Gå til hovedindhold
Jobbet "Systemudvikler til behandling af Satellitdata" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Systemudvikler til behandling af Satellitdata søges til Danmarks Meteorologiske Institut (DMI)

Stortrives du med at gøre systemer mere robuste, driftsstabile og konsistente, og har du rigtig god indsigt i praktisk og stabil softwareudvikling? Besidder du samtidig en naturlig lyst og nysgerrighed til at holde dig opdateret med de nyeste teknologier og tilegne dig praktisk viden om dem? Så er du måske vores nye kollega. 
 
DMI søger en systemudvikler til IT-Data gruppen. Vi søger dig som har en solid IT profil med en relevant IT-uddannelse- eller baggrund. DMI er instituttet, der forbinder naturens kræfter med teknologiens styrker, og bliver du først ”fanget” af DMI-kulturen, er du sikker på en lang og spændende rejse sammen med os! 
 
Hvem er vi? 
DMI har et øget fokus på forandring og digital fornyelse, derfor har vi brug for flere friske hoveder med en nysgerrig og energisk tilgang til al den viden og data, som vi er i besiddelse af.  
 
Hos DMI har vi alt fra de mindste små tekniske finurligheder, til store komplekse IT-løsninger, inkl. en supercomputer placeret på Island. DMI spænder bredt og har en lang IT historik. I dag er vi godt 70 ansatte i IT-afdelingen, som konstant udvikler nye løsninger, driver og vedligeholder ældre IT-systemer samtidig med, at vi er præget af videnskab og forskning. Her bliver du konstant udfordret af alt det, som vejret kan rive med sig verden over, f.eks. med klimaændringer - der forandrer verden fra dag til dag - er det vigtigt, at teknologien følger med.  
 
IT-afdelingen har vi ansvar for DMI’s samlede tekniske infrastruktur, herunder drift- og udviklingsaktiviteter vedrørende alt fra mobile løsninger over supercomputeranlæg til kommunikations- og telemålingssystemer, samt døgnovervågning af operationelle IT-systemer. 
 
Om jobbet   
Du bliver en del af teamet i IT Data hvor vi bl.a. arbejder med indsamling, processering og lagring af satellitdata. Vi er præget af masser af gå-på-mod og vi udvikler hele tiden nye løsninger, samtidig med at vi er omgivet af videnskab og forskning. 
 
Du kommer til at arbejde med disse opgaver: 

  • Udvikling af 24/7-systemer til modtagelse og behandling af satellitdata 
  • Vedligeholde og videreudvikle systemsoftware til DMI’s satellitnedtagestation i Grønland 
  • Deltage i udvikling af nye meteorologiske produkter baseret på satellitdata 
  • Deltage i internationale samarbejder, herunder ROMSAF, OSISAF samt Open Source udvikling på http://pytroll.org/ ;
  • Test og dokumentation af løsninger samt overlevering til IT-operationen 
  • Hjælp til IT-operationen ved problemer med modtagelse af data.  

Din profil   
Vi lægger stor vægt på videndeling og læring, og at vi har det sjovt, når vi er på arbejde. Det er derfor vigtigt, at du har en positiv, opsøgende og udadvendt indstilling, hvor du viser gode samarbejdsevner og fører en konstruktiv dialog. Du kan både arbejde individuelt og samtidig være en team-player, der gerne gør en ekstra indsats for holdet. Endelig lægger vi stor vægt på robuste og effektive løsninger, da vores løsninger skal virke alle døgnets timer.
 
Vi forventer at du:

  • Har en relevant mellemlang eller videregående IT-uddannelse, f.eks. datalog, ingeniør, cand.it 
  • Har erfaring med Linux-miljøer og shell-scripts  
  • Har erfaring med udvikling i Python til backend-systemer  
  • Kan arbejde selvstændigt og har gode samarbejdsevner 
  • Behersker både dansk og engelsk i skrift og tale. 

Det er et plus hvis du har: 

  • Kendskab til Satellitdata 
  • Erfaring med test og dokumentation 
  • Erfaring med udvikling af software mhp. 24/7 drift 
  • Erfaring med Linux serveradministration.  

DMI 
DMI ligger bogstavelig talt et lille vindstød fra Ryparken station. Det er også nemt at komme til på cykel, og vi har rigtig gode omklædningsforhold, hvis du har givet den gas på cykelstien. I IT afdelingen hygger vi omkring brætspil og har fællesmorgenmad en gang om måneden. Vi er en meget stabil arbejdsplads, hvor ansatte bliver længe, når de først er blevet ”smittet” med DMI-kulturen. ”Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det” som Storm P. sagde. Vi kan heller ikke ændre på vejret, til gengæld deler vi det til alt og alle, både til kommerciel brug og til livsvigtige instanser og funktioner. Det er denne samfundsvigtige position, der driver os, og gør os til noget helt særligt i Danmark. Vil du være med? 
 
Hvad så nu?
Ansættelse og aflønning: Sker i henhold til gældende overenskomst med mulighed for forhandling af tillæg 

Ansættelsesområdet: Er Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet med tilhørende institutioner 

Arbejdstid: Stillingen er en fastansættelse på 37 timer pr. arbejdsuge med flex-tid 

Tiltrædelse: Stillingen er til besættelse snarest muligt 

Arbejdssted: DMI, Lyngbyvej 100, 2100 København Ø 

Yderligere oplysninger: Kan fås hos daglig leder af IT Data, Alex Andresen, mobil 2399 7766, e-mail aan@dmi.dk 

Ansøgningsfrist: 13. januar 2019 

Ansættelsessamtaler: Vi forventer at holde ansættelsessamtaler afholdes onsdag den 23. januar 2019 

Stillingen søges: For at søge stillingen skal du klikke på linket "Ansøg", og følge instruktionerne. 
 
Vi ønsker at fremme ligestilling og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset køn, alder og etnisk baggrund. 
 
Der findes ikke en arbejdsplads magen til i Danmark. Vil du vide mere om hvorfor det er noget helt særligt at være en del af DMI, så klik ind på DMI.dk og læs ”Om DMI”. 

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder