Du bliver en del af en organisation, hvor trivsel og fleksibilitet står højt på dagsordenen. Du får derfor tilbudt udstyr til en veludstyret hjemmearbejdsplads for at kunne afveksle bedst muligt mellem at være på din arbejdsplads på vores kontor i Ballerup eller Fredericia og hjemme.

AFDELING OG OPGAVER
I afdelingen Projektmodning har 11 dedikerede projektledere ansvar for at udarbejde beslutningsgrundlag til alle projekter vedrørende fysisk infrastruktur, lige fra større strategiske projekter, reinvesteringer af eksisterende ledninger og stationer samt tilslutning af VE-udviklere og store forbrugere.

Som projektleder i Projektmodning bliver du ansvarlig for projektledelse af investeringsprojekter fra de initieres og helt frem til endelig godkendelse. Du har snitflader og samarbejde til mange dele af organisationen, og du sikrer dels fremdrift på projekterne, og dels at leverancer fra de øvrige dele af huset leveres til tiden og til den aftalte kvalitet.

Du har i høj grad ansvar for at udarbejde løsningsvalget i modningsprojektet, hvor du som projektleder sammen med resten af projektholdet står for at:

  • Udarbejde business case og sagsfremstilling for investeringsbeslutninger.

  • Varetage dialog med VE-udviklere og store forbrugere i forbindelse med investeringsbeslutning om tilslutning af deres anlæg.

  • Initiere projekter med udarbejdelse af rationale, problemidentifikation, ressourceforespørgsler mm.

  • Facilitere analyser for at finde den bedste løsning på den identificerede problemstilling.

  • Koordinere teknisk design og risikovurdering af de(n) valgte løsning(er).

Efter 6-12 måneder i jobbet kan du se frem til at have indgående kendskab til udarbejdelse af investeringsbeslutninger i Energinet regi og du vil have gennemført dine egne projekter fra initiering til endelig godkendelse og overdragelse til en etableringsprojektleder – samtidig med at du har skabt gode samarbejdsrelationer på tværs af organisationen og med Energistyrelsen.

KVALIFIKATIONER
Du kan enten komme med en solid erfaring med projektledelse eller med en baggrund indenfor stærkstrøm samt viljen og evnen til at udvikle dine projektlederkompetencer. Jobbet kræver, at du evner at formidle tekniske løsninger til ikke-teknikere, ligesom du evner at udlede og formidle anbefalinger på et komplekst datagrundlag – både skriftligt og mundtligt.

Som person er du struktureret, målrettet, nysgerrig på og har viljen til at lære fra dine kollegaer. Du skal selvstændigt kunne drive projektprocessen og sikre fremdrift samtidig med, at du har fokus på, at vi skal lykkes i fællesskab.

ANSØGNING OG KONTAKT
Send din ansøgning med cv og andre relevante bilag via linket ”ansøg”, så vi har den senest 30. november 2022. Vi forventer at holde samtaler 6. og 7. december (1. samtale online) og 14. december (2. samtale i Fredericia). Har du spørgsmål til jobbet, er du meget velkommen til at kontakte afdelingsleder Meta Reimer Brødsted på telefon 31 42 78 66.

Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle kvalificerede, uanset baggrund, til at søge jobbet. Vi arbejder aktivt og målrettet med mangfoldighed i Energinet og opfordrer dig derfor til at udelade billede, oplysninger om alder, civilstand og lignende, for at minimere ubevidste biases i processen.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder.