Ingeniør til optimering af termiske procesanlæg
Vi søger en ingeniør med stor viden om termiske procesanlæg. Du har nogle års erfaring med fx udvikling af proceskoncepter til integration med eksisterende forsyningsanlæg, P&ID-udarbejdelse, procesberegninger, procesregulering, dimensionering af pumper, ventiler og teknisk udbudsmateriale.
Har du ikke har viden på det helt specifikke procesområde, vi arbejder på, skal vi nok lære dig det. Det vigtigste er, at du med din praktiske og teoretiske erfaring drives af problemløsning, metodebevidsthed og lysten til at lære og anvende nye teknologier. Du skal altså bidrage til at skabe konkurrence- og bæredygtige procesanlæg.
Vi tilbyder dig et udfordrende job med tværfaglig tyngde i en stærk virksomhed, der med sin størrelse og flade struktur giver dig plads til fordybelse, indflydelse og meget stor fleksibilitet. Det er vigtigt for os, at du som ny medarbejder hurtigt bliver en del af det sociale og faglige fællesskab, og derfor vil du fra starten af kunne bidrage med din viden og erfaring til løsning til vores projekter. Hos os får du brug for både at være en teamplayer og for at kunne arbejde selvstændigt i opgaveløsningen for vi er overbeviste om, at du er bedst til netop det, du brænder for og derfor trives med at definere dine arbejdsopgaver.
Added Values har i over 10 år rådgivet om optimering og integration af nye energianlæg og forsyningsnet, og vi er frontløbere inden for blandt andet:
- Optimeret design af store varmepumper og varmekilder
- Integration af store varmepumper i fx fjernvarmesystemer eller anden proces
- Havvandsindtag og procesudstyr til varmepumper
- Udnyttelse af overskudsvarme fra PtX-køleanlæg, industri, fjernkøling og lignende
- Procesdesign således at processystemerne kan agere effektivt op mod elnettet
- Model-baseret analyse af driftsscenarier
- Konvertering til nye effektive og fleksible anlægsteknologier på produktionssites, fx hvor ældre kraftvarmeværker udfases
- Design af fremtidssikre og fleksible fjernvarmesystemer
Det stigende behov for at samdrifte eksisterende procesanlæg på fx produktionslokationer med fremtidens CO2-neutrale procesanlæg kræver skræddersyede løsninger. Derfor skal du være med til at tænke ud af boksen, hvad angår procesdesign og regulering, så vi sammen skaber fleksible design, der er robuste mod markedsændringer som fx el- og brændselspris, og som kan understøtte el-systemets behov for balanceregulering. De systemer, som du skal designe, beregne og analysere med hensyn til processikkerhed osv., er typisk gas- og/eller biomassefyrede kedler, elkedler, store turbo- og/eller skruekompressorbaserede varmepumper på luft eller havvand og med op til 125 °C fremløbstemperatur, kølesystemer til P2X-anlæg osv. Sammen med kunden går vi altid efter den helt optimale procesløsning, og derfor kommer vi dybt ned i detaljerne på procesdesign og -regulering og inddrager viden om det fremtidige el-system.
PS: Naturligvis har vi masser af medarbejdergoder som fx frugtordning, fitness-rum, frokostbuffet, sundhedssikring og andre fordele og sociale arrangementer, der giver arbejdsglæde.
Hvis du er interesseret i at høre mere om stillingen, er du mere end velkommen til at kontakte:
Adm. direktør, Neino Holm, nho@addedvalues.eu tlf. 2447 9547 eller til
Tommy Mølbak, tmo@addedvalues.eu tlf. 24479544
Send din ansøgning med CV og relevante bilag via "Ansøg linket"
Arbejdssted: Vejle
Ansøgningsfrist og samtaler: Løbende
Du kan læse mere om vores rådgivningsydelser, projekter og kunder:
Vores hjemmeside: https://addedvalues.eu/
Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder.