Jobbet "Projektleder til byggesupport" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Som vores nye projektleder indgår du i sektionen Byggesupport, som er ansvarlig for at indgå aftaler med nye kunder i HOFOR. Det er vores arbejde at hjælpe private og offentlige byudviklere med at etablere vand, spildevand –og fjernvarmeforsyning i større og mindre områder.

Som projektleder vil du primært arbejde med byggemodning og større ledningsomlægninger, og du vil være ansvarlig for at indgå aftaler med vores kunder om ny forsyning i forbindelse med større, nybyggede områder. Eksempler på igangværende projekter er: Carlsberg Byen, Bella Kvarter, COOP byen og Engholmene.

Du kommer til at være kundens primære indgang til HOFOR. Du vi følge bygherrernes arbejde tæt og samarbejde med mange interessenter, både internt i HOFOR og eksternt med rådgivere, developere og entreprenører. Det er denne koordinering du kommer til at drive, så vores kunder får professionel rådgivning samt en seriøs og fagligt kvalificeret aftalepartner fra første henvendelse til overdragelse af anlæg til HOFOR.

Dine primære arbejdsopgaver bliver at:

  • Være i kundedialog omkring større byggerier
  • Indgå kontrakter, løbende hjælpe og afklare med kunderne
  • Udføre projektledelse med fokus på at varetage HOFORs interesser, herunder koordinering af fagspecialister i HOFOR, opfølgning på tilsyn og økonomi
  • Foretage teknisk kontrol, herunder kontrol af dimensionering samt tekniske kravspecifikationer og overlevering af de færdige anlæg til drift

Der er tale om et selvstændigt og udfordrende job i en stor og spændende organisation, hvor du får mulighed for at medvirke konstruktivt til byens udvikling.

I Byggesupport får du 20 dygtige kolleger, der arbejder med vand, fjernvarme og spildevand. Vores opgaver omfatter bygherrerådgivning, afklaring af forhold for ledningsejere, kundeaftaler omkring varme- og spildevandsstik, aftaler om midlertidige tilslutninger samt teknisk rådgivning af vores kunder.

Overblik, stærke samarbejdsevner og klar kommunikation

Du er først og fremmest projektleder og har nogle års praktisk erfaring. Du kan bedrive uformel ledelse og trives med dialog og at skabe overblik, når opgaverne bliver komplekse. Det vil være en fordel, hvis du har erfaring fra anlæg- eller forsyningsbranchen og at du samtidig har kendskab til eller interesse for lovgivning samt regler inden for forsyningsområdet.

Du har kundeforståelse og formår at balancere kundens ønsker op mod HOFOR tekniske og funktionelle krav. Din erfaring med projektledelse inkluderer planlægning, forhandling, indgåelse af kontrakter og løbende interessenthåndtering. Du kan skabe relationer og trives i en rolle, hvor du dagligt har kontakt til mange kolleger og eksterne samarbejdspartnere.

Du skal have lyst til at indgå i en sektion, hvor tempoet kan være højt, hvor der både er meget selvstændige opgaver og ting vi løser sammen, og hvor vi nogle gange skaber processerne undervejs.

Bliv en del af en større udvikling

I HOFOR bliver du en del af en fælles vision. Vi vil skabe bæredygtige byer baseret på klima- og miljørigtige forsyningsløsninger inden for vores kerneområder: Rent vand, spildevandsafledning, fjernvarme, fjernkøling samt bygas og vindenergi.

Vi udvikler, bygger nyt og renoverer, så vi hver dag kan levere grønne, sikre og billige forsyningsløsninger til mere end en million mennesker i København og omegnskommunerne. Byerne vokser, og det er HOFORs vision, at denne udvikling skal være bæredygtig, så man også kan bo i byerne om 100 år.

Derfor er dit arbejde også en del af en større udvikling.

Du kan læse mere om HOFOR og vores vision om at skabe bæredygtige byer på hofor.dk/baeredygtige-byer.

Klar til at ansøge?

Har du konkrete spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionsleder, Nana Gees, på telefon 2795 2123.

Ansøgningsfristen er den 28. juni 2021.

Vi forventer løbende at holde ansættelsessamtaler, og opfordrer dig til at sende din ansøgning hurtigst muligt.

Ansøgninger modtages kun gennem vores online rekrutteringssystem. Klik på ”ansøg”.

Skriv venligst i ansøgningen, at du har set jobbet på Jobfinder.