Fik vi din opmærksomhed?
I Vejmyndigheden søger vi nemlig en ny kollega, som vil arbejde med vejjuridiske opgaver, fra de basale rutineprægede tilladelser til adgange til de mere udfordrende opgaver med hævdproblematikker, diverse former for råden, deklarationer, kontrakter mv. Vi forestiller os, at du enten er jurist med erfaring inden for vejjura, ingeniør med jurist i ascendanten, landinspektør eller noget helt andet. Det væsentlige er, at du har tilegnet dig en betydelig viden indenfor det vejjuridiske område, og at det er et område, du har lyst til at beskæftige dig med.

Vejmyndigheden er en organisatorisk enhed i vores driftsafdeling under Park og Vej i Gentofte Kommune, og vi bor på kommunens materielgård på Ørnegårdsvej.

Vores vigtigste arbejdsredskab er vejlovgivningen, og vore opgaver er blandt andet at besvare borgerhenvendelser og træffe afgørelser, men vi arbejder også med kontraktuelle problemstillinger, udbuds- og entrepriseret. Herudover kan du blive involveret i forskellige forvaltningsretlige problemstillinger.

Du vil endvidere blive en del af en gruppe, der arbejder med matrikulære sager, lokalplaner og udarbejdelse af regulativer, brevskabeloner til standardbreve, som myndigheden udsender både i egen afdeling og andre afdelinger i Park og Vej.

Der vil være en del borgerkontakt i forbindelse med løsning af opgaverne, både skriftligt og, telefonisk, men også ved møder i marken, hvor du vil være bistået af afdelingens tekniker eller tilsyn, når det er nødvendigt.

Du kan forvente at skulle samarbejde med vore andre afdelinger, herunder kollegaer i Vejdrift, Tilsyn og Trafik i løsning af deres opgaver, hvor der er opstået juridiske knuder, men også med kommunens juridiske enhed, når der er tale om sager af mere politisk karakter.

Der vil endvidere være tale om samarbejde med eksterne samarbejdspartnere som Novafos, Vejdirektoratet, Politiet og andre kommuner mv.

Vi forsøger at løfte i flok på tværs af organisationsgrænser, og vi fordeler opgaverne mellem os.

Vi kan love, at du ikke vil komme til at kede dig, så hvis du kan se dig selv

  • i et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø, hvor åbenhed og engagement er vigtige værdier hos både medarbejdere og ledere.
  • med spændende og varierede opgaver, hvor intet er for stort eller småt, hvor samarbejde er noget, man bare gør, og hvor høj kvalitet er en fælles ambition. Hvis du også værdsætter høj kvalitet i det arbejde, du udfører, og at du har stor indflydelse på løsning af opgaverne, så modtager vi gerne din ansøgning.

Det er ikke sikkert, at det er alt, du ville kunne sætte ”hak” ved, men vi har fokus på efteruddannelse, så der er rig mulighed for at udvikle sig fagligt indenfor vore forskellige arbejdsområder.

Vi lægger vægt på, at du har kendskab til og erfaring med…

  • Vejlovgivningen og forvaltningsloven
  • Behandling af myndighedsopgaver
  • Arbejde i en politisk styret organisation

… at du,

  • Mestrer dansk i skrift og tale, da der vil være en del borgerkommunikation, afgørelser m.v. hvor sproglig præcision er vigtig
  • Taler lige godt med direktøren og pedellen – de er lige vigtige for os
  • Har ordenssans og flair for det administrative, og at du kan prioritere dine opgaver
  • Mestrer IT på et niveau svarende til Office-pakken
  • Har kørekort til almindelig personbil.

Herudover vil det være en fordel, hvis du har kendskab til følgende:

GIS, tinglysning.dk, journaliseringssystemer (gerne SharePoint), GDPR m.v. Kan du en masse andre ting, kan vi sikkert også bruge dem.

Hvad får du?
En arbejdsplads hos Park og Vej, der dækker drift, udvikling og myndighed inden for veje, trafiksikkerhed, klimatilpasning, kystsikring, bygværker, strande, havne samt de grønne områder, som omfatter parker, haveanlæg, naturområder og kirkegårde samt øvrige grønne arealer fordelt langs og på vejarealerne.

Vejmyndighed er en lille afdeling i Park og Vej på 7 personer, som er specialister inden for forskellige felter, så der er arbejdsmæssigt stor bredde på viden og et højt fagligt niveau. Vi varetager alt fra vejjura som vejmyndighed, til alle store projekter på infrastrukturen, herunder fortove, kørebaner, cykelstier og stier, broer, bygværker, kystsikring mv. Derfor har vi også et tæt samarbejde med både dem, som tager sig af trafikforhold og det grønne på vore veje, og den daglige sorte og grå drift.

Så hvis du ser udfordringer, når andre ser problemer, og elsker at løse den gordiske knude, så får du hos os gode og nørdede kollegaer, som kan lide at samarbejde om det de laver, og som sætter en ære i at bidrage til, at det skal være sjovt at være på arbejde.

Kan du finde dig selv i ovenstående, er det sikkert dig, vi leder efter, og vi ser frem til at modtage din ansøgning.

Løn og ansættelsesforhold
Stillingen er på fuld tid, 37 timer inkl. frokostpause og vil være aflønnet efter gældende overenskomst.

Forventet tiltrædelse så hurtigt som muligt.

Samtaler forventes afholdt i uge 44 og45.

Har du spørgsmål vedrørende stillingen så kontakt venligst

Lian Relster
Ingeniør: Telefon: 39988290, Mobil: 26318505

Gitte Jørgensen
Projektleder, Mobil: 51703409

Ansøgningsfrist: 23. oktober 2022 klokken: 23:59

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder