Vi søger to teamledere til nyoprettede stillinger til sektionerne EP strøm og EP anlæg i Elektrificeringsprogrammet. Begge sektioner beskæftiger sig med køre- og stærkstrømsprojekter. EP strøm varetager hovedsagelig fornyelse og modernisering af eksisterende anlæg, herunder alle strømrelaterede projekter, og EP anlæg står for udrulning af elektrificeringen på de hovedstrækninger, som endnu ikke er elektrificeret. I alt er vi omkring 50 medarbejdere og vi bliver hele tiden flere.

Banedanmark er i gang med en historisk udbygning af jernbanen. Med Infrastrukturplan 2035 – regeringens vision for en grøn og bæredygtig bane, som binder Danmark bedre sammen – er der kommet endnu mere fart på opgraderingen af jernbanen.

Banedanmark bygger en helt ny attraktiv, grøn jernbane, til nye moderne el-tog, mens vi holder den gamle jernbane kørende. Det gør vi ved at opdatere jernbanen med nyt kørestrømsanlæg, transformatorstationer og styringsenheder. Elektrificeringen udføres samtidig med, at der installeres nyt signal system, gennemføres hastighedsopgraderinger af spor- og linjeføring, modernisering af perroner, ombygning af broer og andre mindre opdaterings- og vedligeholdelsesprojekter på de pågældende strækninger.

Spillende træner for vores projekteringsledere
Du får ansvaret for omkring 10 medarbejdere og du kommer til at deltage i rekrutteringen af nogle af dem. Sammen med den anden teamleder videreudvikler du vores videnscenter for strømfagene. Som teamleder har du ansvar for dine medarbejderes motivation og udvikling.  Du står for tildeling af opgaver til medarbejderne. I nogle projekter kommer du selv til at deltage aktivt og du har derfor rig mulighed for at fastholde din faglighed.

En teamleder som er teknisk funderet
Du har en uddannelse som ingeniør eller tilsvarende tekniske kompetencer. Vi forventer, at du har erfaring med projektering inden for strømfagene, udbudsprocesser, grænsefladekoordinering, projektopfølgning samt projektgranskning.

Som person er du analytisk, du arbejder systematisk, du er ansvarsbevidst og kan se det store billede uden at tabe fokus på detaljerne. Du har samtidig et godt øje for optimering af vores processer og arbejdsmetoder.

Du besidder evnen til at skabe gode og vedholdende samarbejdsrelationer. Du har gode styringsmæssige evner og er vant til at arbejde selvstændigt under ansvar.

Hvis du har den rigtige faglige og personlige profil, er det mindre vigtigt, om du allerede har ledelseserfaring. Det vigtigste er så, at du har mod på dit første lederjob.

Løn 
Som akademiker ansættes du som chefkonsulent med personaleansvar efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og AC.

Er du HK’er er ansættelsen omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det statslige område og Organisationsaftalen mellem Finansministeriet og HK/STAT, Danmark. Stillingen er placeret i løngruppe 4.

For både AC og HK gælder det, at den endelige løn fastsættes på baggrund af dine erfaringer og kvalifikationer samt at der tilkommer pension i henhold til overenskomsten.

Ansøgning og kontakt
Vil du vide mere, så kontakt sektionschef Lars Michael Meng eller anlægschef Erik Dal.

Send os din ansøgning og dit CV snarest muligt, idet vi løbende indkalder til samtale.

For at søge stillingen klikker du på linket ”Ansøg” og følger instruktionerne.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder.