Jobbet "Projektleder til Offshore Vindmølleprojekter" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

”Vi har et rigtig godt team med stærkt sammenhold, plads til humor og samtidigt et stort selvstændigt ansvar, som jeg er super glad for at være en del af. Samtidig er jeg stolt over at kunne være med til at gøre en grøn forskel og nedbringe CO2 udledningen gennem mit arbejde med vindmøller.” Judit Für, projektchef i Projektudvikling - Havvind

Som vores nye projektleder vil du sammen med havvindmølleteamet udvikle og opføre havvindmølleprojekter, som er en væsentlig forudsætning for, at vi kan realisere HOFORs vindmøllestrategi. Vi har mandat til at undersøge mulighederne for at etablere vindmøller både i Danmark og i udlandet. Vi fokuserer dog pt. på udviklingen af danske havvindmølleparker under den såkaldte Åben-dør-ordning, hvor projektudvikleren selv udvælger lokaliteten og udfører forundersøgelserne.

Vi udfører for tiden også forundersøgelser til to nye havvindmølleparker i Øresund og undersøger herudover mulighederne for at levetidsforlænge Middelgrunden Vindmøllepark.

Som projektleder vil du arbejde tæt sammen med de øvrige kolleger i afdelingen, vores eksterne samarbejdspartnere, leverandører og eksterne rådgivere med ovenstående projekter.  

Dine primære ansvars- og arbejdsopgaver bliver at:

  • Projektlede og planlægge i forbindelse med udvikling og anlæg af HOFORs havvindmølleprojekter.
  • Have daglig og tæt dialog med partnere, leverandører, rådgivere, myndigheder og kolleger.
  • Planlægge, koordinere og styre tekniske, økonomiske, projektorganisatoriske og beslutningsmæssige processer.
  • Budgettere, og styre risiko- og økonomi i projekterne 
  • Udarbejde statusrapporter til ledelsen i HOFOR.

Du bliver en del af Vind & Energihandel, der er et relativt nyt forretningsområde i HOFOR, med mange spændende opgaver. I området får du, udover Judit, 29 dygtige og engagerede kolleger, der tilsammen er ansvarlige for energirelaterede salgsaktiviteter på Amagerværket og for HOFORs portefølje af vindmøller og solcelleprojekter rundt omkring i Danmark. 

Vi arbejder målrettet med at optimere og forbedre arbejdsgange og processer, og du får et selvstændigt og udfordrende job, hvor du er med til at præge udviklingen i de kommende år. Dine opgaver vil derfor udvikle sig løbende med din ansættelse, og vi vil bidrage til at styrke dine kompetencer, både fagligt og personligt.

Vores domicil, med åbent kontorlandskab, er placeret i Ørestaden, og metroen kører lige til døren. I forbindelse med jobbet må der påregnes op til ca. 20 rejsedage om året i Danmark og Nordeuropa.

Erfaren projektleder der brænder for store, komplekse projekter
Vi lægger særligt vægt på dine kompetencer og erfaring som leder af komplekse projekter med mange processer på tværs af fagdiscipliner. Du er vant til at arbejde i større projektorganisationer og har fokus på, at effektivitet og resultater går hånd-i-hånd med trivsel og godt samarbejde. 

Vi forventer, at du:

  • Har lyst og evne til at deltage i ledelsen af store projekter.
  • Er en faglig stærk projektleder med mindst fem års erfaring.
  • Har godt overblik og stor beslutningskraft. 
  • Sætter en ære i at bruge dine gode samarbejds- og kommunikationsevner.
  • Er struktureret og løbende dokumenterer dit arbejde.
  • Har forhandlingserfaring på dansk og engelsk.
  • Det er en fordel, men ikke et krav, at du har erfaring som projektleder fra vindmøllebranchen.

Bliv en del af en større udvikling
Som en del af HOFOR er du en del af Danmarks største forsyningsselskab og er med til at skabe fremtidens forsyning. Vi har store ambitioner, og du vil bidrage til opnåelsen af Københavns Kommunes mål om at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025. Produktion af vedvarende energi er en væsentlig forudsætning for at realisere denne målsætning, og derfor opfører vi vindmølleparker flere steder i landet. Målet er at rejse mere end 100 land- og havbaserede med en samlet kapacitet på 460 MW inden 2025. Derfor bidrager dit arbejde også til en større udvikling.

Læs mere om vores vision om at skabe bæredygtige byer og vores vindmølleprojekter på www.hofor.dk/baeredygtige-byer/vindmoeller/

Klar til at ansøge?
Har du konkrete spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Kim Pind på telefon 2795 4927. Ansøgningsfristen er den 30. august 2020.  
Vi forventer at afholde samtaler i uge 37. Forventet ansættelse snarest muligt.                                                                             

Ansøgninger modtages kun gennem vores online rekrutteringssystem. Klik på ”Ansøg".
Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder.