Gå til hovedindhold
Jobbet "Projektchef" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Projektchef med ansvar for koordinering af jernbaneprojekter og programmer på strækningen Fredericia-Aarhus-Aalborg
Banedanmark har i de kommende år en række store projekter og programmer for udvikling af jernbanenettet. Udrulningen af ny signalteknologi skal sikre, at de gamle og udtjente signaler erstattes af et moderne signalsystem, og elektrificeringen gøre den danske jernbane grønnere ved at muliggøre overgangen fra dieseldrevne til elektriske tog. Samtidig har vi en fortsat stor og vigtig opgave i at holde den eksisterende jernbane vedlige og forny den på de strækninger, der trænger.

Grænsefladerne og de interne afhængigheder mellem disse aktiviteter er mange og ofte komplekse, og mens projekterne gennemføres, skal der fortsat køre tog. På strækningen Fredericia-Aarhus-Aalborg har Banedanmark en særligt udfordrende opgave med at koordinere signaludrulning, elektrificering samt fornyelsesprojekter og hastighedsopgraderinger. Vi søger derfor en erfaren profil, der kan stå i spidsen for at sikre den tværgående planlægning og eksekvering af projekterne.

Du vil blive ansat i Anlægsdivisionens PMO-område, men du vil få en bred kontaktflade i resten af organisationen, og du vil opgavemæssigt skulle arbejde tæt sammen med områdechefer og direktører på tværs af divisioner.

Du vil få tjenestested enten i København eller Fredericia, men der må under alle omstændigheder påregnes en del rejseaktivitet mellem hovedkontoret i København og kontoret i Fredericia.

Porteføljeplanlægning, fremdriftssikring og projektsparring
Din hovedopgave bliver at koordinere de mange projekters udførelse og sikre både sammenhæng mellem og overholdelse af tidsplaner i samarbejde med projektledere og styregrupper. Du skal have overblikket over den samlede plan og grænsefladerne mellem projekterne, og du skal have viden om det enkelte projekts fremdrift, risici og udførelsesmuligheder. Det er derfor vigtigt, at du har erfaring med gennemførelse af store og komplekse projekter og programmer og hurtigt kan sætte dig ind i komplicerede tekniske løsninger.  

Du kommer til at indgå dels i den tværgående styregruppe og dels i de store projekter og programmers styregrupper, og du får en vigtig rolle i at holde disse opdaterede på grænsefladeproblematikker og -risici. Du skal altså kunne begå dig på direktions- og områdechefniveau. Du bliver også en vigtig sparringspartner for det enkelte projekt i dets projekt- og udførelsesplanlægning, hvor du skal være helt nede i maskinrummet og med til at udtænke løsninger og følge op på fremdrift.

Du vil bl.a. skulle varetage ugentlig fremdriftsopfølgning med de enkelte projekter; udarbejde oplæg til det tværgående styregruppemøde samt forestå rapportering og lignende for de tværgående aktiviteter.

Stillingen er nyoprettet, og du kommer i høj grad til selv at få indflydelse på udviklingen af din rolle. Du skal derfor kunne arbejde selvstændigt, være initiativrig og god til at navigere i en stor, politisk styret organisation.

Bundsolid og løsningsorienteret programleder
Vi forestiller os, at du har en lang, videregående uddannelse, for eksempel ingeniør. Du har samtidig solid erfaring som projektleder eller programleder. Det vil være en fordel, hvis du har en projekt- eller programledelsescertificering og kendskab til PRINCE2® og MSP®.

Det er vigtigt, at du har en tung planlægningsmæssig baggrund indenfor bygge- og anlægsbranchen, og erfaring med jernbanen vil være en klar fordel.

Dine kommunikationsevner skal være helt i top – både mundtligt og skriftligt – da du skal kunne gøre dig forståeligt og sætte dig igennem over for både byggeledere, projektledere, anlægschefer, områdechefer og direktører.

Som person forestiller vi os, at du har et højt energiniveau kombineret med en rolig og anerkendende facon. Du skal have en stor mental ’båndbredde’ og et robust sind. Det betyder, at du kan se løsninger og muligheder, hvor andre giver op, men at du samtidig har en realistisk og til tider kritisk tilgang til projekternes iboende optimisme.

Løn
Du ansættes i forhold til AC-overenskomsten, og lønnen fastsættes på baggrund af dine erfaringer og kvalifikationer.

Ansøgning og kontakt
Vil du vide mere om stillingen, så kontakt sektionschef Gunvor Winther Hvidtfeldt. Vi vurderer ansøgninger og indkalder til samtaler løbende, så send din ansøgning og CV hurtigst muligt.

For at søge stillingen klikker du på linket ”Ansøg” og følger instruktionerne.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder