Jobbet "Projektleder til 50 kV-projekter" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Bliver du helt elektrisk ved tanken om at være en del af et hold, der driver den grønne omstilling?

Hele Danmarks elnet står over for en gennemgribende renovering – og som projektleder er du med til at sikre forsyningen til vores eldrevne fremtid.

Og så kan du glæde dig til en hverdag med masser af fleksibilitet og selvledelse.

”Vi tror på, at tillid er nøglen til, at du trives i jobbet. Derfor får du stor frihed til at køre dine projekter, som du finder det bedst. Og kan du udfordre ”plejer-syndromet”, modtages det bare med kyshånd,” siger Jacob Skovgaard Holm, som bliver din daglige leder.

Vi arbejder med de højeste spændingsniveauer

Du bliver en del af teamet Kombiprojekter, som hører under Anlægsprojekter, hvor vi i alt er ca. 100 kolleger. Det er os, der står for projekteringen, når vi foretager store ombygninger eller bygger nye 50 kV-hovedstationer på Sjælland og øerne.

Din base er på kontoret i Virum, men du skal nok få masser af afveksling, når du er ude i marken, ligesom du selvfølgelig kan arbejde fra hjemmefra, hvis du har behov for det.

Og det kan godt være, vi arbejder med 50 kV, men spændinger i teamet har vi ingen af.

”Vi har en supergod tone og en stor velvillighed over for hinanden. Så hvis du fx har udfordringer med en opgave, er der altid en kollega, der tager sig tiden til at hjælpe dig i mål,” fortæller Johannes Thise Rasmussen, projektleder og din kommende kollega.

Projekter med stor alsidighed

Dit nye job byder på forskelligartede projekter lige fra udskiftning af transformere og koblingsanlæg til etablering af helt nye hovedstationer. Og det er dig, der leder projekterne fra start til slut, når du:

  • sætter tidsrammen og holdet og står for projekteringen
  • sætter entreprenører og kolleger i gang på hovedstationerne, når udførelsen påbegyndes
  • håndterer de mange forskellige interessenter – både eksterne og interne
  • opdaterer og kvalitetssikrer den tekniske dokumentation i samarbejde med vores tekniske designere
  • følger løbende op på økonomi og laver slutafregning.

Desuden kommer du til at bidrage med din eltekniske viden, når vi laver nye udbud og rammeaftaler.

Du kan arbejde som ren projektleder eller selv dykke ned i beregningerne, hvis du er typen, der ikke kan lade være. Det finder vi ud af sammen, så du gør det, du brænder mest for.

Fordi du bliver problemløseren på lokationen, indebærer jobbet i begrænset omfang transport, som du klarer i egen bil. Vi kompenserer dig selvfølgelig efter statens takster.

Du har styr på det eltekniske og skaber orden og gejst

Som erfaren projektleder ved du, hvordan du lægger en realistisk tidsplan. Samtidig ligger det naturligt til dig at arbejde med mennesker – og motivere folk omkring dig, så der er rift om at være med på dine projekter. For ligesom os andre i Nexel synes du, at det skal være sjovt at gå på arbejde.

Ellers forestiller vi os, at du:

  • er stærkstrømsingeniør og har erfaring fra højspændingsanlæg
  • har sans for god kommunikation – om det er naboerne til et graveprojekt, eksterne rådgivere, entreprenørvirksomheder eller interne samarbejdspartnere, du kommunikerer med
  • begår dig problemfrit på dansk og engelsk både skriftligt og mundtligt.

Er du helt i stødet nu?
Så send din ansøgning og dit CV via nedenstående link snarest muligt. Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Jacob Skovgaard Holm på 2018 7019.

Vi holder samtaler løbende og ansætter, når vi har fundet den rette kandidat.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder