Jobbet "SRO løsningsdesigner" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Vi søger en SRO løsningsdesigner/-arkitekt, som skal designe applikationslandskab, integrationer og services inden for det produktionstekniske SRO-domæne baseret på vores fastlagte referencearkitektur samt skabe løsninger, som understøtter realisering af forretningsgevinster.

SRO-afdelingen er i rivende udvikling. Med et voksende ansvarsområde og flere samtidige projekter har vi behov for en kollega, der tænker og arbejder på tværs af forsyninger og projekter for at sikre flere fælles løsninger, som giver mulighed for standardisering og dermed effektivisering.

Samtidig vokser behovet for at bruge produktionsdata til at skabe yderligere forretningsværdi bl.a. gennem en mere intelligent udnyttelse af SRO-systemerne. Dette kræver et tæt samarbejde med vores EA-arkitekter for at få afstemt arkitekturprincipperne. Du skal desuden være alignet med forsyningernes stakeholders om nuværende og kommende løsningers funktionelle krav.

Hovedparten af dine arbejdsopgaver vil naturligt ligge i de indledende projektfaser – typisk i projekter, som forbedrer og vedligeholder vores produktion, men også i forretningsprojekter, der har et større perspektiv som f.eks. investering i varmepumper eller vindmøller for at sikre Københavns kommunes klimamål i 2025.  

Dine primære arbejdsopgaver bliver at:

  • Udarbejde produktionstekniske beskrivelser af løsninger baseret på forretningsbehov med respekt for arkitekturprincipper og referencerammer 
  • Lede samarbejdet mellem SRO-specialister, leverandørernes automationsfolk og øvrige projektdeltagere (herunder forretningen) om design af SRO/SCADA-løsninger
  • Tage ansvar for, at den tekniske løsning lever op til de rammer, der er aftalt med forretning, projekt og leverandør i forhold til indhold, kvalitet, tid og pris
  • Indtænke SRO løsninger som fremmer IT Sikkerheden set i forhold til en konkret risikovurdering af ”asset”
  • Dokumentere de produktionstekniske løsninger ud fra et designperspektiv
  • Udarbejde løsninger, når Problem Management har afdækket bagvedliggende årsag til et problem
  • Bidrage til en tæt dialog med HOFORs EA-arkitekter om arkitekturinitiativer, som kan påvirke grænsefladen mellem IT og OT
  • Deltage i tværgående initiativer, som understøtter udviklingen af et styrket SRO kompetencecenter i relation til HOFORs SRO-løsninger samt bidrage til en kvalificeret vidensdeling om automation

Som SRO-løsningsdesigner vil du indgå i karriereforløbet ”Specialistvejen”, der sikrer, at du hele tiden ved, hvad der kræves af dig, og du får samtidig tilbudt den nødvendige træning via relevant kompetenceudvikling. 

Du kommer til at indgå i et professionelt arbejdsmiljø med høj faglighed og gode kolleger i afdelingen, hvor der også er plads til både smil og personlig udvikling.

IT-afdelingen består af mere end 100 medarbejdere, som har ansvaret for al IT-understøttelse fra klienter over systemer til datacenter på tværs af HOFORs mange forretningsområder. EL/SRO-afdelingen gennemgår i disse år en gennemgribende udvikling fra at være en ren driftsbetonet enhed til at være en mere udviklingsorienteret funktion med fokus på teknologi, innovation, automatisering og sikkerhed.

Innovativ, udviklingsorienteret og erfaring med løsningsdesign
Vi forventer, at du besidder stor teoretisk viden og praktisk erfaring på ekspertniveau inden for løsningsdesign af SRO-løsninger, gerne krydret med et godt kendskab til forsyningsbranchen. Din uddannelsesmæssige baggrund kunne være ingeniør, maskinmester, automationsteknolog eller tilsvarende. Det vil være et stort plus, hvis du har et solidt kendskab til forskellige HOFOR SRO-løsninger, f.eks. T-3000; WinCC; iFIX; 800xA med flere, men dette er ikke et krav. 

Gennem dine tidligere jobs har du udviklet en evne til (og interesse for) at sætte dig ind i komplicerede løsninger og samtidig være innovativ, når nye løsninger skal skitseres. Du finder det naturligt at indtænke informationssikkerhed i det daglige arbejde.

Som person skal du være god til at formidle baggrunden for indholdet af de valgte arkitekturreferencerammer til ledelsen og andre interessenter. Samtidig er det vigtigt, at du har gode samarbejdsevner, da du dagligt er i kontakt med mange kolleger og eksterne samarbejdspartnere.

Du er udviklingsorienteret, og har lyst til at arbejde imellem flere fagområder. Du har overskud i dagligdagen til en frisk bemærkning og til at dyrke de sociale relationer.

Bliv en del af en større udvikling
I HOFOR bliver du en del af en fælles vision. Vi vil skabe bæredygtige byer baseret på klima- og miljørigtige forsyningsløsninger inden for rent vand, spildevandsafledning, fjernvarme, bygas, fjernkøling og vindenergi.

Vi udvikler, bygger nyt og renoverer, så vi hver dag levere grønne, sikre og billige forsynings-løsninger til mere end en million mennesker i hovedstadsområdet. Det vil sige, at rigtig mange mennesker hver især er afhængige af HOFOR. Derfor er det også vigtigt, at vores interne SRO-systemer fungerer optimalt.

Du kan læse mere om HOFOR og vores vision om at skabe bæredygtige byer på hofor.dk/baeredygtige-byer.

Klar til at ansøge?
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingschef, Lars Odborg, på telefon 2795 4657.

Ansøgningsfristen er den 26. september 2021.

Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler løbende, og opfordrer dig derfor til at sende din ansøgning hurtigst muligt.

Forventet ansættelse snarest muligt.

Vær venligst opmærksom på, at ansøgninger kun modtages gennem vores online rekrutteringssystem. Klik på ”Ansøg”.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder.