Gå til hovedindhold
chevron_leftForrige

SBT Instruments udvikler, producerer og sælger state-of-the-art instrumenter til måling af bakterier. Vi tackler en velkendt problemstilling, hvor det tager flere dage for vores kunder at måle bakterier med traditionelle metoder. Vores instrumenter gør brugerne i stand til at måle bakterier inden for blot få minutter i stedet. Det højner fødevaresikkerheden i fødevaresektoren, hygiejnen på hospitalerne og produktionssikkerheden i medicinalindustrien. Vi arbejder hele tiden med at forbedre vores patenterede teknologi og gøre den anvendelig i nye markeder.

Hos SBT Instruments har vi et udviklingshold med et bredt kompetencespektrum: Alt fra fysik og bioteknologi til mekanik, elektronik og software. Vi søger en softwareudvikler i en fuldtidsstilling, som vil indgå i vores tætte udviklingshold på ti personer. 

Din Baggrund
Du er uddannet softwareingeniør, datalog eller lignende. Du har en struktureret tilgang til arbejdet og kan bryde en kompleks problemstilling op i spiselige dele. Vores kunder kommer med mange ønsker, og vi skal bruge din indsigt til at vurdere: Om de ønsker kan realiseres, hvordan de kan realiseres og i sidste ende at vælge og udføre en specifik realisering. 
Du er generalist og kan hjælpe os i alle lag af software stacken. Vi har lidt for enhver smag:

  • Web UI i Typescript (Angular)
  • Native UI i Python (PyQt)
  • Services i Python (asyncio-based)
  • Real-time algoritmer i C++17
  • Linux-drivere i C
  • Boot loadere i C

Du har relevant erfaring med nogle af de ovenstående punkter og kan lide at erstatte repetitive opgaver med automatisering. Du har mod på at lære nye programmeringssprog og kan sætte dig i empati med udviklingsholdet og vores kunder.

Vi opmuntrer alle til at stille spørgsmål til både eksisterende og fremtidige designvalg. Alt er åbent for forbedringer. Vi sætter pris på teknisk nysgerrighed, og udviklingsholdet er altid klar på en afslappet diskussion om tech trends.

Dine Personlige Egenskaber
Du får en stor tilfredsstillelse og glæde ud af faglige udfordringer og bedrifter ligesom resten af holdet i virksomheden. Du har en analytisk og teoretisk tilgang til dit arbejde men kan også lide hands on-opgaver med test-opstillinger. Du er god til at kommunikere og dele dit arbejde med resten af udviklingsholdet. 

Vi er stadig et mindre selskab med 11 ansatte, hvor alle kender alle, så vi vægter den positive og uformelle omgangstone højt.

Vi Tilbyder
Vi er ikke en traditionel startup, der søger venturekapital og et hurtigt frasalg af virksomheden. Vi har en velrenommeret erhvervsdrivende dansk fond bag os, og med basis i vores teknologi har vi en ambition om at blive den næste store danske industrigigant. Du vil være med til at realisere denne drøm og udvikle teknologi samt nye produkter, som har relevans i hele verden. Lønnen er konkurrencedygtig og vi fastsætter den efter kvalifikationer.

Ansøgning
Ansøgning og CV sendes elektronisk til Frederik Aalund på fpa@sbtinstruments.com

Du kan kontakte Frederik Aalund på e-mail eller telefon (+45 30340086), såfremt du skal bruge yderligere information. Deadline for ansøgningen er 14/6-2020, men vi afholder løbende interviews og ansætter gerne den rigtige kandidat hurtigt.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder