Ønsker du at påvirke dagsordenen inden for klimatilpasning og bæredygtighed gennem eksekvering af store spildevands- og klimaprojekter?

Projektområdet i HOFOR gennemfører årligt mere end 500 anlægsprojekter inden for vores forskellige forsyningsområder, og har mere end 200 ansatte i området. Projekterne omfatter alt fra mindre vedligeholdsprojekter til etablering af forsyningsledninger, vandværker, kraftværker, spildevandsprojekter m.fl. Vi er blandt andet i fuld gang med at udbygge og ombygge afløbssystemet for at reducere mængden af spildevand, der ledes i recipienten.

Som vores nye projektchef bliver du en del af Porteføljestyringsafdelingen, som er en af fire afdelinger i Projektområdet. Afdelingen er ansvarlig for at styre alle anlægsprojekter i HOFORs opland inden for forsyningerne fjernvarme, vand, spildevand, kraftvarme mv. Afdelingen har et årligt budget på mere end 2,0 mia. kr. Du vil sammen med afdelingens øvrige 11 Projektchefer referere til afdelingschefen for Portefølje.

Du får ansvaret for renovering og nybygning af en række af vores store og mindre spildevandsanlæg, typisk spildevandsbassiner, skybrudstunneller, ledningsanlæg mv. i samarbejde med 2 øvrige projektchefer på dette område. Projekterne udvælges, udvikles og prioriteres i samarbejde med Plan- og Driftsafdelingerne, og det vil være dit ansvar at sikre, at projektlederne løser projekterne til tiden inden for de økonomiske rammer og de aftalte mål.

Dine primære arbejdsopgaver bliver at:

  • Have ansvar for en Portefølje af store og små spildevandstekniske anlæg. Projekterne er kendetegnet ved en høj grad af kompleksitet, såvel teknisk som interessentmæssigt, hvor der skal ske en høj grad af koordinering med flere afdelinger i HOFOR, med andre projekter og forsyningsselskaber samt med myndigheder
  • Samarbejde med den øvrige ledelse i Projektområdet, Plan- og Driftsafdelingerne i HOFOR og i særdeleshed to øvrige projektchefer med lignende Porteføljer
  • Være en drivende kraft i arbejdet med at systematisere og strømline udførslen af vores store spildevandsprojekter på tværs af Porteføljerne
  • Samarbejde med sektionen omkring ressourceplanlægning, herunder også kompetenceudvikling af HOFORs projektledere
  • Deltage i den overordnede produktionsplanlægning i forhold til eksekvering af anlægsprojekter
  • Sikre overblik over projekternes økonomi og fremdrift i Porteføljen
  • Motivere og sparre med projektleder omkring kritiske og relevante forhold fx. faglige, kontraktuelle, økonomiske, udbuds-, bemandings-, risiko-, kvalitets- og tidsmæssige forhold i projektet
  • Sikre effektivt og smidigt samarbejde med vores eksterne leverandører, rådgivere og entreprenører

Der er tale om et selvstændigt og udfordrende job i en stor og spændende projektorganisation. Du vil blive en del af et dynamisk, projektorienteret arbejdsmiljø med engagerede og dygtige kolleger i en virksomhed med flad struktur.

Erfaren projektchef med godt overblik og gode kommunikationsevner
Vi forventer, at du har mere end fem års erfaring som projektchef eller mere end 10 års erfaring som projektleder fra komplekse spildevandsprojekter. Derudover forventer vi, at du besidder en teknisk-, forretningsmæssig forståelse samt udviklingserfaring. Du har måske opnået erfaringen fra en forsynings-, rådgiver- eller entreprenørvirksomhed.

Du er i stand til at skabe ro samt overblik over Porteføljen og opnå et godt samspil med projektlederne. Du er god til at planlægge og prioritere samt fejre succeser i fællesskab, når målene opnås. Du har gode kommunikationsevner og bruger dem til at udfordre organisationens ledere og dine medarbejdere konstruktivt, så de udvikler sig og skaber gode resultater.

Vi forestiller os desuden, at du har lyst til at arbejde med kompleks interessenthåndtering, en interesse i løbende at følge op på økonomi, tidsplan, leverancer, leverandører og lignende i Porteføljen.

Endelig skal du udvise stærk interesse i at udvikle og strømline processer på tværs af projekter med henblik på at effektivisere projektafviklingen.

Bliv en del af en større udvikling
I HOFOR bliver du en del af en fælles vision. Vi vil skabe bæredygtige byer baseret på klima- og miljørigtige forsyningsløsninger inden for vores kerneområder som er rent vand, spildevandsafledning, fjernvarme, fjernkøling og bygas samt vindenergi.

Byerne står over for store udfordringer, bl.a. fordi det regner mere og oftere. HOFOR arbejder for, at man også skal kunne bo i byerne om 100 år. Vi har allerede gennemført adskillige projekter i Hovedstadsområdet, og i de kommende år bliver der investeret yderligere i at skybrudssikre hele København og minimere risikoen for oversvømmelser i Hovedstadsområdet.

Læs mere om HOFOR og vores vision om at skabe bæredygtige byer på hofor.dk/baeredygtige-byer.

Klar til at ansøge?
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingschef, Martin Lykke Jensen, på telefon 2795 3466 eller e-mail malj@hofor.dk.

Ansøgningsfristen er den 5. december 2021.

Vi afholder løbende samtaler og ønsker opstart hurtigst muligt.

Ansøgninger modtages kun gennem vores online rekrutteringssystem. Klik på ”Ansøg”.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder