OHS-Manager til store projekter på Sjælland
Vil du være med til at sikre Vejdirektoratets mål om arbejdspladser uden ulykker for bygge- og anlægsprojekter? Så er du måske vores nye kollega.
”Som OHS-Manager får du stor indflydelse på sikkerheds- og sundhedsområdet i Vejdirektoratet og hos samarbejdspartnerne. Vi arbejder med et strategisk fokus på arbejdsmiljø med en vision kaldet ”Arbejds-pladser uden ulykker”, hvilket konkret bidrager til at forbedre arbejdsmiljøet på byggepladserne,” fortæller din kommende kollega, OHS-Manager Allan Rahn Svendsen.
Dine primære opgaver vil være at give sparring til Vejdirektoratets bygge- og anlægsprojekter omkring arbejdsmiljømæssige emner. Du vil særligt blive tilknyttet vores spændende projekt med at bygge Stor-strømsbroen.
I samarbejde med arbejdsmiljøteamet vil du arbejde med den fortsatte udvikling af arbejdsmiljøindsatsen i alle projekternes faser. I konkrete projekter vil du også kunne varetage rollen som arbejdsmiljøkoordinator i såvel planlægnings- og projekteringsfaserne som i udførelsesfasen.
Solid erfaring med arbejdsmiljøkoordinering og stærk i kommunikation
”I dit daglige arbejde vil du være i tæt dialog med en række dygtige kollegaer med mange forskellige fagligheder og ledelsesansvar på forskellige niveauer. Derfor er det vigtigt, at du kan kommunikere i øjenhøjde,” afslutter Allan.
Du har solid erfaring med arbejdsmiljøkoordinering inden for bygge- og anlæg og gerne specifikt indenfor bygværker og tunneler.
Du skal have min 5 års erfaring med at sikre bygherrens pligter i forhold til tilsyn med koordinering af sikkerhed og sundhed under udførelsen samt de projekterendes og rådgivendes pligter og ansvar.
Indsigt og forståelse for udbudsprocesser og kontrakter vil være en fordel, herunder kendskab til AB18, ABT18 og ABR18.
Det vil også være en fordel, hvis du har erfaring med og indsigt i trafikafvikling og miljøforhold.
Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende, men vi forventer, at du har teknisk indsigt og forståelse samt har den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse for koordinatorer.
Du har stærke kommunikative evner og kan lære fra dig. Her lægger vi særlig vægt på stærke evner til formidling overfor entreprenører og øvrige samarbejdspartnere på såvel ledelsesniveau som ude i praktikken hos medarbejderne.
Da der ofte kan være udenlandske medarbejdere på projekterne, vil det være en fordel at kunne tale og skrive engelsk, tysk eller andre syd- og østeuropæiske sprog ud over dansk.
Din nye afdeling
Du bliver en del af afdelingen Myndighed Øst og Arbejdsmiljø, hvor vi udsteder tilladelser til blandt andet råden over vejareal, gravetilladelser på statens veje øst for Storebælt samt tilladelser til kørsel med særtransporter i hele landet. Desuden har vi det faglige ansvar for at udvikle og understøtte varetagelsen af arbejdsmiljøet på Vejdirektoratets opgaver.
I afdelingen er vi 31 ansatte fordelt i hele Danmark og vi har et velfungerende distancesamarbejde med en del virtuelle møder. Vi lægger stor vægt på både de faglige og de sociale kompetencer.
Dine løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat som specialkonsulent og får løn efter overenskomst med mulighed for forhandling af tillæg afhængig af dine kvalifikationer.
Vi tilbyder favorable arbejdsvilkår med fokus på efteruddannelse, mulighed for hjemmearbejdsdage, fleksible arbejdstider mv.
Forventet ansættelsesdato er den 1. september 2023.
Vejdirektoratet er en styrelse under Transportministeriet. Dit ansættelsesområde vil være Transportministeriet med de til enhver tid tilhørende institutioner. Du vil blive ansat i Vejdirektoratet med adresse på Guldalderen 12, 2640 Hedehusene.
Ansættelsen er betinget af, at du har et gyldigt kørekort (kategori B).
Læs mere om os, eller giv os et ring
Vil du vide mere om Vejdirektoratet og om, hvad det vil sige at arbejde hos os, kan du læse mere om vore opgaver og medarbejdere på www.vejdirektoratet.dk.
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder i Myndighed Øst og Arbejdsmiljø, Jørgen Sand Kirk, 20404028, mail kir@vd.dk
Er du interesseret?
Send din ansøgning senest den 19. juni 2023. Vi forventer at afholde samtaler i uge 25 og 26.
Søg stillingen ved at trykke på linket ”Ansøg” eller via vores hjemmeside www.vejdirektoratet.dk. Vedhæft ansøgning, cv, eksamenspapirer og andre relevante dokumenter.
Vejdirektoratet ønsker at afspejle det omgivende samfund i medarbejdersammensætningen og opfordrer derfor alle, uanset personlig baggrund, til at søge stillingen.
Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder.