Gå til hovedindhold
search

Teamleder til Planafdelingen, Udvikling & Investering

Er du motiverende leder med fokus og kan du sikre grundlaget for planlægning på regn- og spildevandsområdet?

Byerne står over for store udfordringer, bl.a. fordi det regner mere og oftere. HOFOR arbejder for, at man også skal kunne bo i byerne om 100 år. Vi har allerede gennemført adskillige projekter og i de kommende år bliver der fortsat investeret i at skybrudssikre København og omegnskommunerne, så risikoen for oversvømmelser af byerne minimeres. 
 
Det betyder, at vi har meget travlt med at omsætte de store visioner og planer til konkrete projekter og samtidig bevare overblikket over den samlede portefølje og de tværgående opgaver. Vi søger derfor en teamleder, der sammen med kolleger vil være med til at sikre forsyningssikkerheden nu og i fremtiden inden for regn- og spildevandsområdet i HOFOR. 
 
Handlekraftig leder i en ambitiøs forsyning  
Du bliver leder af teamet Udvikling & Investering, der er et af tre teams i Regn- & Spildevandssektionen. Teamet har ansvaret for en lang række opgaver, der danner grundlag for sektionens samlede leverancer. Det omfatter bl.a. udvikling og vedligeholdelse af det hydrauliske grundlag for modelberegninger, input og koordinering af investeringsgrundlag på kort og langt sigt, facilitering af input til kommunernes sektorplaner m.m. Derudover arbejder teamet med tværgående opgaver i organisationen, hvor teamet har ansvar for vand- og spildevandsforsyningens input til byudvikling samt udviklings- og innovationsarbejde.  
 
Som teamleder i Udvikling & Investering bliver du leder for 8 dygtige, specialiserede medarbejdere, der planlægger spildevandsforsyning i bredeste forstand. Regn- & Spildevandsektionen består af i alt 32 gode kolleger, der venter på at tage godt imod dig. 
 
Stillingen omfatter: 

  • Daglig ledelse med fagligt og økonomisk ansvar for teamet samt personaleansvar for teamets medarbejdere 
  • Samarbejde på tværs af organisationen med henblik på at realisere de ambitiøse mål, som Planafdelingen vil opnå 
  • Ansvar for investeringsprocessen for regn- og spildevandsområdet på både kort og langt sigt 
  • Ansvar for drift, vedligehold og udvikling af hydrauliske modeller 
  • Formidle teamets arbejde til interne og eksterne samarbejdspartere 
  • Løbende uddanne og oplære teamets medarbejdere  
  • Nytænkte arbejdsmetoder med henblik på større grad af effektivisering og handlekraft 
  • Indgå i sektionens ledergruppe med en helhedsorienteret tilgang til sektionens samlede arbejde på kort og langt sigt 

Som teamleder bliver du en del af en organisation i udvikling, og du får mulighed for at præge denne udvikling over de kommende år. Du bliver samtidig en del af Planafdelingens ledergruppe og vil indgå i et tæt samarbejde med andre ledere og medarbejdere på tværs af organisationen. 
 
Erfaren, motiverende personaleleder   
Vi søger en erfaren, helhedsorienteret leder, der kan sikre samarbejdet på tværs i en stor organisation og sikre kvalitet i og opdatering af grundlaget for den samlede planlægning på regn- og spildevandsområdet. Vi forventer, at du har både ledelseserfaring og teknisk erfaring inden for spildevandsforsyning eller lignende fagområde. Vi forestiller os, at du er ingeniør eller har anden relevant akademisk uddannelse. Du er vant til at at sikre overblikket og fremdriften, og du tænker strategisk og helhedsorienteret.  
 
Vores ambitiøse målsætninger og strategi fordrer en leder med fokus på at skabe helhedsorienterede resultater i et bredt samarbejde. Vi forventer, at du er en leder, der har fokus på trivsel, kommunikation og forandringer, og som kan skabe resultater gennem motivation.  
 
Din tilgang er struktureret og målrettet, og du trives i en hverdag, hvor der skal ledes mange og ofte skiftende opgaver. Du er vedholdende og følger opgaver og projekter helt til dørs. Du har stærke samarbejdsevner og formår at skabe gode relationer til andre områder i organisationen samt med eksterne samarbejdspartere. Du har desuden gode kommunikationsevner og begår dig godt på alle organisationsniveauer.  
 
Du har en positiv indstilling og kan medvirke til at skabe en uformel hverdag med et godt arbejdsmiljø. 
 
Ansøgning og kontakt  
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Anja C. Højen på telefon  2795 4621 eller acho@hofor.dk
 
Ansøgningsfristen er den 28. oktober 2018. 
 
Ansættelse snarest muligt efter nærmere aftale. 
 
Vær venligst opmærksom på, at ansøgninger kun modtages gennem vores elektroniske rekrutteringssystem. Send din ansøgning ved at klikke på ”Ansøg”.  

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder