“Her er der mulighed for at arbejde helt operationelt med den grønne omstilling – her snakker vi ikke om grøn omstilling, her gør vi det – Jesper Ravnsbjerg Hansen, afdelingsleder hos Andel Lumen

Vi elsker lys, men vi er meget mere end det
Andel Lumen er totalleverandør af blandt andet gade- og vejbelysning til veje, gader, parker, sportsanlæg og meget andet. Derudover projekterer, etablerer, drifter og vedligeholder vi ladeinfrastruktur samt IoT- og Smart City løsninger, der skaber et smartere og mere trygt offentligt rum.

Driv dine egne projekter
Som projektleder får du plads på vores kontor i Tilst, men med mulighed for at arbejde hjemmefra. Her bliver du en del af et fællesskab med 2 kolleger – resten af de 19 kollegaer i afdelingen holder til i Ballerup. Alle projektledere står for design, etablering, renovering og drift af gadelys- og ladeløsninger samt lignende anlæg.

Du får dine egne projekter at arbejde med, som fortrinsvis vil være i syd/midt Jylland og på Fyn. For hvert projekt er du drivkraften bag alle processer, og undervejs er det dig, der:

  • går i dialog med kunderne for at rådgive og få input til ønsker om fx de el-tekniske løsninger, føringsveje, placering af udstyr, tilslutningspunkt, kabeldimensioner osv.
  • projekterer (spændingsfald- og kortslutningsberegninger), kalkulerer og udarbejder tilbud og udbudsmaterialer
  • planlægger og styrer udførelsen, herunder økonomi, tidsplaner, indkøb osv. med eksterne underleverandører og interne ressourcer
  • løbende deltager i fx ledningsejer-, bygge- og driftsmøder

Få succes gennem gode relationer
Kunderne har ofte flere behov og projekter i pipeline – og som kundernes tætteste samarbejdspartner er det oplagt, at du udforsker muligheder sammen med dine kunder for at se, om der er andet, vi kan hjælpe med.

“Er du god til at skabe stærke tilknytninger til kunderne, kan du bedre forstå deres behov over tid. Så kan du også udfordre dem og få lov til mere.” – Jesper

Sæt strøm til nye ideer
Udvikling er ikke kun noget, vi laver for vores kunder. Hos Andel Lumen har vi hele tiden fokus på intern optimering – perfekt for dig, der trives i et udviklingspræget miljø. Du kan nemlig tage del i forandringsprojekter på både forretnings- og procesplan og komme med egne ideer til, hvad vi kan gøre bedre og hvordan.

“Du får plads til at prøve nye opgaver og arbejdsområder af. Skulle du med tiden få lyst til at udforske andre facetter af Andel-koncernen, er der også mulighed for det.” – Jesper

Vi kombinerer formål, faglighed og fællesskab
Du bliver en del af en arbejdsplads, der arbejder midt i den grønne omstilling, hvor forandringer er en naturlig del af vores spændende fælles rejse og hverdag.

Desuden tager vi os godt af vores kolleger og har fokus på din personlige og faglige udvikling. Du deltager derfor både i introkurser og får relevant videreuddannelse. Herudover får du en attraktiv lønpakke, forsikringsordning, fleksible arbejdstider, betalt mobiltelefon og internetadgang, adgang til motionsrum samt mulighed for en APV-godkendt hjemmearbejdsplads.

Bliver du helt elektrisk ved tanken om at arbejde med grøn omstilling?
Du er handlekraftig og står ikke tilbage for at tage en beslutning – men du elsker også at samarbejde med både kunder og kolleger og tager helst beslutninger i fællesskab. Samtidig er du struktureret og trives derfor godt med at styre en større portefølje af både små og store projekter.

Derudover er vi åbne for din baggrund og dit erfaringsniveau. Det vigtigste er, at du har en passion for projektledelse og tidligere berøring med det eller lignende områder, som fx forsyning, fibernet eller køreledninger. Vi forestiller os, at du har:

  • en el-teknisk uddannelses- eller erfaringsbaggrund – det kan fx være som Installatør, maskinmester eller ingeniør
  • styr på teknologi og styrings-/driftssystemer såsom ERP (SAP), Microsoft 365, GIS, KLS og lignende
  • prøvet kræfter med infrastruktur
  • gode skriftlige kommunikationsevner og er flydende på dansk, så du kan levere skarpe beskrivelser, tilbud og andet kunderelateret materiale

Er du interesseret?
Hvis det lyder som noget for dig, så send os din ansøgning og dit CV via nedenstående link hurtigst muligt og helst inden den 5. december 2022. Hvis du har spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Jesper Ravnsbjerg Hansen på telefon 51 58 07 63.

Vi holder samtaler løbende og ansætter, når vi har fundet den rette kandidat.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder.