Jobbet "Strukturerede koordinatorer til Energiøernes programledelse" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Vil du være med understøtte og drive Energistyrelsens program til realiseringen af verdens første energiøer? Er du struktureret og resultatorienteret, men også god til at bygge stærke relationer på tværs af organisatoriske skel? Så er en af stillingerne som styringsprofil i vores Energiø-program måske noget for dig.

Om jobbet
Energistyrelsen skal i løbet af de næste 10-12 år realisere den politiske vision bag energiøerne gennem ét samlet program, som består af et antal underliggende projekter. Der er tale om et komplekst program med stor politisk såvel som kommerciel bevågenhed.

Med de politiske aftaler fra juni 2020 og februar 2021 er det besluttet, at Danmark skal udbygge sin position som foregangsland i den grønne omstilling ved at etablere verdens første energiøer. Med energiøerne kommer Danmark i endnu højere grad til at tænke vores udbygning med vedvarende energi sammen på et regionalt plan og bidrage til energiens frie bevægelighed på tværs af landegrænserne. På den måde viser Danmark vejen for Europa ved at bidrage til den grønne omstilling i vores nabolande. Samtidig stimulerer vi grøn innovation og erhvervspotentiale.

Realiseringen af et sådant program kræver en tæt styring og koordination af de underliggende projekter på tværs. Til det formål har vi oprettet et antal styregrupper samt et såkaldt Program Management Office (PMO). 

Vi søger lige nu flere kollegaer til vores PMO, som i fællesskab skal løse en række planlægningsopgaver, og bistå til programmets samlede fremdrift. Vi forventer at skulle ansætte kollegaer til følgende roller:

  • En planlægger til at sikre styring af programmets tidsplan, koordinering af møder og mødemateriale, samt statusrapportering.
  • En styringsansvarlig med særligt fokus på programøkonomi samt risiko- og ressourcestyring
  • En klassisk programstyringsprofil med fokus på grænseflader mellem projekterne i programmet samt Program governance.   

Planlægger
Planlæggerens arbejdsområder er på systematisk vis at indsamle information om projekternes fremdrift og afhængigheder på tværs. Til dette formål anvender vi særlig software, formentlig MS Projects eller tilsvarende. Samtidig skal planlæggeren indkalde til diverse møder i programmets forskellige fora samt udarbejde dagsordener, statusrapporteringer, referater og præsentationer mv. Det er også centralt, at planlæggeren kan bygge gode og tillidsfulde relationer på tværs i programmet. Planlæggeren vil arbejde tæt sammen med de øvrige kollegaer i PMO’en. 

Styringsansvarlig med særlig fokus på programøkonomi samt risiko- og ressourcestyring
Styringsprofilen indgår som en bred og selvstændig ressource i PMO’ens arbejde med at styre programmet. Denne kollega skal have særligt fokus på at opbygge en gennemsigtighed i projekternes ressourceallokering og forbrug både i tid og kroner. Ligeledes skal opbygges en tilsvarende gennemsigtighed i risikostyringen. Denne gennemsigtighed skal anvendes både eksternt og internt, herunder ift. den løbende afklaring af programmets finansiering. 
Styringsprofilen får en helt central rolle i den økonomiske side af programmets forventede transformation over i en selvstændig virksomhed, som skal varetage ejerskabet af Energiøerne. Denne rolle involverer dialog og samarbejde med Energistyrelsens økonomikontor samt tilsvarende aktører hos væsentlige samarbejdspartnere, herunder Finansministeriet. 

Programstyringsprofil 
Den tværgående programstyringsprofil skal sikre en effektiv governance og bistå til håndtering af tekniske såvel som juridiske grænseflader mellem projekterne i programmet. Andre fokusområder vil være kvalitetssikring samt fælles metoder og processer på tværs af programmet.

Om dig

For alle vores stillinger søger vi en kollega, som: 

  • har en lang videregående uddannelse på kandidatniveau,
  • er struktureret og trives med systematik og overblik, 
  • kan skabe fremdrift samtidig med, at du bygger tillidsfulde relationer på tværs af fagligheder, samt
  • har gode formidlingsevner på dansk og gerne også engelsk, både i skrift og i tale.

Følgende egenskaber vægtes positivt, men er ikke egentlige krav:

  • Erfaring med den grønne omstilling, særligt havvind. 
  • Certificering eller uddannelse som program- eller projektleder, fx PRINCE eller MSP, og/eller har erfaring med projektledelse og programledelse. 
  • Erfaring med planlægnings- og koordinationsopgaver i politiske organisationer, gerne på store infrastrukturprojekter.

Du vil blive taget godt imod som ny kollega i programmet og vi lægger stor vægt på en tryg onboarding med løbende sparring. Du har også gode muligheder for videre udvikling og mere ansvar inden for Energiø-programmet.

Om os
I Energistyrelsen gør vi en forskel hver dag.
 I Danmark og i lande verden over. Vi ser klimaforandringerne som den største opgave, vi skal være med til at løse. Vi ved, at vi skal tænke ambitiøst, og vi ved, at vi skal tænke nyt. Vores mål er en klog, grøn omstilling, hvor Danmark går foran, og danske erfaringer anvendes globalt. Hvor nye løsninger og en sikker forsyning tænkes sammen.

Vi har et job med mening. Vi er historien om de moderne nørder, stærke generalister og en ledelse, der vil motivere. Vi er ca. 650 kolleger med en særlig holdånd. Vi er faglige. Vi er nysgerrige. Og så tager vi ansvar for fremtiden. Vi har nemlig en ting til fælles: Vi gør en grøn forskel i hverdagen og for de kommende generationer.

Læs hele vores kernefortælling og få indblik i vores værdier

Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning sker som fuldmægtig eller konsulent efter kvalifikationer i henhold til AC- overenskomsten indgået mellem Finansministeriet og Akademikerne. 

Ansættelsesområdet er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet med tilhørende institutioner.   
 
Supplerende oplysninger om de stillinger, der skal besættes, kan fås ved henvendelse til chefkonsulent Ditte Mikkelsen, mail: demn@ens.dk/tlf. 3392 6808 eller til kontorchef Mads Krogh, mail: mag@ens.dk.

Energistyrelsen ønsker at fremme ligestilling, og alle kvalificerede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn eller alder opfordres til at søge stillingen.

Ansøgning
Du søger via www.ens.dk/job. Benyt knappen "Ansøg" i forbindelse med stillingsopslaget. 

Din motiverede ansøgning med CV, eksamensbevis og eventuelle øvrige bilag skal være indtastet senest 12. april 2021. Samtaler forventes afholdt løbende.

Ansættelsesdato er pr. 1. juni 2021. Arbejdsstedet er Energistyrelsen i København. 

Kandidater til stillingen skal være indstillet på at besvare en case og evt. en færdighedstest i forbindelse med rekrutteringsprocessen.