Jobbet "Testarkitekt til testautomatiserings-team" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Har du erfaring med testautomatisering? Og brænder du for at arbejde med teknologier, processer og kultur og løbende bidrage til optimering og læring? Så er det dig, vi har brug for til en spændende stilling med store faglige udviklingsmuligheder.

Som testarkitekt hos os kommer du til at arbejde i vores testautomatiserings-team. Dit team er det kritiske bindeled mellem vores full-stack-teams og QA- og release-teamet, og din opgave bliver dels at sikre, at teamet fokuserer på de rigtige opgaver, dels at sikre at de værktøjer og teknologier, som dit team er ansvarlig for, bliver rullet ud og taget i brug af vores DevOps-teams.

Arbejdet er varieret, og du vil konstant blive præsenteret for nye udfordringer, som du kan se frem til at finde gode løsninger på, i tæt dialog med dine kollegaer i teamet, arkitekter, QA/test, infrastruktur-leverandør og de full-stack-teams, der drifter, vedligeholder og videreudvikler systemer og komponenter på gældsområdet.

Dine kompetencer og erfaringer
Du har en relevant uddannelse og teknisk forståelse kombineret med en god proces- og forretningsforståelse. Som person er du vedholdende og trives i en stor organisation. Du arbejder analytisk, struktureret og har en positiv tilgang til dine opgaver. Du er løsnings- og helhedsorienteret og formår at bevare det fulde overblik.

Derudover forventer vi, at du:

  • Har erfaring med testautomatisering og opbygning af testrammeværker og ved, at det ikke kun handler om værktøjer og teknologier, men også om processer og kultur.
  • Har en praktisk og pragmatisk tilgang, og du er det naturlige faciliterende samlingspunkt for drøftelser af udrulning af testautomatisering og optimering af teknologiske platforme og af processer.
  • Behersker dansk og engelsk i skrift og tale.

… eller har mod på at blive skarpere i forhold til ovenstående.

Kendskab til værktøjer og teknologier som Jira, Confluence, samt gængse testautomatiseringsværkjøer som Playwright, Selenium, TestComplete og Cypress vil være en fordel, men er ikke et krav.

Hvorfor skal du vælge os?
En af dine nye kolleger, teknisk Product Manager Christian Poulsen, fortæller om rollen: ”Som testarkitekt for vores platforms- og pipeline-team vil du bidrage til at skabe en velfungerende platform for udviklerne og til at sætte retningen for implementering, ibrugtagning og optimering af den tekniske platform på et område, der skaber meget stor værdi for Danmark.”

Dynamisk arbejdsmiljø og god work-life-balance
Du vil blive en del af kontoret Gældssystemer Erhverv, Test og Pipeline. Arbejdet i kontoret er karakteriseret af en høj faglighed, en åben dialog og stor respekt for hinanden. Du får en leder, der tror på tillidsbaseret ledelse, uddelegering af ansvar samt faglig og personlig udvikling. Du bliver samtidig en del af en organisation, Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, hvor der er rig mulighed for udvikling og vekslende opgaver i et attraktivt arbejdsmiljø.

Kontoret er placeret på Frederiksberg og arbejder sammen med den øvrige it- og dataorganisation på inddrivelsesområdet tæt sammen med Gældsstyrelsen om at sikre optimal it- og dataunderstøttelse af styrelsens arbejde.

Du får et grundigt introduktions- og oplæringsforløb i, hvordan Udviklings- og Forenklingsstyrelsen fungerer. Der er fleksibilitet i hverdagen til at få arbejde og familie til at hænge sammen, og du har mulighed for at gøre en positiv forskel for samfundet.

Kontakt og ansættelsesvilkår
Søg jobbet allerede i dag ved at sende din ansøgning med CV samt eventuelle eksamenspapirer og udtalelser via linket ”Ansøg”. Fristen for at søge jobbet er senest 31. maj 2022.

Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte kontorchef Mikael Kristiansen på telefon 72 37 32 25 eller via LinkedIn. Stillingen ønskes besat hurtigst muligt.

Der kan i forbindelse med ansættelsessamtalerne blive brugt case og test. Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest og referencer.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet.

Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Dit arbejdssted bliver Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg - tæt på Flintholm Station.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder