Jobbet "Projekteringsleder for integration og analyse til Anlægsprojektering" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Vi søger nu en skarp og engageret profil til en ny rolle i Banedanmark. Som projekteringsleder for integration og analyse vil du få mulighed for at arbejde på tværs af vores store og komplekse portefølje af projekter, hvor vi fornyer sporene på forskellige strækninger på både S-banen og fjernbanen, udruller nye digitale signaler og elektrificerer store dele af den danske jernbane. Du kan læse mere om projekterne her.

Du bliver en del af anlægsdivisionen, som er en del af landets største bygherreorganisation. Her tilbyder vi en spændende hverdag, med en bred kontaktflade i et tværfagligt og dynamisk projektmiljø samt et tæt samarbejde med rådgivere og myndigheder. Dine fremtidige kollegaer finder du i sektionen Spor, som er en del af området Anlægsprojektering. I Spor får du 12 af landets bedste kollegaer i en sektion, hvor humøret er lige så højt som tempoet.

Unik mulighed for at kombinere teknisk fordybelse med samarbejde og projektledelse
I Banedanmark er vi i gang med en historisk fornyelse af jernbanen, som inkluderer en stor portefølje af komplekse sporprojekter, nye digitale signaler og elektrificering af store dele af den danske jernbane. I samspillet mellem disse projekter opstår der nye og uforudsete problem­stillinger mellem integrationen af nye teknologier i eksisterende jernbane eller i integrationen mellem de forskellige projekter, der samtidig planlægger ændringer i samme infrastruktur. Både problemer og løsninger skal tænkes sammen med kontraktforhold, tidsplaner og grænsefladeaftaler, hvorfor det er lige dele ledelse og teknisk forståelse, der skal i spil for at lykkes.

Stilling er nyoprettet, og giver den rigtige kandidat en unik mulighed for at gå helt i dybden med de allersværeste tekniske udfordringer, som ikke kan løses i basisorganisationen. I praksis vil du ofte blive leder af konkrete task forces, som arbejder på tværs af flere projekter og på tværs af hele Banedanmarks organisation. Task forces består af ressourcer fra Anlæg, Infrastruktur og eksterne specialister, og arbejder analytisk men resultatorienteret med indsamling af data og dokumentation, gennemførelse af interviews, analyse af materiale og udarbejdelse af løsningsdesign – ofte i en række af parallelle og iterative processer. Alt sammen sker i tæt dialog med sektions- og områdeledelsen.

Stærk analytiker og dygtig samarbejdsleder
Du kommer med en relevant videregående uddannelse, f.eks. som ingeniør eller bygningskonstruktør. Du kombinerer din uddannelse med relevant erfaring med komplekse analyser, der fokuserer på interaktionen mellem projekter, forretning og tekniske problemstillinger, f.eks. som projektleder, analytiker eller tilsvarende. Alternativt har du din baggrund i jernbanen med indsigt i et teknisk fagområde, og du ønsker at gå et skridt videre i din karriere mod projekt- eller personaleledelse.

I din opgaveløsning tager du udgangspunkt i at opbygge en dybdegående teknisk indsigt i problemerne, men løsningerne på problemerne finder du i samspil med kollegaer fra hele organisationen, evt. også eksterne. Du har en naturlig forståelse for at navigere i de mange interessenters forskellige behov og muligheder, og derfor er du en vellidt samarbejdspartner og kollega.

Du trives med at være en del af et fællesskab, hvor gensidig hjælpsomhed får hverdagen til at glide. Som bindeled og tæt samarbejdspartner mellem fagledere, rådgivere og projektledelse, er det vigtigt, at du både hjælper andre, men også selv er klar til at bede om hjælp. Det skaber tillid på tværs af sektionen til, at vi alle løfter vores opgaver som aftalt. Du får en bred kontaktflade, og derfor er det vigtigt, at du formulerer dig klart og tydeligt, mundtligt såvel som skriftligt.

Du vil få arbejdsplads på vores nybyggede hovedkontor centralt i København, i Fredericia eller på vores kontor i Aarhus.

Løn
Du ansættes efter gældende overenskomst, og lønnen fastsættes efter dine erfaringer og kvalifikationer.

Ansøgning og kontakt
Vil du vide mere om stillingen, så kontakt Søren Lindner Mikkelsen. Send din ansøgning og CV hurtigst muligt, da vi indkalder til samtaler løbende. For at søge stillingen klikker du på linket ”Ansøg” og følger instruktionerne.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder.