MAN Energy Solutions produktionsenhed i København står overfor spændende udfordringer de kommende år med bl.a. investeringer i digitalisering, automatisering, insourcing og spåntagende bearbejdning, for at nævne et par hovedoverskrifter. For effektivt at støtte op om denne udvikling søger vi en dygtig projektleder med erfaring fra industrien og med speciale i fremstillingsteknologi. Forbedring og implementering af ny og gamle fremstillingsprocesser er omdrejningspunktet.

Hvad skal jeg lave?
Som projektleder er det dit ansvar at sikre grundlag, ledelse og i sidste ende succesfuld implementering af de af styrgruppen udvalgte projekter – on time, on cost and on scope. Du vil være dybt involveret i alle faser i projektcyklussen. Lige fra idegenerering med forretningsenhedens strategi og målsætning som ryggrad, til udvælgelse, forundersøgelse, projektspecificering, opstart, implementering, nedlukning og endelig opfølgning og efterkalkulation af projekterne. Alle projekterne udføres på MAN Energy Solutions produktionsadresse i København og vil generelt gå under overskriften ’Fremstillingsteknologi’.

Projektlederens rolle er kompleks. Du er vertikal og horisontal brobygger. Du skal oversætte, være coach, kaptajn og kommandør på samme tid. Du skaber resultater gennem indirekte ledelse og er dybt afhængig af dine sociale egenskaber.

Samtidigt kræver stillingen:

  • et højt niveau af systemtænkning
  • en evne til planlægning og strukturering
  • og ikke mindst dokumenteret teknisk indsigt i produktionsteknik og automatisering.

Denne komplekse og udfordrende opgave er ikke for enhver. Rammerne og beslutsomhed fra ledelsens side er dog til stede, så hvis du mener at besidde de nødvendige kvaliteter kan du trygt søge stillingen, der med sikkerhed vil give dig udfordring og erfaring – midt i København.

Hvem er jeg?
Uddannelse og faglige kompetencer:

  • M.Sc eller B.Sc. med teknisk baggrund
  • Certificeret projektleder
  • 3-5 års erfaring med projektledelse
  • Erfaring fra metalindustri

Personlige kompetencer:

  • Inspirerende tilstedeværelse
  • Struktureret og analytisk
  • Resultatorienteret
  • Åben og kommunikerende
  • Strategisk tænkende
  • Høj integritet

Hvordan er mit nye team/forretningsområde?
MAN Energy Solutions produktionsenhed på Teglholmsgade i Sydhavnen har en lang og stolt tradition for produktion og udvikling af MAN to-takt motorkomponenter, der for indeværende blandt andet omfatter indsprøjtnings- og ventilsystemer. Den totale produktionsenhed består af ca. 250 engagerede og kompetente kollegaer i produktion og administration. Fabrikken fungerer i tæt samarbejde med motorudvikling og R&D, som modnings- og serieproducerende enhed. Alle 250 medarbejdere er potentielle projektdeltagere i dine fremtidige projekter. Kollegaer fra R&D og udvikling vil ligeså være naturlige samarbejdspartnere og i nogle tilfælde projektdeltagere, hvis projektet byder det.

Du vil indgå i et team på tre projektledere, som alle indgår i den tekniske ledelsesgruppe og refererer til produktionsledelsen. I er en del af en større enhed for teknisk support og produktionsudvikling på 35 mand, der sikrer LEAN, produktionsteknik, vedligehold og produktionsudvikling.

Produktionsudstyr, processer og personprofiler er talrige. Der er konstant nye produkter i pipeline, løbende optimering, insourcing og omlægning af eksisterende produktion samt en bred vifte af brudflader til andre afdelinger i produktion og udvikling. Du får mulighed for at anvende og videreudvikle dine tekniske kompetencer samt prøve kræfter med indirekte ledelse og af højtspecialiserede medarbejdere.

Hvem er MAN Energy Solutions?
Med hovedkvarter i Tyskland beskæftiger MAN Energy Solutions sig med omkring 15.000 medarbejdere over hele verden. Heraf er vi ca. 2.200 passionerede medarbejdere i Danmark fordelt på tre lokationer: København, Frederikshavn og Holeby. Med mere end 250 års erfaring inden for advanced engineering leverer vi en unik portefølje af teknologier og muligheder inden for udvikling af motorer til brug på skibe og i kraftværker over hele kloden. MAN Energy Solutions arbejder ud fra mottoet ”Future in The Making”, fordi vi bl.a. gør en dyd ud af at skabe bæredygtige løsninger og bidrager til en kulstofneutral økonomi.

Hvad kan MAN Energy Solutions tilbyde?
Vi kan dertil tilbyde dig udfordrende arbejdsopgaver, inspirerende arbejdsmiljø og en udstrakt grad af tværfagligt samarbejde, både lokalt og på tværs af landegrænser. Hos os er der højt til loftet og masser af højtkvalificerede og dygtige kollegaer, som arbejder over 120 steder rundt omkring i verden. Vi tilbyder en konkurrencedygtig lønpakke med pension samt en række andre tilbud, der bl.a. omfatter:

  • Helbredssikring, adgang til fysioterapi m.m.
  • Massageordning
  • Et væld af medarbejderklubber og -foreninger, der dækker alt fra sport til kunst
  • Firmarabatordninger
  • Stor fleksibilitet
  • Gratis parkering

Hvordan ansøger jeg?
Lyder jobbet som noget for dig, så vil vi glæde os til at høre fra dig! Du søger ved at klikke på ”Ansøg” og ved at vedhæfte en motiveret ansøgning, CV og relevante bilag. Ansøgningsfristen er fredag den 30. april 2021. Vi afholder løbende samtaler.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Martin Drost, Head of Strategy & Performance Management på telefon +45 3385 1869. Yderligere oplysninger om virksomheden kan findes på www.man-es.com.

MAN Energy Solutions opfordrer alle kvalificerede kandidater uanset køn, alder, religion, handicap og etnisk baggrund til at søge denne stilling.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet på Jobfinder.