Omdrejningspunktet er signalteknologi på jernbanen – en kompleks størrelse, som har særlig ledelsesmæssig bevågenhed i Banedanmark. Der er ressourceknaphed på området, og derfor får du til opgave at sikre fremdriften i de udviklingsindsatser, som skal dæmme op for ressource- og kompetencerelaterede flaskehalse inden for signalområdet. 

Dit arbejde, og din succes, er afgørende for vores produktionskapacitet. Dette stiller derfor krav til arbejdstempo og forretningsforståelse. Samtidig er det din garanti for ledelsesmæssig opbakning, når udviklingsindsatserne skal trykkes i bund, og gevinsterne skal realiseres.

Du bliver en del af området Sikring med 200+ ansatte og kommer til at referere til områdechef Christian Munksgaard. I det daglige har du dog en større grænseflade med flere af sektionscheferne i området. I området er vi en god blanding af kolleger; nogle arbejder med det sikringstekniske ude i sporet, andre arbejder i højere grad fra et skrivebord. I arbejdet med forretningsudvikling er det afgørende, at du kan involvere alle typer af kolleger og interessenter.  

Du får arbejdssted i København – tæt på offentlig transport ved Dybbølsbro Station.

Hurtigt og kvalitetsbevidst udviklingsarbejde
Udviklingsindsatserne kan for eksempel handle om at omskrive eksisterende processer og forankring af disse eller ændre i uhensigtsmæssige arbejdsgange.

Overordnet set er målsætning med stillingen at opnå større produktionskapacitet, bedre kvalitet og hurtigere gennemløbstid i processerne for signalteknisk projektering og validering af signalanlægget. 

Nogle udviklingsindsatser bliver du selv projektleder og udviklingsressource på; på andre indsatser er du i højere grad ansvarlig for fremdriftsopfølgning og samlet rapportering til ledelsen.

Der er allerede på nuværende tidspunkt defineret ca. 20 udviklingsindsatser, som vi er stålsatte på at lykkes med. Det bliver din kerneopgave at sikre både hurtig og kvalitetsbevidst udvikling og implementering for indsatserne. Parallelt forventes det, at du bidrager til den fortsatte udpegning af nye forbedringsområder og -indsatser, så forretningsudviklingen på den signaltekniske værdikæde til enhver tid fokuserer på de fronter, hvor forholdet mellem indsats og gevinst er mest gunstigt.

Der er de kommende 10 år særligt fokus på at understøtte processerne omkring det gamle signalanlæg, der frem mod 2030 udskiftes med ny signalteknologi.

Din profil
Du har muligvis en akademisk uddannelse, men afgørende er det, at du kommer med solid erfaring inden for forretningsudvikling, gerne fra en driftsorienteret kontekst. Din erfaring betyder at du hurtigt spotter mønstre og potentiale for forbedring, og at du evner at omsætte det til konkrete forandringer – også når idéen ikke nødvendigvis var din. 

Som person arbejder du godt selvstændigt, samtidig med at du er dygtig til at danne og vedligeholde relationer. Du er en skarp kommunikator både skriftligt og mundtligt og har generelt et stærkt drive. Du nyder at problemløse, og du motiveres af at omsætte strategiske tanker til adfærd og få forandringer til at slå igennem i praksis.

Løn
Du ansættes efter gældende overenskomst, og lønnen fastsættes på baggrund af dine erfaringer og kvalifikationer. 

Ansøgning og kontakt
Vil du vide mere, så kontakt sektionschef Peter Vedel fra den 10. august 2020. Send os din ansøgning og CV hurtigst muligt. 

For at søge stillingen klikker du på linket ”ANSØG” og følger instruktionerne.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder.