Gå til hovedindhold

Som projekteringsleder på miljøområdet får du ansvaret for at sikre de miljømæssige forhold på udbygningen af den dobbeltsporede jernbane fra Ringsted til Rødby. 

Du bliver en del af en matrix-opbygget projektorganisation under navnet; Ringsted Femern Banen (RFB), hvilket giver dig en bred kontaktflade og mulighed for at arbejde i et tværfagligt og dynamisk projektmiljø. 

Vores projekter gennemføres i total- og hovedentrepriser, hvor både projektering og udførelsen foretages af rådgivere og entreprenører. Vi projekterer således ikke selv, men arbejder tæt sammen med vores rådgivere og entreprenører. Projektet er omfattet af en anlægslov, der sætter rammerne for udførelsen af projektet. 

Vores entreprenører er i fuld gang med blandt andet større jordarbejder og ombygning af et stort antal broer. Vi står i de kommende år foran at skulle gennemføre omfattende arbejder i et antal store sporspærringer. Her er du med til, at sikre, at der ikke opstår tidskrævende overraskelser og forglemmelser. 

Dine opgaver 
Du varetager i samarbejde med vores anden projekteringsleder for miljø ansvaret for RFB’s faglige styring og opfølgning i forbindelse med natur- og miljølovgivning. 

I forbindelse med projekteringen har du ansvaret for at sikre, at relevante miljøforhold indarbejdes og tilgodeses i projekterne. 

Du er med til at sikre, at projekterne og arbejdet generelt udføres i henhold til anlægsloven og VVM-reglerne. I forbindelse med større projektændringer, vil du få ansvaret for, at få projekterne screenet hos Trafik-, Bygge og Boligstyrelsen (TBST).  

Du har ansvaret for at sikre udarbejdelsen af relevante ansøgninger, opfølgning på indhentning af myndighedstilladelser samt sikring af at kravene for jord- og affaldshåndtering, støj med videre overholdes.  

I udførelsesfasen arbejder du tæt sammen med vores byggeledelse og har ansvaret for at supportere dem i forhold til miljøspørgsmål. I forbindelse med anlægsaktiviteterne, har du ligeledes ansvaret for at besvare spørgsmål fra entreprenører, føre tilsyn med entreprenørens indhentning af myndighedstilladelse og at holde øje med hvorvidt entreprenørerne overholder miljølovgivningen. I den forbindelse vil tilsyn på byggepladser langs anlægsstrækningen og deltagelse i møder på byggepladskontoret i Vordingborg være en del af opgaverne.  

Faglig kompetent og resultatorienteret 
Du har en videregående uddannelse som ingeniør, biolog eller tilsvarende. Det er et krav, at du er godt inde i lovgivningen og myndighedsbehandlingen på miljøområdet. Det vil endvidere være en fordel, at du har erfaring med miljøarbejde i forbindelse med den praktiske udførelse af anlægsprojekter, f.eks. med jordhåndtering, støjende arbejder eller lignende. Det vil ligeledes være en fordel, at du har erfaring med miljøkonsekvensvurderinger, men det er ikke et krav. Da vores udbud er på engelsk er det en forudsætning, at du kan læse og udtrykke dig frit på engelsk.  

Du har erfaring med at definere og styre opgaver. Du formidler ubesværet og har let ved at samarbejde på tværs af faggrænser og organisatoriske enheder. Du formår at hæve dig op fra detaljerne og se tingene i et større perspektiv. Du er resultatorienteret og trives med at træffe selvstændige beslutninger. 

Løn 
Du ansættes i forhold til A/C-overenskomsten, og lønnen fastsættes på baggrund af dine erfaringer og kvalifikationer. 

Ansøgning og kontakt 
Vil du vide mere om stillingen, så kontakt sektionschef Jeppe Juul Lauridsen eller projekteringsleder Mette Daugaard Petersen. Send din ansøgning og dit CV hurtigst muligt. 

For at søge stillingen klikker du på linket ”Ansøg” og følger instruktionerne.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder.