Jobbet "Vil du være en del af danmarkshistoriens største havvindmølleprojekt?" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Interesserer du dig for den grønne omstilling? Har du lyst til at arbejde med et område med stor politisk bevågenhed? Lyder det spændende og fagligt udfordrende at forberede den politiske beslutning om energiøen og fremtidens havvindmøller? Så er én af disse stillinger måske noget for dig?

Om jobbet
Energistyrelsen opbygger en dedikeret projektgruppe sammensat af forskellige fagligheder, der skal afsøge mulighederne for og forberede beslutningsoplæg om, at etablere en energiø med havvind i stor skala i dansk farvand inden 2030. Opgaven vil være forankret i Energistyrelsens havvindsenhed i Center for Vedvarende Energi, men have tæt samarbejde med andre faglige områder i Energistyrelsen, Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets departement, Energinet og andre interessenter både i Danmark og nabolande. 

Opgaven er i første omgang at gennemføre de tekniske, juridiske, miljømæssige og økonomiske analyser, der skal ligge til grund for en politisk beslutning om Danmarks udbygning med havvindmøller frem mod 2030 og videre.

Om dig
Til den opgave søger vi 5 engagerede, dygtige og gerne erfarne kolleger med forskellige profiler.

Specifikke kompetencer:
1. En jurist med stærk faglighed inden for et eller flere af områderne udbudsret, energiret og miljøret. Du kan med fordel have kendskab til:

  • Dansk energiret (navnlig VE-loven og elforsyningsloven),
  • EU-retten inden for energi, klima og miljø (navnlig VE-direktivet og Elmarkedsdirektiv- og for-ordning),
  • lnternational ret, navnlig klimakonventionen- og havretskonventionen (reguleret i dansk ret ved bl.a. lovene om eksklusive økonomiske zoner og maritim fysisk planlægning).

Kendskab til statsstøtteret og statslige selskabskonstruktioner og/eller miljøvurderingsloven, VVM- og SMV-direktivet, habitatdirektivet vil også være relevant.

2. En generalist/tekniker med bred forståelse af energisystemet og gerne specifik viden om elmarkedet og VE-udbygning (navnlig havvind). Kendskab til lagring, hybridprojekter og/eller PtX er også relevant. Du skal bidrage bredt til at forberede rammerne om et udbud, herunder udvælge site, fastsætte arealkrav, kvalificere tidsplaner, fastsætte rammer for bl.a. lagring og PtX ifm en energiø mv. Erfaring med at forfatte notater til politiske beslutningsoplæg, kendskab til regeringsprocedurer mv. er en fordel.

3. En generalist med kendskab til EU og relevante regionale samarbejdsfora, der i tæt samarbejde med bl.a. vores departement kan tage ansvar for at tilrettelægge den nødvendige udadrettede indsats ift. bl.a. etablering af elektriske udlandsforbindelser og varetage opgaver i regi af bl.a. Nordsøsamarbejdet og samarbejdet med Østersølandene. Erfaring med at forfatte notater til politiske beslutningsoplæg, kendskab til regeringsprocedurer mv. er en fordel.

4. En økonom, der kan bidrage til modellering af energiøens værdi i elmarkedet og beregne støtte-behov/betalingsevne og samfundsøkonomi. Derudover skal du udarbejde indspil til fordeling af omkostninger mellem deltagende lande (ved udlandsforbindelser) og sammen med relevante aktører skal du bidrage til udvikling af elmarkedssetup for en energiø i lyset af elmarkedsforordningen. 

5. En tekniker/ingeniør med faglig indsigt i elteknik, stærkstrøm eller netplanlægning og gerne med kendskab til reguleringen af Energinet. Du skal bl.a. forstå, formidle, udfordre og udvikle netrelaterede problemstillinger og løsninger og bidrage til samarbejde med Energinet og andre landes myndigheder om tilslutning af energiøen til andre lande (NL, DE, PL, SE og evt. UK) samt beslutningsoplæg om fordeling af ejerskab og ansvar i lyset af unbundlingregler mv. Du vil blive tilknyttet det faglige miljø omkring netplanlægning i Center for Forsyning, men primært arbejde med Energiøen.

Generelle kvalifikationer:

  • du er en faglig stærk og ansvarsbevidst kollega, der tør og evner selvstændigt at løfte stort ansvar og drive processer frem,
  • du kender egne begrænsninger og kan håndtere dem i samarbejde med gode kollegerog ledere,
  • du er professionel og befinder dig godt med embedsmandsrollen – også i relation til eksterne interessenter og samarbejdspartnere,
  • du har gode formidlingsevner både i skrift og i tale og kan med blik for modtageren formidle komplekse problemstillinger på en kortfattet og let forståelig måde,
  • du har med fordel nogen erfaring med arbejde i staten/en politisk styret organisation, alternativt fra energisektoren eller konsulentbranchen,
  • du er dedikeret til opgaven og har lyst til at indgå i et tæt holdsamarbejde.

Om os
I Energistyrelsen gør vi en forskel hver dag. I Danmark og i lande verden over. Vi ser klimaforandringerne som den største opgave, vi skal være med til at løse. Vi ved, at vi skal tænke ambitiøst, og vi ved, at vi skal tænke nyt. Vores mål er en klog, grøn omstilling, hvor Danmark går foran, og danske erfaringer anvendes globalt. Hvor nye løsninger og en sikker forsyning tænkes sammen.

Vi har et job med mening. Vi er historien om de moderne nørder, stærke generalister og en ledelse, der vil motivere. Vi er 500 kolleger med en særlig holdånd. Vi er faglige. Vi er nysgerrige. Og så tager vi ansvar for fremtiden. Vi har nemlig en ting til fælles: Vi gør en grøn forskel i hverdagen og for de kommende generationer.

Læs hele vores kernefortælling og få indblik i vores værdier.

I center for Vedvarende Energi, som havvindsenheden er en del af, vil du møde en travl hverdag med en uformel omgangstone, gode og engagerede kolleger i et center med en god dynamik. Der er fleksible arbejdstider og en høj grad af frihed under ansvar.

I centeret arbejder gennemgående med at gennemføre Energiaftalen fra juni 2018 og bidrage til regeringens klimahandlingsplan. Vi har fokus på at fremme den grønne omstilling til mere vedvarende energi på en samfundsmæssig optimal måde, hvor vedvarende energi i fremtiden forventes at kunne konkurrere på markedsvilkår. Vi er i centeret ca. 50 medarbejdere med forskellig uddannelsesmæssig baggrund inden for bl.a. jura, teknik og økonomi. I havvindsenheden er vi 16 ansatte.

Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning sker i udgangspunktet som fuldmægtig og efter kvalifikationer i henhold til den relevante overenskomst indgået mellem Finansministeriet og pågældende organisation.

Ansættelsesområdet er Klima-, Energi- og Forsyningsministriet med tilhørende institutioner.

Energistyrelsen ønsker at fremme ligestilling, og alle kvalificerede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn eller alder opfordres til at søge stillingen.

Ansøgning
Benyt knappen "Ansøg" i forbindelse med stillingsopslaget. Din motiverede ansøgning med CV, eksamensbevis og eventuelle øvrige bilag skal være indtastet senest den 19. januar 2020. Samtaler forventes afholdt ultimo uge 4 (22.-24. januar) med henblik på tiltrædelse 1. marts 2020 eller snarest muligt.

Kandidater til stillingen skal være indstillet på at besvare en case i forbindelse med rekrutteringsprocessen og evt. en færdighedshedstest.

Supplerende oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til teamleder Rasmus Zink Sørensen (rzs@ens.dk) eller kontorchef Astrid Rathe (are@ens.dk).

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder