Gå til hovedindhold

Skarp og ambitiøs analytiker med forretningsforståelse til Business Analytics enhed

Vi søger ny kollega, som brænder for at udarbejde skarpe analyser baseret på store mængder data sammen med et dynamisk og ambitiøst team 
 
Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering (SDFE) er den drivende kraft i arbejdet med at udnytte mulighederne for at bruge data effektivt og innovativt til gavn for samfundet. Vi går efter de løsninger, der giver størst nytte i samfundet og har fokus på at udvikle data og datainfrastruktur, der kan effektivisere den offentlige sektor og skabe økonomisk vækst. Styrelsen er en del af Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.   

Vi søger en dygtig og ambitiøs analytiker til at indgå i Business Analytics-enheden. Du skal gøre det muligt at kombinere data og forretningsstrategi. Du evner især at kommunikere dine analyser af komplekse data til en bred vifte af interessenter. Du forstår og lytter til de behov, som efterspørges af forretningen. Dit analytiske talent viser sig også ved, at du evner at løse forretningsproblemer og kan levere hurtige resultater. Samtidig finder du det også interessant at arbejde med udvikling af analyserne. 
 
Business Analytics-enheden arbejder tæt sammen med styrelsens øvrige strategiske forretningsudviklere om at integrere anvenderne i forretningen og dokumentere den værdi vores data skaber. Målet er at gøre samfundet endnu mere datadrevet og skabe værdi for såvel offentlige som private brugere.  
 
Jobbet 
Som analytiker i SDFE’s BA-enhed kommer du til at analysere brugen af SDFE’s frie geografiske data. De frie geografiske data anvendes i mange forskellige forvaltninger og virksomheder. Den store alsidighed i brugen af data gør det vigtigt at tilpasse de geografiske data på baggrund af forbrug så de bedst muligt opfylder anvendernes behov og dermed skaber mest mulig værdi for den enkelte. 

Da vi er en lille enhed får du en unik mulighed for at være med til at præge retningen for SDFE’s BA-enhed. Du vil skulle samarbejde med et fagligt stærkt team, som står klar til at sætte dig bedst muligt ind i opgaven. 
 
Dine opgaver vil primært bestå i at:   

  • Foretage Data Mining af brugen af SDFE’s data.    
  • ETL opsætning og analysering af HTTP-logdata, hvilket er den primære datakilde. 
  • Koble internt data med offentligt tilgængelige datakilder. 
  • Anvende Machine Learning algoritmer til analysering af forbrugsmønstre (Market Basket Analysis, K-nearest Neighbors, etc.).  
  • Udvikle nye analysemetoder og omsætte resultaterne til ny viden for SDFE.  
  • Visualisering og afrapportering af dataindsigter til styrelsens dataansvarlige kontorer.  
  • Bistå med analyser af værdien af SDFE’s data og distributionsløsninger. 
  • Agere bindeled mellem analytiske indsigter og forretningen og dermed forankre BA analyseværktøjer i SDFE´s arbejde med data og distribution. 

Din profil 
Vi forventer, at du:  

  • Har en relevant uddannelsesmæssig baggrund (Cand.polit, Cand.oecon, Statistik, Matematik, Ingeniør, Datalogi eller lign.) 
  • Er vant til at arbejde med store datamængder, dataudtræk, databehandling mv. 
  • Erfaring med open source værktøjer som R eller Python - hvilke er vores primære analyseværktøjer, men vi bruger også SAS-software (SAS Visual Analytics, Visual Statistics, SAS Enterprise Guide). 
  • Erfaring med at overlevere komplekse analyser til personer uden analytisk baggrund. 
  • Har et par års erfaring med dataopsætning, statistiske analyser og har foretaget økonomiske analyser af samfundsmæssige tiltag 
  • Naturlig nysgerrighed for at lære nye software og analyseværktøjer at kende.  
  • Har eller hurtigt kan opbygge en god forretningsforståelse  

Som person er du forandringsparat og nysgerrig. Du har gå-på-mod og udviser glæde ved at iværksætte. Du er analytisk og samtidig god til at have det nødvendige overblik til at kunne skære opgaverne til sammen med teamet. Du kan navigere i en virkelighed, som du selv er med til at forme og løfte de opgaver, som skal løses for at nå i mål med funktionens store ambitioner. Du har gode kommunikations- og samarbejdsevner både i dit samarbejde med dine kolleger og i den sparring, der vil være med afdelingens kunder. 
 
Vi tilbyder 
I BA-enheden er vi 4 kolleger, som arbejder tæt sammen om at opbygge enheden og udvikle nye analyser. Vi brænder for at udvikle analyser og gøre dem brugbare for styrelsens øvrige kollegerne, og vi er begejstrede for at formidle nye analyser til kollegerne i styrelsen. Vi lærer en masse, mens vi arbejder, og vi har det sjovt sammen. Du skal være indstillet på en stejl læringskurve, og vi lover dig fine muligheder for at udvikle dig fagligt og personligt. BA-enheden indgår i kontoret Effektivisering, hvor kollegerne arbejder med at sikre at SDFEs eksisterende data og infrastrukturer skaber størst mulige værdi for det omkringliggende samfund. 
 
Løn- og ansættelsesvilkår 
Du bliver ansat som AC-medarbejder i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og akademikere i Staten med mulighed for forhandling af tillæg. Ansættelsesområdet er Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet med tilhørende institutioner. 
 
Tiltrædelse den 1. august 2019 eller efter aftale. 
 
Yderligere oplysninger 
Ønsker du yderligere oplysninger, kan du kontakte kontorchef Brian Arreborg Hansen på 2196 8241 eller fuldmægtig Erik Vangsted Bugge på 4030 3356.  
 
Ansøgning 
Du søger stillingen online via linket ”Søg stillingen”. Vi skal have dine oplysninger, dokumentation for uddannelse, ansøgning og CV senest den 2. juni 2019. Samtaler forventes afholdt i uge 24.  

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder