Jobbet "Sikkerhedskonsulent med stærke projektkompetencer" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Søborg, Politiets Efterretningstjeneste (PET)
Brænder du for at arbejde med udviklingsarbejde og komplekse projekter med afgørende betydning for Danmarks sikkerhed? Er du vant til både at drive, koordinere og stå får leverancen i forbindelse med projekter af sikkerhedsmæssig karakter, så søger vi en stærk projektprofil til PET.

Projektkonsulent med sikkerhedserfaring
Stillingen er placeret i PET’s rådgivningscenter i enheden for Fysisk Sikring og Informationssikkerhed under Forebyggelses- og efterforskningsafdelingen, der overordnet har til formål at øge samfundets modstandskraft. Du arbejder med drive, planlægge og koordinere unikke udviklingsopgaver og projekter, der relaterer sig til sikkerhed, ligesom du står for en stor del af leverancen i forhold til projekterne. Arbejdet sker i tæt samarbejde med forskellige fagpersoner, offentlige myndigheder, brancheorganisationer og virksomheder. Du udarbejder produkter, der kan anvendes til bl.a. information og forebyggelse i forhold til sikkerhedsspørgsmål og står for at formidle disse materialer ad de rette ”kanaler”. 

Du bliver en del af PET’s udadvendte profil, hvor du udover projekt- og udviklingsarbejde også kommer til at fungere som sikkerhedsfaglig formidler. Du skal bl.a. præsentere og undervise i sikkerhedskultur, -adfærd, -bevidsthed og procedurer til myndigheder, forskellige sektorer og samfundsvigtige institutioner.

Du får en alsidig, spændende og udfordrende hverdag i en toneangivende myndighed i det danske samfund, hvor du får en bred kontaktflade til tjenestens mange øvrige afdelinger og eksterne samarbejdspartnere. Du bliver forankret i et team af kolleger med forskellige baggrunde, uddannelser og sikkerhedsrelaterede erfaringer. Vi har godt humør og prioriterer samarbejde samt kompetenceudvikling højt, ligesom vi lægger vægt på et sundt arbejdsmiljø med fleksibel arbejdstilrettelæggelse. 

Analytisk projektprofil med flair for formidling
Du har erfaring med at arbejde med projektledelse, gerne fra en offentlig myndighed eller større privat virksomhed, og du har sandsynligvis en stor sikkerhedsfaglig viden. Du har muligvis en baggrund i Politiet, Forsvaret eller en uddannelse indenfor Security Risk Management eller lignende gerne med et par års erhvervserfaring oven på. Vigtigt er det, at du brænder for at arbejde med national sikkerhed på topniveau. 

Du er en stærk kommunikator, der evner at formidle budskaber både skriftligt og mundtligt på det høje niveau, som er forventet, når man sidder i en national sikkerhedsmyndighed. Du har gennemslagskraft og evnen til at stille dig op foran større forsamlinger som repræsentant for PET, hvor du formidler og præsenterer sikkerhedsbudskaber på en yderst professionel, nærværende og interessant måde. Du er nytænkende og forstår at omsætte ideer til noget, der på en og samme tid er sagligt og interessant. 

Din arbejdsmetode er udpræget analytisk, hvilket, sammen med din faglige nysgerrighed, gør, at du motiveres af at undersøge alternative vinkler og perspektiver. Dit helhedsblik gør, at du forstår at sætte dig ind i organisationens behov, kan bevare overblikket og se dit arbejde i et større perspektiv. 

Du er vant til selvstændigt at drive projekter i en dynamisk og kompleks organisation med mange interessenter, og du er god til at følge op og skabe de gode processer, der balancerer kravene til fremdrift med behovet for at inddrage samarbejdspartnere samt mellem fordybelse og afslutning af opgaverne.

Det er naturligt for dig at tage ansvar for at planlægge og prioritere dine arbejdsopgaver, og en hverdag, der rummer nye udfordringer og forskellige aktiviteter, motiverer dig. Personligt er du energisk, har humor og er lydhør i samarbejdet med andre. Du har let ved at skabe gode relationer og samarbejde på tværs, ligesom du har lyst til at bidrage til vidensdeling og det positive arbejdsmiljø.

Løn- og ansættelsesvilkår
Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende aftale mellem Finansministeriet og akademikere i staten. Du bliver indplaceret på baggrund af dine kvalifikationer.

Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst. 

Såfremt du i forvejen er ansat som tjenestemand i politiet, kan du bevare din ansættelsesform.

Dit arbejdssted bliver Politiets Efterretningstjeneste med adresse på Klausdalsbrovej 1, 2860 Søborg.
Stillingen indeholder op til 30 rejsedage om året.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.

Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte afdelingen på 4134 4726. Du kan finde mere information om PET på www.pet.dk, generel information om politiet kan findes på www.politi.dk og om politiet som arbejdsplads på www.jobipolitiet.dk.

Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Du skal derfor ikke slette tidligere dokumenter, hvis du søger endnu et job. Det er først, hvis du har fået afslag på en søgt stilling, at du kan slette dokumenterne knyttet dertil. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger. Foruden ansøgning og CV, bedes du uploade dit eksamensbevis - vi foretrækker, at du oploader alle dokumenter i pdf-format. Søg stillingen via "Ansøg" linket her på siden.

Vi forventer at afholde samtaler d. 10. januar 2018.

Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge uanset køn, alder, race, religion eller etnisk baggrund.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder