Student til daglig drift af samfundskritisk it-løsning
Har du lyst til at få indblik i drift og forvaltning af en stor offentlig it-løsning? Trives du med skriftlig og telefonisk kontakt – også på engelsk? Har du erfaring med eller lyst til arbejde med sagsbehandling? Så er du måske vores nye kollega i Kontor for NemKonto.
Om stillingen
I Digitaliseringsstyrelsen har vi ansvaret for at udvikle, styre og forvalte de fællesoffentlige it-løsninger, som medvirker til at sikre en professionel og effektiv offentlig service til borgere og virksomheder.
Du kommer til at arbejde i Kontor for NemKonto. NemKonto er en stor offentlig løsning, hvor der gennemføres 130 mio. offentlige og private udbetalinger hvert år. NemKonto indgår som en central aktør med sammenhæng til alle offentlige myndigheder og finanssektoren. Kontoret skal de kommende år udvikle et nyt NemKonto-system og håndtere et øget ansvar for systemet og dets brugere. Desuden arbejder kontoret med en række juridiske og administrative opgaver.
I forvaltningen af NemKonto samarbejder vi løbende med leverandøren, eksterne interessenter og interne parter om løsningens drift og vedligehold. Derudover har vi ansvar for at vejlede borgere og særligt virksomheder om NemKonto og anvise NemKonti til virksomheder. Endvidere forvalter vi afventende udbetalinger til borgere og virksomheder samt besvarer øvrige henvendelser omkring NemKonto.
Til forvaltningsteamet har vi brug for en dygtig student til at løse bl.a. følgende opgaver:
- Sagsbehandling af ansøgninger til udenlandske NemKonti til særligt virksomheder
- Besvarelse af henvendelser fra borgere og virksomheder
- Diverse ad hoc opgaver
- Mindre optimeringsprojekter
- Opgaver til understøttelse af teamet
Om dig
Du er i gang med en videregående uddannelse og har lyst til at arbejde med borger- eller virksomhedsrettede forvaltningsopgaver og kundebetjening.
Du skal kunne sætte dig ind i regler og vejledninger og anvende dem i dit daglige arbejde. Det er en fordel, hvis du kender til arbejdet i en offentlig myndighed, men ikke et krav.
Vi er samtidig på udkig efter dig, som:
- kan kommunikere mundtligt og skriftligt, både på dansk og engelsk
- arbejder struktureret og er pligtopfyldende
- har gåpåmod og kan arbejde selvstændigt
- har interesse for digital infrastruktur
- kan bidrage til den allerede gode stemning i kontoret
Du bliver en del af kontorets forvaltningsteam og vil blive oplært af dine kollegaer.
Om os
Du bliver ansat i Kontor for NemKonto. Vi er 25 medarbejdere med forskellige uddannelsesbaggrunde og erhvervserfaring.
Du vil blive en del af et team, hvor vi hjælper hinanden, vender dagens opgaver, spiser frokost sammen, har fælles morgenmad om fredagen og af og til fredagsbar og fest.
Hos os betyder tilstedeværelse sammen med vores kollegaer meget, og vi mener, at samarbejde og videndeling på tværs af styrelsen er afgørende for et godt arbejdsmiljø. Samtidig vil vi gerne sikre fleksibilitet for vores medarbejdere, og hjemmearbejde kan løbende aftales mellem chef og medarbejder, når det er foreneligt med opgavevaretagelsen.
I Digitaliseringsstyrelsen er vi ca. 400 medarbejdere, som hver dag går forrest i arbejdet for et mere digitalt offentligt Danmark med borgere og virksomheders behov i centrum. Vi sætter barren højt og har fokus på din trivsel og kompetence- og karriereudvikling. Hvis du er interesseret, kan du læse mere om vores arbejde på www.digst.dk.
Ansættelsesvilkår
Du ansættes efter fællesoverenskomst mellem Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det statslige område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for Kontorfunktionærer, Laboranter og It-medarbejdere (HK) i staten.
Du ansættes til ca. 15 timer om ugen som timelønnet studentermedhjælper. Det forventes, at du kan arbejde minimum to dage om ugen.
Vi er fleksible i forbindelse med ferie og eksamensperioder, og forventer, at du også er det i perioder med større arbejdsbelastning.
Ansættelsesområdet er Digitaliseringsministeriet med tilhørende institutioner, Digitaliseringsstyrelsen og Danmarks Statistik.
Arbejdsstedet vil være Landgreven 4, 1301 København K.
Flere oplysninger
Vil du vide mere, er du velkommen til at kontakte fuldmægtig Helle Rasmussen på telefon 29 26 67 28 eller souschef Kirsten Eccles Munk på telefon 24 21 09 81. Du er velkommen til at skrive en sms, så ringer Helle eller Kirsten dig op.
Ansøgning
Send din ansøgning med CV, dokumentation for igangværende uddannelse og eventuelle bilag via vores online-system senest den 13. november 2024 kl. 12.00. Vi forventer at holde 1. samtaler i uge 47/48 og 2. samtaler i uge 49. Vi håber at kunne byde vores nye kollega velkommen snarest muligt derefter.
Digitaliseringsstyrelsen opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.