie Sofie Esbirk på tlf. nr. 21289734, Sygehusplanlægning
  • fuldmægtig Josefine Hesse på tlf. nr. 21134468, Sekretariat

Er du interesseret?
Klik på "søg stillingen" og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis. Ansættelsessamtaler forventes afholdt 1.-3. maj. Du kan læse mere om Sundhedsstyrelsen på vores hjemmeside.

 

Sundhedsstyrelsen har røgfri arbejdstid.

Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap, etnisk baggrund.