Gå til hovedindhold
Jobbet "Sagsbehandler til Team Industrimiljø - støj" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Sagsbehandler til Team Industrimiljø - støj GENOPSLAG

Har du lyst til at arbejde med støjproblematikker i en professionel statslig virksomhed, så har vi en meget spændende stilling til dig som akustiker i Team Industrimiljø i Miljøsektionen ved Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse i Hjørring.

Om os
Miljøsektionen i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse (FES) varetager Forsvarsministeriets koncernfælles myndighedsopgaver på miljøområdet. 

Miljøsektionen er en dynamisk sektion med 14 medarbejdere med forskellige faglige baggrunde. Miljøsektionen er inddelt i to faglige teams, hvor du vil blive tilknyttet Team Industrimiljø.

Team Industrimiljø er ansvarlige for myndighedsbehandling af miljøgodkendelser og tilladelser, herunder deltagelse i miljøtilsyn; rådgivning i forhold til støj, spildevand og affald samt implementering af miljø- og energiledelse efter hhv. ISO 14001 og ISO 50001 standarden.

Miljøsektionen har en bred berøringsflade med Forsvarsministeriets øvrige styrelser og myndigheder, NATO lande og øvrige nordiske lande samt eksterne samarbejdspartnere, hvorved der er gode muligheder for faglig sparring.

Om stillingen
Vi tilbyder et udfordrende og alsidigt job, hvor du spiller en vigtig rolle i arbejdet med at håndtere Forsvarsministeriets mangeartede problemstillinger indenfor miljøområdet, herunder støj.

Dine opgaver vil bl.a. koncentrere sig om:

  • Rådgivning på støjområdet.
  • Kvalitetssikring af støjberegninger.
  • Håndtering af klagesager.
  • Sagsbehandling af miljøgodkendelser.

Vi søger en akustiker med et bredt kendskab indenfor støjområdet, herunder flystøj, støj fra virksomheder samt støj fra våben. Endvidere vil det være en fordel med et detaljeret kendskab til lovgivning, bekendtgørelser mv. indenfor støjområdet.

Ved løsning af opgaverne skal du kunne agere og finde løsninger i et krydsfelt af forskellige interesser. 

Du skal påregne en del rejseaktivitet indenfor landets grænser (ca. 20 dage) og i mindre grad til udlandet. Du skal have gyldigt førerbevis til kat. B.

Om dig
Du har en relevant naturvidenskabelig uddannelse på kandidatniveau, gerne som akustiker. Det forventes, at du har erfaring med flere af de arbejdsopgaver stillingen omfatter.

Du er interesseret i miljøområdet, og ønsker at bidrage aktivt til en professionel håndtering af Forsvarsministeriets mangeartede problemstillinger på miljøområdet, herunder sikre at Forsvaret har de fornødne vilkår til at uddanne og træne til militære operationer.

Vi forventer, at du er fleksibel, udadvendt og har gode samarbejds- og kommunikationsevner. Du skal kunne arbejde selvstændigt og være god til at formidle dine resultater. Derudover skal du have en god forståelse for helheden - herunder de brugere, som Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse hver dag servicerer.

En stor del af opgaverne løses med bidrag fra eksterne rådgivere via rammeaftaler, så det er væsentligt, at du er god til at koordinere samarbejdet med rådgiverne og en fordel, hvis du har erfaring med udarbejdelse af udbudsmateriale.

Ansættelsesvilkår
Du bliver ansat og aflønnet efter den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikere i Staten på basisløntrin 4 - 8. Derudover vil der, afhængig af dine kvalifikationer, være mulighed for at forhandle tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning på 17,1 % af basisløn og pensionsgivende tillæg.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, kan du kontakte chefen for Miljøsektionen Mette Marie Mygind på telefon 4196 4227 eller faglig leder for Team Industrimiljø Katrine Bechmann på telefon 7231 4257.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesforhold, kan du kontakte HR-konsulent Conny Ventrup på telefon 7281 9134 eller HR-konsulent Martin Fyrstenberg på telefon 7281 9176.

Vi vil bede dig søge stillingen via linket. Du anmodes om at vedhæfte relevante dokumenter, såsom kandidatbevis mv.

Ansøgningsfristen er den 02. april 2018 og ansættelsessamtaler forventes gennemført umiddelbart herefter.

Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder