Jobbet "Teknisk faglig koordinator til afdelingen Data, Aarhus/København" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Vil du gøre en forskel for den danske kulturarv og samtidig arbejde på en af Danmarks største kulturinstitutioner, så er stillingen som teknisk fagkoordinator på Det Kgl. Bibliotek måske noget for dig.

I afdelingen Data, som er en del af området Digital Transformation (DT), arbejder vi med it-udvikling, it-understøttelse og applikationsdrift omkring fagsystemer til indsamling og bevaring af kulturarvsdata. Vi udvikler systemer til håndtering af Pbytes af data som eksempelvis radio/TV, aviser, musik, hjemmesider og meget mere. Vi udvikler primært i Java og drifter primært på Linux.

Ud over indsamling og bevaring arbejder vi i afdelingen også med at stille data til rådighed via API, som datasæt til forskning og uddannelse og gennem brug af avanceret infrastruktur som Hadoop/Spark til at understøtte bibliotekets digitale transformation i retning af at kunne udnytte moderne teknologier som eksempelvis kunstig intelligens.

Vi tænker med andre ord data og anvendelsen af data i næsten alt, hvad vi laver.

Afdelingen Data har medarbejdere i både Aarhus og København, og dit arbejdssted vil derfor enten blive i Aarhus eller København.

Job-beskrivelsen
Vi søger en fagkoordinator, som kan bidrage til afdelingens daglige liv og udvikling i samarbejde med afdelingslederen, de fire andre fagkoordinatorer og den øvrige ledelse.

Som fagkoordinator får du ansvar for en specifik delmængde af DTs samlede opgave- og ressourceportefølje og dermed det operationelle ansvar for at styre opgaver og ressourcer i DT. Opgaverne tilpasses din profil og din erfaring.

Områdets fagkoordinatorer spiller en central rolle i etablering, vedligeholdelse og udvikling af styringsværktøjer og styringsprocesser. Vi ønsker også at tænke udvikling og drift meget tættere sammen, så har du arbejdet med implementering af DevOps, vil det være et plus.

Fagkoordinatorerne bidrager aktivt til godt samarbejde og kommunikation med ledere og medarbejdere i resten af organisationen og i forhold til eksterne samarbejdspartnere.

Dine opgaver

  • Faglig ledelse og koordinering af afdelingens opgaver

  • Faglig sparring til afdelingens it-medarbejdere

  • Strategisk sparring med afdelingslederen og den øvrige ledergruppe i DT-området omkring arbejdet med den digitale transformation af Det Kgl. Bibliotek

  • Overblik over og ajourføring af opgave-, ressource- og systemportefølje

  • Konkrete afdelingsspecifikke og tværgående opgaver. Det kan fx være tovholder for vores tværgående it-arkitektur-råd

  • Dialog med forretningsområderne om digital understøttelse

  • Bidrage til forretningsudviklingen af biblioteket

  • Repræsentant i relevante arbejdsgrupper og styregrupper for mindre projekter

Dine kompetencer
Da afdelingen er en forholdsvis teknisk afdeling med mange traditionelle it-kompetencer inden for både udvikling og drift har du sandsynligvis en teknisk baggrund, måske som it-udvikler eller it-arkitekt, og har ambition om at arbejde mere med faglig ledelse.

Du besidder flere af følgende kompetencer, som er opnået gennem konkret erfaring i digitale projekter/opgaver:

  • Systemoverblik og it-arkitektur

  • Kendskab til it-udviklingsprocesser

  • Kendskab til it-driftsrutiner og opgaver, især omkring drift af applikationer

  • DevOps og samarbejdet mellem udvikling og drift

  • Ressourceplanlægning og styring

  • Projektledelse og faglig ledelse af it-kolleger

  • Oversætte forretningsønsker til it-løsninger og inspirere kolleger både i og uden for DT omkring ny teknologi

  • Erfaring med arbejdet med data som koncept og udnyttelsen af data i og uden for organisationen vil være et plus.

Vores omgangstone er baseret på uhøjtidelighed og humor.
Du skal påregne jævnligt at have arbejdsdage i den anden hovedafdeling af Det Kgl. Bibliotek afhængig af, om dit primære tjenestested bliver Aarhus eller København. Men oftest kommunikerer vi digitalt via videomøder.

Alt det praktiske
Ansættelsesstedet er enten Den Sorte Diamant  i København eller Det Kgl. Bibliotek på Victor Albecks Vej i Aarhus.

Vi lægger vægt på balancen mellem arbejdsliv og fritid, og du vil få mulighed for fleksibilitet i arbejdstiden. Ansættelsen er på 37 timer ugentligt inklusiv frokostpause.

Tiltrædelse 1. november 2021 eller snarest derefter.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder.

Ansættelse og aflønning sker i henhold til overenskomst med Finansministeriet og efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation. Afhængig af dine erfaringer er det forventningen, at stillingen indplaceres på lønniveauet chefkonsulent uden personaleansvar.

Har du spørgsmål eller vil høre mere, kontakt afdelingsleder Bjarne Andersen eller tlf. 2566 2353.

Ansøgning med CV samt dokumentation for uddannelse og andre relevante bilag skal være fremsendt senest den 4. oktober 2021 kl. 12.00. Samtaler forventes afholdt i uge 41.

Stillingen kan kun søges elektronisk via linket ”Ansøg”. Ved eventuelle tekniske problemer, kontakt venligst HR Manager Talent Solutions Support på 7244 0644.

Alle kvalificerede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge.

 

Det Kgl. Bibliotek er Danmarks nationale bibliotek. 800 medarbejdere er optaget af at bevare og formidle kulturarv og sikre viden til uddannelse, forskning, oplysning og oplevelse. Et bredt publikum besøger hver dag Det Kgl. Biblioteks mange betjeningssteder, og endnu flere benytter de digitale kanaler og services. Biblioteket hører under Kulturministeriet og omsætter årligt for ca. 700 mio. kr. Det Kgl. Bibliotek varetager følgende funktioner:

·Som universitetsbibliotek leverer Det Kgl. Bibliotek service, der understøtter forskning og undervisning på Aarhus Universitet, IT-Universitetet, Københavns Universitet og Roskilde Universitet.

·Som nationalbibliotek indsamler, bevarer og tilgængeliggør Det Kgl. Bibliotek kulturarv i form af - tekst, billeder og lyd i både fysisk og digital form.

·Som overcentral for de danske folkebiblioteker leverer Det Kgl. Bibliotek service, der supplerer folkebibliotekernes servicetilbud til borgerne.

·Som forskningsinstitution øger Det Kgl. Bibliotek viden om og kendskabet til kulturarven.