Gå til hovedindhold
Jobbet "Planner til valideringsteam" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Planner til Banedanmarks valideringsteam

Har du overblik, men også sans for detaljen? Har du herudover solid erfaring med planneropgaver?
Så er det måske dig Banedanmark står og mangler som planner i vores valideringsteam. Banedanmark har mange bolde i luften. Vi bygger og fornyer i disse år den danske bane i en række megaprojekter. Kunsten for teamet er at sikre, at der leveres den rette sikringstekniske validering til alle projekter - store som små.

Helt generelt er der for få validatorer i markedet. Validatorerne risikerer at blive flaskehals for mange projekter - både i Banedanmark og hos vores dygtige leverandører. For at mindske dette problem i fremtiden, har vores team både til formål at samle de garvede kræfter, at uddanne og oplære nye, styre eksterne leverandører samt ikke mindst at have overblik over status, fremdrift og behov på den kort og lange bane. Vi skal sikre, at både store og små projekter prioriteres og processeres optimalt i forhold til de knappe validatorressourcer.

Valideringsteamet har eksisteret et år og er placeret på tre lokationer hhv. Aarhus, Fredericia og København, hvoraf størstedelen har arbejdssted i Jylland. Plannerfunktionen holder til i København, men der må påregnes en til to arbejdsdage om måneden i Jylland. Af samme grund vil teamlederen kun være fysisk tilstede to til tre dage om ugen, hvilket stiller ekstra krav til dig, da teamlederen er din væsentligste sparringspartner.

Planlægning, kommunikation og optimering
Hovedopgaven er at planlægge en optimeret brug af sikringstekniske validatorer. Som planner får du ansvaret for at indhente status og opdatere valideringsplanen, samt stå for planlægningen af en optimeret anvendelse af validatorernes tid og kompetencer. Dette i samarbejde med teamlederen. Du skal have styr på ressourceallokeringen på daglige basis, kunne forudsige udfordringer samt have evnen og viljen til at skaffe overblikket og foreslå korrigerende handlinger i relation til valideringsbehovet. Herudover vil du vil skulle indkalde og deltage i en del møder for herefter at udarbejde korte status/beslutningsreferater. Disse møder vil give dig en høj grad af input til dit arbejde med valideringsplanen.

I relation til teamets anvendelse af Banedanmarks ESDH-værktøjer (SharePoint og F2) vil du få en vigtig rolle samt på sigt også varetage opgaver så som ressourceplan for udarbejdelse af tekniskverifikationserklæringer (TVE) og ibrugtagningsansvarlige. Du bliver et vigtigt omdrejningspunkt i den daglige og langsigtede ressourceallokering, og du kommer til at have en stor kontaktflade mellem teamet og projekterne samt leverandørerne omkring status på fremdrift og behov på den lidt længere bane. Du sikrer, at planen er opdateret, og at vi får ressourceallokeret så deadlines kan overholdes, således at vi konstant har overblikket til kvalitativt at kunne forudsige udfordringer tidsnok til at kunne agere.

Selvstændighed i et teknisk miljø
Din uddannelsesbaggrund er ikke afgørende, og du kan både komme med en praktisk administrativ baggrund eller en kort til lang videregående uddannelse. Det vigtigste er, at du allerede har flere års erfaring med at arbejde som planner. Det er herudover et krav, at du har stor erfaring med at arbejde i og anvende programmet MS Project. Vi forventer, at du har overblik, kan arbejde analytisk og er god til at holde styr på dine interessenter og din samarbejdspartner. Ikke mindst forventer vi også, at du brænder for at holde den aktuelle plan opdateret og komme med forslag til løbende optimeringer.

Rollen som planner er meget selvstændig og ganske udadvendt. Du kommer til at have mange snitflader til afdelingens interessenter - både i og udenfor huset - og det er vigtigt at du trives i denne rolle og hurtigt danner gode relationer. Du er en holdspiller der er god til at samarbejde og agere opsøgende på tværs af faggrænser og organisatoriske enheder. Samtidig kan du arbejde selvstændigt og kender dine begrænsninger. Du har styr på dine opgaver og deadlines, og du kan formulere dig præcist i skrift og tale.  

Du kommer til at arbejde i et meget specialiseret teknisk miljø, så det er vigtigt, at du tør stille spørgsmål, indtil du får den viden du har brug for. Via din erfaring ved du, at der i projekter hele tiden opstår nye udfordringer. Da vi arbejder på tværs af mange projekter, hvor vi blot er en mindre, men meget kritisk brik, er det vigtig du er god til at se disse og understøtte projekterne såvel som ledelsen i at træffe de rigtige beslutninger på rette tidspunkt.

Løn
Ansættelsen er omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer - Det statslige område og Organisationsaftalen mellem Finansministeriet og HK Stat samt protokollat for kontorfunktionærer ansat i Banedanmark. Afhængig af kvalifikationer og erfaring udgør basislønnen for Hovedstad mellem kr.324.631,41 årligt og kr. 27.052,62 månedligt (løngruppe 3, sats 1) og kr. 372.550,84 årligt og 31.045,90 månedligt (løngruppe 3, sats 3). Hertil kommer pension. Der er evt. mulighed for at forhandle tillæg.

Hvis du har en akademisk baggrund ansættes du i forhold til AC-overenskomsten, og lønnen fastsættes på baggrund af dine erfaringer og kvalifikationer.

Ansøgning og kontakt  
Vil du vide mere om stillingen, så kontakt teamleder Peter Albæk Fanth. Du kan sende en sms på tlf: 6059 6974, hvorefter du vil blive ringet op. For at søge stillingen klikker du på linket ”Ansøg” og følger instruktionerne.

Sikringsteknisk validering = En systematisk kvalitetssikring af ændringer i den signaltekniske infrastruktur gennemført af signaltekniske eksperter med særlige kvalifikationer inden for fejlfinding i signalanlæg - med formålet at identificere sikkerheds- og driftskritiske projekteringsfejl. Gennemføres via sammenligning af projektdokumentation med tekniske regler og typedokumentation for den/de relevante signalanlægstyper.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder