Jobbet "Praktikant til at arbejde med idrætspolitisk interessevaretagelse og kommunikation" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Praktikanten vil arbejde tæt sammen med den idrætspolitiske konsulent og bliver en del af Team Politik og Analyse i DGI Storkøbenhavn og får via dette team indsigt i et bredt felt af arbejdsopgaver, som kobles tæt til en politisk agenda. Hovedformålet er at fremme foreningsidrættens vilkår og interesser i de 11 kommuner, som DGI Storkøbenhavn dækker i hovedstadsområdet.
 
Om praktikstillingen
Som idrætspolitisk praktikant i DGI Storkøbenhavn vil du få indsigt i det politiske arbejde, sagsgange og beslutningsprocesser på flere niveauer – både internt i DGI Storkøbenhavn med bestyrelsesarbejde og eksternt ift. andre lokale idrætsorganisationer, foreningslivet, kommunale samarbejder og kommunalpolitikere.
 
Arbejdsopgaverne vil berøre mange forskellige tematiske emner og både rumme emner som medie- og pressearbejde samt generel interessevaretagelse. Dertil vil der typisk være en idrætspolitisk vinkling og et potentiale for at understøtte idrætskonsulenterne eller medlemsforeningerne med strategisk omtale eller support ift. politisk opbakning og policyprocesser.
 
Generelt vil opgaverne have karakter af:

  • Medie- og pressehåndtering: Positionering og kommunikation af holdninger
  • Generel research, analyse, formidling
  • Relationsarbejde ift. kommunalpolitiske beslutningstagere
  • Forberedelse af og deltagelse i politiske møder i DGI Storkøbenhavn
  • Forberedelse af kommunalvalget i november 2021
  • Ud over ovenstående vil praktikantens arbejdsopgaver typisk gå på tværs af DGI Storkøbenhavns organisation som slags stabsfunktionen, der bruges i mange forskellige sammenhænge.

 
Dine arbejdsopgaver og hverdag vil desuden være en blanding af løbende sparring mhp. politikudvikling og pressehåndtering samt opgaver med baggrundsresearch, databearbejdning og lettere skrive- og analyseopgaver. Der vil også være en praktisk mødeforberedelse som del af praktikopgaverne.
 
Som praktikant vil du i det daglige arbejde med kommunikationsopgaver af primært politisk karakter målrettet beslutningstagere, foreningsrepræsentanter, meningsdannere og borgere i hovedstadsområdet. Kommunalpolitisk interesse og kendskab til kommunalpolitik og foreningslivets vilkår i hovedstadsområdet vil derfor være en fordel.
 
Med i praktikstillingen hører adgang til frokostordning, PC og arbejdstelefon. Praktikstillingen er ulønnet og timetallet er som udgangspunkt 37 timer pr. uge – dog kan der under hensyn til praktikreglerne på det enkelte praktiksted.

Om dig
Vi leder efter en studerende med viden om og stor interesse for sammenhænge mellem kommunalpolitik, civilsamfund og foreningsidræt.
 
Du er sandsynligvis i gang med din kandidatuddannelse inden for statskundskab, idræt, sociologi eller kommunikation. Du har interesse i at blive bedre til at formidle både skriftligt og mundtligt. Du er metodestærk og skriver godt på dansk - og har interesse i at lære mere om hvordan man gennemfører en strategisk analyse- og skriveopgave fra de indledende tanker til afsluttende skriftlige produkt; selvsagt med tæt og løbende faglig sparring fra den idrætspolitiske konsulent.
 
Du ønsker at blive i stand til at levere et journalistisk produkt af høj kvalitet i en hverdag, der kan være præget af korte deadlines og pludseligt opståede opgaver, som skal håndteres. En vis fleksibilitet med en række aftenmøder i arbejdstiden må derfor også påregnes.
 
Du har interesse i at tage et stort medansvar på en arbejdsplads, der er præget af engagerede medarbejdere, en god sag for foreningsidrætten samt en uformel omgangstone med godt humør og højt til loftet.
 
Om DGI Storkøbenhavn
DGI Storkøbenhavn er idrætsforeningernes udviklingshus. Som foreningsidrættens udviklingshus brænder vi for at skabe stærke, lokale idrætsfællesskaber. Vi samarbejder med alle typer af idrætsforeninger om bl.a. rekruttering af frivillige, facilitetsbehov, aktivitetsudvikling, foreningsdannelse, social inklusion, markedsføring, skolesamarbejder og eventafvikling.
 
Vi har oplevet massiv medlemsvækst i de seneste mange år. I 2019 havde vi ca. 550 medlemsforeninger med 205.000 medlemmer i alt.
 
DGI Storkøbenhavn dækker geografisk 11 kommuner i hovedstadsområdet: Ballerup Kommune, Dragør Kommune, Frederiksberg Kommune, Gentofte Kommune, Gladsaxe Kommune, Herlev Kommune, Hvidovre Kommune, Københavns Kommune, Lyngby-Taarbæk Kommune, Rødovre Kommune og Tårnby Kommune.
 
Vi er ca. 60 ansatte og har hovedkontor i Vester Voldgade 100 tæt på Københavns Rådhus – samt adgang til mødelokaler det nærliggende BLOX.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har fundet jobbet hos Jobfinder.