Procesingeniør til Miljø og Udviklingsafdelingen i Danmarks største spildevandsvirksomhed
Synes du, at grøn omstilling er vejen frem og effektivisering i den virkelige verden er spændende? Vil du gerne arbejde i en virksomhed med stor samfundsbetydning? Så er du måske BIOFOS nye procesingeniør.
I BIOFOS’ afdeling Miljø og Udvikling går vi meget op i den grønne omstilling, spildevandets ressourcer og effektiv behandling. Vi sørger for at BIOFOS er på forkant med den teknologiske udvikling. Det gør vi i projekter sammen med vores drift, og med andre forsyninger samt universiteter og leverandører. En vigtig mission er at skabe et bæredygtigt vandmiljø og udvinde ressourcer til gavn for alle.
Vi har for eksempel lige afsluttet et stort ressourceprojekt VARGA sammen med EnviDan, DTU sustain , Unisense og ARC (rapporten kan findes i groenprojektbank.dk).
Du kommer for eksempel til at arbejde med:
- Større udviklingsprojekter i samarbejde med partnere udenfor BIOFOS
- Mindre problemløsnings-projekter sammen med vores drift.
Det indebærer opgaver som forsøgsplanlægning, udførelse af forsøg, mødeafholdelse, behandling og fortolkning af data samt udfærdigelse af notater og rapporter.
Det kan være at du skal se på BIOFOS energiproduktion eller lave forsøg med vores to aktiv-slam pilotanlæg, f.eks. med hvordan vi bedst fjerner miljøfarlige stoffer. Det kunne også være at forbedre vores CO2 balance og reducere lattergas udledninger.
Din faglige baggrund:
Drømmescenariet for os er, at du kommer med en solid interesse i og erfaring med processer i renseanlæg, både for den biologiske, kemiske og fysiske proces. Måske du i din nuværende stilling arbejder i en forsyning eller som rådgiver indenfor branchen?
Du har nok en grunduddannelse som ingeniør eller lignende. Derudover er det godt hvis du har erfaring med datahåndtering og SRO. Måske kender du også til modellering af renseanlæg.
Vi forventer også at du er god til dansk og engelsk.
Din person:
I dit arbejde er du god til at planlægge igennem mål og struktur, og du møder din omverden med en positiv nysgerrighed og respekt. Samtidig formår du at skabe det gode samarbejde, og det falder dig naturligt at kommunikere på tværs af organisationen.
Humoristisk sans vil blive godt modtaget.
Din hverdag i BIOFOS:
Effektivisering og genvinding af ressourcer står centralt i BIOFOS’ strategi. Vi udvikler og modner nye produkter og ydelser. Det sker f.eks. ved at vi i samarbejde med Teknisk afdeling og eksterne aktører, tester og vurderer nye teknologier eller metoder, som kan gøre vores anlæg og arbejdsprocesser mere effektive. Herigennem vil vi styrke vores evne til at være på forkant med fremtidige krav til vores kerneprocesser, men også aktivt at bidrage til udvikling af nye teknologier og metoder i vandsektoren.
Miljø og Udviklingsafdelingen skal generelt understøtte Teknisk afdeling, som står for den daglige drift. Afdelingen har også som en væsentlig opgave at varetage myndighedskontakt mht. godkendelse og tilladelser. Vi overvåger og kommenterer ny lovgivning.
Derudover tilbyder vi:
- En velorganiseret arbejdsplads, med gode muligheder for socialt fællesskab.
- Sundhedsforsikring, træningsfaciliteter og massageordning.
- Løn efter kvalifikationer.
- Ansættelse sker i henhold til relevant overenskomst med KL.
Da BIOFOS lægger vægt på et godt og sikkert arbejdsmiljø, er det en forudsætning, at du vaccineres ved ansættelsen (polio, stivkrampe, hepatitis A og B). BIOFOS betaler udgifterne
Ansøgning og kontakt
Hvis stillingen lyder som noget for dig, så send os din ansøgning, hvor du beskriver, hvordan du ser dig selv i BIOFOS. Vedhæft også dit CV og relevante uddannelsesbeviser hurtigst muligt.
1. samtale vil blive afholdt onsdag den 6. december 2023, og 2. samtale afholdes onsdag den 13. december 2023. Vi gør opmærksom på, at der anvendes personlighedstest ved 2. samtale.
Stillingen ønskes besat pr. 01.02 2024 eller snarest derefter.
Bemærk venligst, at vi kun modtager ansøgninger via vores elektroniske rekrutteringssystem. Ansøgninger, der er sendt på anden vis, vil ikke komme i betragtning.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du er velkommen til at kontakte Chef for Miljø og Udvikling Dines Thornberg.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning.
Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder