Jobbet "Teknisk specialkonsulent med erfaring fra en banerelateret sektor til Odense Letbane" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Odense Letbane er ved at forberede overgangen fra anlægsorganisation til driftsorganisation og søger derfor en teknisk specialkonsulent til at understøtte transitionen og den kommende drift.

Om os
Odense Letbane er i gang med anlægsfasen, hvor anlægsarbejdet har været i gang siden sommeren 2017. I første halvdel af 2021 vil testaktiviteterne intensiveres over hele strækningen og i anden halvdel af 2021 åbner Odense Letbane for passagerdrift.

Om jobbet
Du får fra start en unik mulighed for at tilegne dig detaljeret viden om alle infrastrukturelementer og letbanetog. Dette gør, at du ved driftsstart i 3. kvartal 2021 er klar til at løfte den store opgave, det er at foretage teknisk sparring og opfølgning på leverancer fra driftsoperatøren. Din primære rolle under driften bliver at understøtte det optimale vedligehold samt drift af alle letbanetog sammen med den kommende driftsoperatør og deres samarbejdspartnere.
Du bliver fra ansættelsens start en del af Odense Letbanes anlægsorganisation, men overgår ved driftsstart (forventet 3. kvartal 2021) til driftsorganisationen. En vigtig rolle bliver at sikre, at alle vedligeholdelsesmanualer, overleveret fra anlægsentreprenøren, bliver indarbejdet i vedligeholdelsesplanerne.

Vi er et lille team, der dækker en bred vifte af opgaver, så det er vigtigt, at du har en tilgang, hvor du ikke er bleg for at levere input også uden for dit kerneområde. Du bliver en del af et entusiastisk projektmiljø, og du får mulighed for at sætte dit synlige aftryk på transformationen af Odense. Odenses borgere har taget godt imod projektet, og der er alle muligheder for at skabe en varig succes.

Om dig
Vi forestiller os, at du er uddannet ingeniør og har min. 8 års erfaring fra rådgiverbranchen eller anden banerelateret sektor. Du har evnen og lysten til at tilegne dig ny teknisk viden på fagområder, som du måske ikke allerede behersker. Du skal trives med både at være ude i marken samt på kontoret. 

Det er desuden en fordel, at du:

  • Har erfaring med teknisk vedligehold samt vedligeholdelsesplaner for både infrastruktur og rullende materiel
  • Er bekendt med brug af asset management system på brugerniveau, herunder at anvende og følge op på KPI-mål
  • Har teknisk indsigt i transformeranlæg (10kv til 750 DC), samt
    • Køreledningsanlæg, eller
    • Teknisk indsigt i sporanlæg, eller
    • Generel teknisk indsigt i jernbaneinfrastruktur
  • Har erfaring med myndighedsgodkendelser og generel erfaring med CSM-vurderinger

Vil du vide mere? 
Spørgsmål til stillingen kan rettes i fortrolighed til Construction Manager, Søren Thrane på 2491 5415.
 
Løn- og ansættelsesvilkår 
Løn- og ansættelsesvilkår aftales i henhold til gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation.
Forventet tiltrædelse er snarest muligt.  

Det praktiske 
Finder du jobbet interessant, kan du sende din ansøgning og dit CV via nedenstående link. Ansøgningsfristen udløber den 27. november 2020.
Vi afholder to samtalerunder og forventer at afholde 1. samtale torsdag den 10. december 2020. 2. samtale holder vi tirsdag den 12. januar 2021.  I forbindelse med 2. samtale vil du blive præsenteret for en profiltest og en case. 
 
Odense Kommune betragter mangfoldighed som en styrke og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, køn, religion, etnisk tilhørsforhold og handicap. 

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder.