Jobbet "Havnedirektør " er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Har du travlt eller kan du vente en halv time?

Thyborøn Havn søger en havnedirektør, der kan fortsætte vores vækst gennem nye og konkurrencedygtige tilbud på basis af en sikker og velkonsolideret havnedrift.

Hvis du allerede har dokumenteret, at du kan sætte retning og skabe resultater gennem dine ledere og medarbejdere i en dynamisk kontekst, hvor kommercielle, lokale, tekniske og politiske logikker og interesser mødes, kan du være gjort af det stof, vores nye direktør skal have.

At være direktør for Thyborøn Havn er en alsidig og spændende opgave, hvor det forventes, at du leverer på flere bundlinjer:

  • Havnens forretningsområder: Havnens fire nuværende forretningsområder er: fiskeri, gods, maritim service og offshore vind. Hertil kommer et potentielt femte, nemlig PtX. Der er lagt en detaljeret strategi for hvert af områderne, som du skal eksekvere og videreudvikle.
  • Havnens aktører: Thyborøn Havns aktører spænder fra en-mands-virksomheder til globale koncerner. Havnens aktører er samlet i et Round Table, der er samarbejdsorgan til Thyborøn Havn. Du kan ikke lykkes uden at være stærkt samarbejdsdygtig.
  • Havnens organisation: Havnen er velfungerende, har høj trivsel og højt kompetenceniveau. Da havnen vokser, skal organisationen kunne følge med. Det kræver naturligvis fortsat udvikling og tiltrækning af ressourcer - og det er der vilje til.
  • Havnens teknologi: Havnens forretningsområder vedrører teknologier, der er i rivende udvikling. Fra fiskeri, vindmølleindustri og til kommende PtX er der tale om områder, hvor teknologiens muligheder skal udnyttes - selvom de endnu ikke er helt udviklede.
  • Havnen som vækstmotor: Havnen har et større ansvar for, at havnens aktiviteter bidrager til Nordvestjyllands udvikling. Du skal medvirke til, at "det lille fællesskab" bidrager til "det større fællesskab" - ejeren Lemvig Kommune, og at havnens udvikling er koordineret med de visioner, Lemvig Kommune har for området.

Thyborøn Havn er en veldrevet virksomhed, der præsterer godt på alle relevante parametre; økonomisk vækst, trivsel, opbakning fra lokalsamfund, tilgang af nye kunder m.v. – kort sagt en sund virksomhed, der på en platform af serviceorienteret, effektiv og kompetent drift har overskud i form af flere slags ressourcer til at fokusere på fremtiden. Vores tilgang er udpræget fleksibel og serviceorienteret - det er bl.a. det, vi mener, når vi siger: "Har du travlt, eller kan du vente en halv time?"

Der er således tale om en attraktiv direktøropgave, der lægger til og udvikler en allerede velfungerende virksomhed. Der er vilje og opbakning blandt kompetente medarbejdere, ledere, bestyrelse, ejere og kunder til at videreudvikle havnen, der allerede er i front med løsninger til havnens aktører inden for fiskeri, maritim service, gods og offshore vind.

Der er som nævnt tale om et job med mange bundlinjer, hvor flere baggrunde kan være relevante. Der efterspørges ikke nødvendigvis en direktør, der havnemæssigt ”ved alt”, men som med en bred baggrund kan stille de skarpe spørgsmål og agere klogt på baggrund af den viden, Thyborøn Havns medarbejdere leverer. Dog vil Thyborøn Havn lægge vægt på en bred erfaring, der optimalt indeholder:

  • Gerne indsigt i og erfaring med logistik og et eller gerne flere af Thyborøn Havns forretningsområder - fiskeri, maritim service, offshore vind og gods.
  • Relevant uddannelsesmæssig baggrund.
  • Ledelseserfaring.
  • Erfaring med kommerciel aktivitet.
  • Gerne indsigt i økonomistyring og jura.
  • Gerne erfaring med bestyrelsesbetjening og samarbejde med eller i offentlig ejet virksomhed.

Den ideelle direktørkandidat forventes først og fremmest at være karakteriseret ved et værdisæt, der matcher Thyborøn Havns værdier: Handlekraft, Ansvarlighed, Samarbejdende, Nytænkende, Servicemindede og Fleksible. Mere nuanceret og specificeret efterspørges en adfærd karakteriseret ved følgende:

  • Udviser god balance mellem at være lydhør, samarbejdsorienteret og fleksibel og sætter en tydelig retning.
  • Empatisk og stærkt kommunikerende - kan begå sig på alle niveauer.
  • Højtydende, drivende og præstationsorienteret - sætter en høj standard.
  • Er en rollemodel for samarbejde, der fører til noget.
  • Serviceorienteret - forstår, og trives med, at Thyborøn Havn er en organisation, der er til for andre.
  • Tænker og agerer helheds- og forretningsorienteret, visionært, strategisk og taktisk.
  • Navigerer i en kommercielt drevet, offentligt ejet havn – kan identificere og udnytte mulighederne, men også tydeligt belyse, hvad der ikke er i overens­stemmelse med lov og regler.
  • Sikrer et godt og tæt samarbejde med Lemvig Kommunes administration. Sikrer "vi", ikke "os og dem".
  • Evner at forhandle komplekse kontrakter og er i stand til at udvikle forretnings­muligheder, der matcher fremtidige behov.
  • En synlig personaleleder, der kan skabe relationer, motivere og inspirere sine medarbejdere ved at anerkende konkrete resultater og give konstruktiv feed­back, både når det går over og under forventning.

Hvis du vil vide mere
Du finder yderligere oplysninger om Thyborøn Havn, jobbet og rekrutteringsprocessen i det uddybende notat.

Alle, der på baggrund af stillingsopslaget overvejer sin interesse i stillingen, er meget velkomne til at kontakte Mercuri Urval ved Thomas Gajhede på 2084 1030, thomas.gajhede@mercuriurval.com. Alle henvendelser vil blive behandlet fortroligt, og Thyborøn Havn vil ikke blive orienteret uden forudgående aftale herom.

Stillingen søges hos Mercuri Urval (referencenummer DK-10192).

Ansøgningsfristen udløber den 2. april kl. 10.00.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder