Vil du være med til at videreudvikle Center for Ejendomme (CEJ) i Region Hovedstaden med samling og nytænkning af Region Hovedstadens bygherrerolle?

Vi har rigtig mange spændende opgaver at løse og søger derfor flere fagligt stærke og nærværende projektledere, der kan lide at løse større og mindre renoverings- og byggeprojekter (typisk fra 100.000 kr. til 50 mio. kr.).

Om os
Center for Ejendomme (CEJ) er det koncerncenter i Region Hovedstaden, som varetager regionens ejendomsportefølje på ca. 2 mio. kvadratmeter med alt fra fredede ejendomme til hospitalsbyggeri.

Sammen skal vi skabe, drive og optimere de fysiske rammer for Region Hovedstadens hospitaler, virksomheder og centre samt stå for relaterede ejendomsservices. Vi er med til at sikre optimale fysiske rammer for regionens ca. 40.000 ansatte og for de patienter, der skal føle sig ventede og velkomne, overalt hvor de kommer på regionens matrikler.

Vi er i gang med at skabe et stærkt fagligt miljø med gode udviklingsmuligheder for CEJs ca. 850 medarbejdere. Ambitionen er at være en stærk og værdsat samarbejdspartner således, vi sammen med regionens øvrige medarbejdere skaber en god oplevelse for patienterne. I CEJ skaber vi en vigtig del af grundlaget for et velfungerende sundhedsvæsen.

Læs mere om os her.

Om stillingen
Vi har udarbejdet en ambitiøs plan om at renovere regionens matrikler for 7 mia. kr. samt energioptimere for 1,1 mia. kr.  frem til 2029, til gavn for patienter, personale og klima, og mange af vores projekter vil blive udført i en ny spændende samarbejdsform i et strategisk partnerskab.

Vi søger derfor op til 10 nye kolleger - både seniorprojektledere og projektledere - der får ansvaret for udførelsen af hhv. renoveringer, ombygninger eller energioptimering på Region Hovedstadens matrikler.

Alt efter kvalifikationer, vil du enten blive tilknyttet en central funktion i Byg og Renovering (BoR), hvorfra du vil samarbejde med vores 5 byggesektioner, eller blive placeret i en sektion ude på en af vores matrikler. Uanset vil du være en del af en projektlederstab på p.t. 40 dygtige og rutinerede projektledere du kan sparre med.

Vi tilbyder dig et spændende og udfordrende projektlederjob i en kompleks og

interessant kontekst, hvor dine primære opgaver vil være at;

  • planlægge og styre projekter med henblik på optimal gennemførelse i forhold til tid, kvalitet, økonomi og sikkerhed
  • sikre og fastholde interessenthåndtering herunder løbende brugerinddragelse i projekterne
  • være med til at sikre, at Center for Ejendomme er en stærk og værdsat samarbejdspartner

Du vil komme til at samarbejde med professionelle og engagerede kollegaer, og du vil blive en vigtig drivkraft i opbygningen af et stærkt fagligt og socialt miljø, hvor vi vil prioritere at have det sjovt, mens vi når vores ambitiøse mål.

Du vil få en spændende og alsidig arbejdsdag med mulighed for at implementere egne idéer og processer, hvor mulighederne for personlig og faglig udvikling er store, og hvor du vil blive en del af et dynamisk miljø, hvor tillid, åbenhed og helhedssyn er en del af værdisættet.

Om dig
Vi forestiller os, at du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund som f.eks. arkitekt, ingeniør eller bygningskonstruktør.

Du skal kunne dokumentere indsigt i og erfaring med projektledelse og -styring, herunder organisering og gennemførelse samt renovering og ombygninger typisk i bygninger som fortsat er i drift.

Desuden skal du:

  • være struktureret og kunne bevare overblikket
  • evne at arbejde selvstændigt samt planlægge og prioritere opgaver, men
    samtidig være en teamplayer og driver i et stærkt ledelsesteam
  • have gode samarbejds- og kommunikationsevner, der kan udfoldes på
    tværs af organisatoriske skel, interessenter og faglige grænser og niveauer
  • være i besiddelse af stærke samarbejds- og forhandlingsevner
  • have en god forståelse for de politiske og administrative processer i en
    offentlig virksomhed

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesforhold fastsættes i henhold til gældende overenskomst med mulighed for forhandling af tillæg ift. erfaring og kvalifikationer.

Tiltrædelse ønskes snarest muligt.

Du vil i begyndelsen blive tilknyttet CEJs hovedkontor i Herlev, Lyskær 13A og når det er besluttet, hvilke opgaver du skal løse, vil du blive tilknyttet den byggesektion og matrikel som projekterne udføres på.
Samtlige matrikler ligger i Region Hovedstadens geografi.

Du får en fleksibel arbejdstid og muligheder for efteruddannelse. Vi har en aktiv personalepolitik, som understøtter din karriere gennem de forskellige faser af dit arbejdsliv.

Yderligere oplysninger
Du er velkommen til at kontakte enhedschef Jacob Ulrik Sachse på 22 10 74 53, hvis du vil vide mere om stillingen.

Ansøgningsprocedure
Send din ansøgning, CV, uddannelsesbevis og andre relevante dokumenter online via ansøgningsfunktionen.

Ansøgningsfristen er d. 31. januar 2021.

Send gerne din ansøgning snarest, da vi løbende holder samtaler med kandidater.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder.