Jobbet "Teamleder til Automationsgruppe" er udløbet.
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Vær med til at sikre optimalt vedligehold af vores automationsanlæg og dermed en høj leverancesikkerhed fra vores fabriksanlæg i Avedøre. Fabrikken i Avedøre er Chr. Hansens største produktionsenhed og leverer produkter til det globale marked for bakteriekulturer. Som Teamleder varetager du den personalemæssige og den faglige ledelse og sparring af tre engagerede medarbejdere, der beskæftiger sig med vedligeholdelsesopgaver og mindre projekter inden for PLC’er, SCADA, CTS-anlæg, proces kontrolsystemer, interface til produktions- og MES systemer samt øvrige automationsanlæg der er med til at drive og styre vores fabriksanlæg, utility-anlæg og bygningsanlæg.  
 
Ledelse, sparring og koordinering  
Som Teamleder i Vedligehold indgår du i afdelingens ledergruppe og står for den faglige ledelse af teamet ”Automation”. Den koordinerende del af jobbet består primært i at støtte medarbejderne i teamet gennem sparring og koordinering af opgaver. Du skal derfor ikke nødvendigvis selv være specialist på alle områder, men du evner at gå ind i tekniske problemstillinger, så du kan understøtte dit team og sikre at det bliver en succes.  
 
Du er sammen med dit team ansvarlig for fagligt og forretningsmæssigt optimalt vedligehold af vores automatikanlæg - med fokus på, at vi løbende forbedrer teknik, sikkerhed og totalomkostninger på vores aktiver. En del af tiden deltager du aktivt i store og små anlægsprojekter, hvor du indgår i styregrupper for at sikre, at vedligeholdelsesafdelingernes interesser og erfaringer bringes rettidigt og kompetent med ind i projekterne. Desuden bidrager du til udviklingen af vores vedligeholdelsesmetoder gennem konkrete indstillinger, som danner baggrund for beslutningsstøtte og udbudsmateriale.  
 
Glæd dig til et alsidigt og udfordrende job, hvor du opnår stor faglig indsigt og indflydelse, og videreudvikler dig som leder. Samtidig bliver du en central spiller i spændende projekter, som dels skal sikre den høje leverancesikkerhed og dels gøre det muligt at integrere ny teknologi i de eksisterende systemer for dermed at være med på teknologiudviklingen.  
 
Ingeniør med leder- eller projektlederkompetencer  
Du har sikkert en baggrund som ingeniør, ligesom du har kendskab til automation og ledelse/projektledelse fra tidligere job. Derudover vil erfaring med drift og vedligehold af produktionsanlæg eller infrastrukturanlæg være en fordel. Da du skal samarbejde med vores leverandører om at lave gode tekniske løsninger til tiden og prisen, er det et krav, at du er velformuleret i skrift og tale, ligesom det er nødvendigt, at du kan begå dig på engelsk.  
 
Som person er du imødekommende og empatisk og evner at lede og motivere meget selvstændige medarbejdere. Du er åben for udfordringer og brænder for at bruge din faglige viden og erfaring til at bidrage til at skabe forbedringer, både inden for tekniske anlæg og interne processer. Du har en konstruktiv og struktureret tilgang til udfordringerne og er god til at planlægge og prioritere mellem de mange opgaver. Samtidig evner du at træde et skridt tilbage og betragte situationer i et større perspektiv, så gruppen kan være på forkant af udviklingen inden for vedligehold.  
 
Du trives med, at jobbet foregår dels ved skrivebordet med at planlægge og koordinere med kolleger såvel i afdelingen, som med andre afdelinger og dels med leverandører og samarbejdspartnere, hvor du både formår at opbygge et konstruktivt samarbejde og træffe beslutninger under pres. Sidst men ikke mindst er du fleksibel og indstillet på at yde en ekstra indsats, når det kræves, fx i tilfælde af driftsproblemer.  
 
Ansøgning og kontakt  
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at ringe til Brian Hørlykke, Afdelingsleder på telefon 2230 2003.  
 
Send venligst din ansøgning on-line, klik her. Her har du desuden mulighed for at oprette dig i vores CV-bank.  
Ansøgningsfristen er 17. september 2017. Vi forventer at holde samtaler i ugerne 38 og 39.  
 
Læs mere om at arbejde hos Chr. Hansen på: www.chr-hansen.com/en/career/join-us/open-jobs/jobs-in-denmark

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder