Gå til hovedindhold

Teknisk sagsbehandler til værkstedsudstyr i Forsvaret

Kunne du tænke dig at være en del af det team af medarbejdere, der har ansvar for drift og anskaffelse af Forsvarets værkstedsudstyr?
Så er stillingen som teknisk sagsbehandler i Forsvarsministeriet, Materiel- og Indkøbsstyrelsen (FMI) måske noget for dig.

Om os
Du vil indgå i et team med 12 kollegaer i Kapacitetscenter Flystøtteudstyr. Sektionens opgaveportefølje indeholder logistiske og tekniske opgaver i forbindelse med materieldriften af værkstedsudstyr, værktøj, flystøtteudstyr, flyve- og nødudstyr, brand- og redningsmateriel, flyvepladsudstyr, fotomateriel, droner, flybrændstof, Forsvarets hunde, arktisk materiel og meget andet. 

Inden for området værkstedsudstyr foregår sagsbehandling i tæt samarbejde med Forsvarets værksteder, som er placeret over hele landet.

Om stillingen
Området værkstedsudstyr spænder vidt, og omfatter fastmonteret udstyr, så som kraner, lifte og procesventilation, samt alt det øvrige værkstedsudstyr og inventar et værksted benytter i dagligdagen. 

Som teknisk sagsbehandler inden for området vil du skulle varetage opgaver inden for alle faser af materieldriften inklusive anskaffelser, drift, vedligeholdelse og udfasning.
I denne sammenhæng er det væsentligt at have overblikket over hvilke behov og udviklingsmuligheder der er indenfor området som helhed. Bestridelse af stillingen stiller krav til sans for samarbejde, og en analytisk og struktureret tilgang til de forskellige opgaveløsninger. 

Arbejdstempoet er i perioder højt, og det er derfor vigtigt at du er initiativrig i forhold til udtænkning af den endelige opgaveløsning, og efterfølgende står for gennemførsel fra start til slut. 

Sagsbehandling indenfor området kræver besigtigelse af værkstederne efter behov, hvorfor 20-30 dages rejseaktivitet per år skal forventes.

Om dig
Du har sandsynligvis et svendebrev og håndværksmæssig baggrund kombineret med akademifag eller lignende. Alternativt har du en anden relevant teknisk/teknologisk uddannelse (fx bygningskonstruktør, maskinmester, ingeniør eller lignende).

Vi ser gerne at du har erfaring med anskaffelse, drift og vedligehold af sammenligneligt materiel, og lyst til at være omdrejningspunkt omkring værkstedsudstyr i Forsvaret. Du skal gerne have kendskab til værkstedsudstyr, og ikke mindst erfaring med anskaffelsesprojekter og udbud. Egentlig projektledererfaring for små såvel som store projekter vil ligeledes være et stort plus. 

Derudover er det vigtigt, at du har gode kommunikationsevner, og kan formulere dig på skrift og tale såvel på dansk som engelsk.
Du skal have gode IT-kompetencer, og kendskab til logistiske koncepter for materieldrifts- og anskaffelsesprojekter.

Som person er du målrettet og resultatorienteret. Vi ser gerne, at du er udadvendt og har gode samarbejdsevner. Du skal have en stærk analytisk sans og være proaktiv og selvstændig i din opgaveløsning.

Ansættelsesvilkår
Du vil blive ansat og aflønnet efter den gældende relevante overenskomst. 

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne gennem hele dit ansættelsesforhold.

Kontakt og ansøgning
Har du fået lyst til at høre mere om stillingen, er du velkommen til at ringe til chef Peter Wiboe Holm på telefon 7281 5152.

Har du spørgsmål til løn og ansættelsesforhold, kan du kontakte HR-konsulent Anett Brund Kronborg på telefon 7281 9135.

Ansøgningsfristen er den 27. januar 2019 vi forventer at holde ansættelsessamtaler løbende. 

Du bedes søge stillingen via linket. Du bedes scanne og vedhæfte relevante dokumenter, såsom bevis for uddannelse mv. 

Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder.