Praktikpladser i NCC, Byggeri, Storkøbenhavn, Efterår 2024
Vil du have en praktikplads, som ikke bare er noget der skal overstås, men en ægte mulighed for at få praktisk erfaring på store byggeprojekter?
Vil du have en praktikplads, som ikke bare er noget der skal overstås, men en ægte mulighed for at få praktisk erfaring på store byggeprojekter? Så bliv en af vores kommende 15 ingeniør- eller konstruktørpraktikanter til byggerier i Storkøbenhavn. Her får du mulighed for at prøve kræfter med enten entreprise- og projektledelse eller egenproduktion, og du vil få den nyeste teknologi inden for digitalt byggeri til rådighed.
Som praktikant i Byggeri Øst får du et solidt indblik i den alsidige og udfordrende dagligdag, der er på en byggeplads. Du indgår som en vigtig del af vores stærke team sammensat af erfarne og yngre medarbejdere, og du får ansvar, men også sparring med dygtige og imødekommende kollegaer, som er klar til at lære fra sig. Opgavemæssigt assisterer du teamet med planlægning, indkøb, styring og kvalitetssikring, samt tilsyn af vores fag- og underentreprenører. Du får indblik i, hvordan man planlægger og styrer et stort byggeri og får en hverdag med varierende tværfaglige arbejdsopgaver og et stærkt socialt fællesskab. Der er stort set ingen grænser for, hvad du kan få lov at blive involveret i, og du er selv med til at præge din hverdag og opgaver. Vi garanterer et udfordrende og udviklende praktikforløb, hvor du kan nå at udvikle dig helt vildt på relativt kort tid.
Vær med til at opføre nogle af København og omegns mest interessant byggerier
Som praktikant i Byggeri Øst, kommer du til at arbejde på én af nedenstående byggepladser:
NYT HOSPITAL NORDSJÆLLAND
I Hillerød opføres et offentligt hospital på ca. 122.000 m2 inklusiv selvstændig ”serviceby”. Det firkløverformede hospital placeres i grønne omgivelser og kommer til at betjene flere end 310.000 borgere. Det er et spændende projekt med kompliceret aptering og installationer. De digitale værktøjer bliver prioriteret særligt højt på denne byggesag.
BOSCH
I Ballerup opføres 10.725 m2 erhvervsbyggeri, der er et komplekst projekt, hvor miljøet på mange måder er i fokus: Træ, lav Co2 udledning og grøn byggeplads. Byggeriet vil blive opført med træsøjler og træbjælker, etagedæk i beton, og facaden bliver en kombination af trækassetter og glas/alu-partier. Det er et spændende projekt, der er udviklet i tæt samarbejde med bygherre.
KYSTHUS 3
Opførelse af store eksklusive liebhaverboliger på Tuborg Strandeng i Hellerup. Et komplekst byggeri på i alt 15.000 m2, der opføres direkte ud til Øresund. Tuborg Strandeng danner rammerne om en ikonisk og skulpturel arkitektur, der er skabt af den internationalt anerkendte tegnestue, Lundgaard & Tranberg Arkitekter.
HØRKÆR
For Nordkranen A/S og Green Point opfører NCC 445 lejligheder på samlet 34.155 m2 i Herlev. Byggeriet udføres som en åben karréstruktur i 4-11 etager med store altaner og tagterrasser, der omkranser et grønt gårdrum, hvor der desuden placeres tre punkthuse. Byggeriet skal opnå DGNB Platin certificering.
NOVO NORDISK
Projektet omhandler råhus-arbejder på 70.500 m2 i Kalundborg, der primært uføres i egenproduktion i forbindelse med opførelse af nye produktionsfaciliteter. Byggeriet byder på spændende og udfordrende konstruktioner og løsninger med store tunge in-situ konstruktioner, dobbelt- og trippelhøje rum omsluttede af henholdsvis præfabrikerede elementer og pladsstøbte dæk. Bygningerne er en del af Novo Nordisk nye produktionsanlæg til medicin mod fedme og diabetes.
BETONRENOVERING
I NCC har vi også en mindre selvstændig enhed, som varetager de mindre sager – alt mellem 0,5 mio. til 30 mio. I Betonrenovering arbejdes der ud fra, at den samme person både regner tilbuddet, udfører og afslutter opgaven – man er med hele vejen. De opgaver der hovedsageligt udføres, er renovering af gårddæk, gamle ejendomme, svømmehaller og parkeringsdæk – altså næsten alt inden for beton, hvor der indgår egenproduktion.
Starten på din karriere
Det er vigtigt for os, at din praktiktid bliver både udfordrende og spændende. Når du starter, udarbejder vi derfor din læringsplan sammen, og vi lytter gerne til dine idéer og ønsker. Det er vores erfaring, at du i dit praktikforløb lærer en masse om dig selv og det at være entreprenør og dermed finde ud af, hvor i branchen du føler dig mest hjemme. Ofte ser vi, at vores praktikanter fortsætter som studentermedhjælpere efter endt praktikophold og senere en fastansættelse.
Det er vigtigt, at du:
- er studerende på en ingeniør- eller konstruktøruddannelse – har du også en håndværksmæssig baggrund, er det en fordel, men ikke et krav
- har gode danskkundskaber i tale og skrift, da arbejdssproget er dansk og møder, tegninger mv. derfor er på dansk
Vil du prøve dig selv og din viden af hos os?
Så send os din ansøgning med CV her. Vi holder løbende samtaler, så skynd dig.
Du søger praktikpladsen via www.ncc.dk/job. Her kan du også læse mere om, hvordan det er at være i praktik hos os.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at ringe til Produktionsdirektør Ulrich Matras Jensen på +45 24 40 80 57.