Byrådet i Silkeborg Kommune har besluttet, at Kommunen som virksomhed skal være CO2-neutral inden udgangen af 2025. Herudover arbejder kommunen for at understøtte den nationale målsætning om 70 % reduktion i 2030. Byrådet vedtog i april 2020 en ny klimastrategi, der sætter retning på klimaområdet. For at komme i mål med den ambitiøse og udfordrende målsætning søger Teknik- og Miljøafdelingen en analytisk stærk kollega med erfaring inden for projektarbejde, processtyring og mod på tværgående arbejde i en stor organisation til Klimasekretariatet

Jobbet
Der er stor bevågenhed på området i kommunen fra det politiske, civilsamfundet, borgere og administrationen. Du vil derfor få et job, hvor der er mulighed for at være med til at sætte retning, og være en central drivkraft for og sammen med mange andre. Der skal i 2021 bl.a. sættes gang i en handleplan, der bliver politisk behandlet netop nu, og der skal udarbejdes en langsigtet klimahandleplan, der tager udgangspunkt i en fremskrivning hen i mod 2025 - hvor målet er, at Silkeborg Kommune som virksomhed skal være CO2-neutral.

I jobbet vil du blive en del af Klimasekretariatet, der har til opgave at komme i mål med Byrådets målsætninger på klimaområdet. Klimasekretariatet består i dag af en overordnet projektleder, der bl.a. arbejder med strategi og planlægning. Arbejdet sker i tæt samarbejde med Silkeborg Forsyning og andre aktører i og udenfor kommunen. Du kan glæde dig til et afvekslende arbejde med både strategiske og nære opgaver. Du vil arbejde med mange spændende udviklingsopgaver, og være med til at præge den grønne omstilling i Silkeborg Kommune.

Du skal herudover forvente, at der i jobbet også vil være en del stabsarbejde. Du vil bl.a. skulle understøtte ledelsen i Teknik- og Miljøafdelingen, Direktionen, det politiske niveau og styregruppen for projektet ved f.eks. at skrive sager, følge op på handleplaner, bidrage til udarbejdelse af klimaregnskab og lave status på projekter og delprojekter.
 
Personprofil
Som kollega i klimasekretariatet forventes det at du trives med og kan:

  • evne både at lede projekter, men også deltage i projekter under andres ledelse og være komfortabel i begge roller,
  • navigere i en stor tværgående organisation, og at du kan bevæge dig på mange niveauer. I arbejdet vil du få behov for at kunne indgå i dialog med Direktion, afdelingschefer, fagchefer og faglige samt administrative medarbejdere,
  • formå at finde kompromisser, og bidrage til løsninger på områder, hvor klimaet ikke naturligt er tænkt ind som første prioritet,
  • arbejde selvstændig og er initiativrig, da der vil være mange opgaver som ikke bliver defineret af andre, men hvor Klimasekretariatet er aktøren, der skal sætte retning.
  • at du formår at se sammenhænge på tværs af enkelte opgaver/projekter/områder, og derved bidrage til at få skabt synergi og sammenhæng på tværs af områder og afdelinger.

Faglige kompetencer
Du har en relevant akademisk uddannelse samt relevant erfaring, men den uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende så længe den understøtter de opgaver, der skal løses.

Det forventes at du har erfaring med projektledelse, og har evnen og lysten til at lave projekt- og procesledelse.

Du må gerne have erfaring med, eller forståelse for, at arbejde i en politisk ledet organisation.

Det er herudover en fordel, men ikke et krav, hvis du har erfaring fra klimaområdet, eller evt. andre aspekter af bæredygtighedsarbejde i en større og tværfaglig organisation, og har interesse for, og viden om virkemidler til reduktion af klimaudledning. Det vigtigste er at du har stor interesse for klimadagsorden, og kan se dig selv arbejde i den kompleksitet der er.

Personlige kompetencer
Som person skal du være samarbejdsorienteret, og kunne skabe gode samarbejdsrelationer til de mange forskellige aktører og interessenter på området.

Udover at skulle være selvstændig i tilrettelæggelsen af dine opgaver, og være den centrale drivkraft i mange opgaver, skal du også være en holdspiller, der kan indgå som en del af et team. Klimasekretariatet er et lille team, hvor det bliver vigtigt, at kunne se og udnytte hinandens forskellige kompetencer.

Du må meget gerne være nysgerrig og du kan sætte dig ind i nye fagområder hurtigt, og tør udfordre ledelsen og rammerne omkring arbejdet.

Du bliver en del af en arbejdsplads, hvor omgangstonen er uformel og humoristisk anlagt, og du kan selv bidrage til at skabe en arbejdsplads, hvor man kommer i godt humør, når man mødes. I Silkeborg Kommune tages der stort ansvar for at løse de opgaver der er, og at det bliver gjort med ordentlighed.

Vi tilbyder:
Et godt og uformelt arbejdsklima
En teamorganisering, hvor der lægges stor vægt på samarbejde også på tværs af fagområder
Mulighed for faglig sparring og udvikling
Fast stilling på 37 timers arbejdsuge med stor fleksibilitet og mulighed for hjemmearbejde
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst, kvalifikationer og aftale om lokal løndannelse

Arbejdspladsen
Du bliver tilknyttet Klimasekretariatet, der er en del af Natur- og Miljøsektionen, hvor vi er 45 engagerede medarbejdere med alsidige kompetencer. Sektionen har ansvaret for at løse kommunale udviklings- og myndighedsopgaver på natur- og miljøområdet. Sektionen spænder bredt fagligt og løser opgaver inden for bl.a. vand, natur, varme, affald og virksomhedsområdet.

Sektionen er en del af Teknik- og Miljøafdelingen, som også omfatter sektionerne Plan, Vej og Trafik samt Byg og Informatik.

Du kan også finde mere information på www.silkeborg.dk/klima

Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og aftale om lokal løndannelse.

Yderligere information:
Vil du vide mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte Natur- og Miljøchef Morten Horsfeldt Jespersen på tlf. 20 51 75 50, eller Projektleder Christian Leth Christensen på tlf. 40 23 59 23.

Ansøgningsfrist 30. november 2020. Ansættelsessamtaler forventes afholdt 10. december 2020.

Vi foretrækker, at du sender din ansøgning online.
Klik på Ansøg. Vedhæft din ansøgning og relevante bilag.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder.