Vil du være med til at skabe en moderne og grønnere jernbane? 

Banedanmark elektrificerer i de kommende år store dele af det danske jernbanenet. Det skal på sigt skabe rammerne for en langt mere moderne og grønnere jernbane med billigere og mere stabil drift.  

Som strategisk planlægger bliver det din opgave at koordinere Elektrificeringsprogrammets forskellige projekter rundt omkring i landet med andre programmer og projekter i Banedanmark f.eks. Ringsted-Femern Banen og Signalprogrammet. Samtidig skal du assistere programmets projekter i udformning og opdatering af egne planer, og du skal følge op på tidsplaner fra leverandøren.

Du bliver ansat i vores centrale planlægningsenhed i Anlægsdivisionen, men udlånes til Elektrificeringsprogrammet, hvor du vil have din daglige gang. Du får dermed både et fagligt fællesskab med andre planlæggere og et tilhørsforhold til et stort og spændende anlægsprojekt. 

Det samlede overblik i en udfordrende hverdag 
Du bliver opgavemæssigt tilknyttet sektionen EP Teknisk Support og får en hel central rolle i programmet, hvor du er med til at understøtte ledelsen i dens beslutninger. Du er den, som opsøger viden om status og fremdrift i de enkelte projekter, og du er med ved bordet, når nye projekter skal planlægges og iværksættes inden for programmet.  

Du vil opleve at få kendskab til hele Elektrificeringsprogrammet såvel overordnet, når der skal planlægges projekter på nationalt plan, som i detaljen når der lokalt skal koordineres mellem entreprenørerne, trafikken, 3. partsaktører eller andre projekter i Banedanmark. 

Dine primære arbejdsopgaver vil være fordelt på to kategorier: Strategiske og projektspecifikke.

De strategiske opgaver omfatter bl.a. koordinering af tidsplaner på tværs af Banedanmark og andre aktører, leverancer til månedsrapporter og politiske notater, input til Banedanmarks langsigtede Anlægsplan og deltagelse i dialog og forhandlinger med leverandører.

De projektspecifikke opgaver drejer sig om opfølgning og assistance på de enkelte delprojekter og sektioner/strækninger som fx identifikation af og opfølgning på bygherremilepæle, opfølgning på leverandørens tidsplaner, assistance til udformning af delprojekternes projekt- og stadieplaner samt integrationen til strækningens milepælsplan.  

Struktureret planlægger med overblik og overskud 
Din uddannelsesmæssig baggrund er ikke så afgørende. Du kan både komme med en teknisk, akademisk baggrund eller en kort til mellemlang videregående uddannelse med praktisk baggrund fra en entreprenør eller bygherre. Det vigtigste er, at du besidder det nødvendige metodiske overblik og viden om planlægningsmetoder og -værktøjer, samt om projektering og udførelse af bygge- og anlægsarbejder i praksis. Erfaring med jernbane vil være en fordel, men ikke et krav. 

Vi forestiller os, at du har nogle års erfaring med planlægning – gerne fra store anlægsprojekter eller komplekse byggeprojekter. Du har erfaringer med de gængse planlægningsværktøjer som MS Project eller Primavera, og det er en fordel, hvis du kender til Tilos.  

Du vil komme til at færdes i et internationalt miljø, så vi forventer, at du er god til at kommunikere på engelsk – både mundtligt og skriftligt. Du er ligeledes dygtig til skriftligt at formidle komplicerede problemstillinger, så både fagfolk, ledelse og politikere kan bruge det i deres arbejde.

Der vil være et tæt samspil med forskellige fagligheder, ledere og leverandører, og det er derfor vigtigt, at du har gode samarbejdsevner og formår stille din viden og erfaring til rådighed for dine kollegaer.  

Du ved, at der ved store planlægningsopgaver konstant opstår udfordringer, og du er god til at se den enkle vej gennem komplekse problemstillinger – uden at du mister dit gode humør undervejs. Du er selvkørende, energisk og vedholdende over for alle interne og eksterne interessenter, og du formår at understøtte både projekter og ledelse, så de rigtige beslutninger kan træffes på de rigtige tidspunkter. 

Løn 
Du ansættes i forhold til gældende overenskomst og lønnen fastsættes på baggrund af dine erfaringer og kvalifikationer. 

Ansøgning og kontakt 
Vil du vide mere, så kontakt Stabschef Gunvor Winther Hvidtfeldt. For at søge stillingen klikker du på linket ”Ansøg” og følger instruktionerne.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder